Hjem  Om Ainsha  Om Karen Skovmand  Nyt?  Kontakt 

FORFATTERLIVET


Her følger så mange ord at jeg har sat dem i system af hensyn til jer, tålmodige læsere:

1. Erindringen
2. Om at skrive
3. Om at få manuskriptet antaget, stolthed og succes
4. Om at få sin bog udgivet i et bogfattigt land
5. Bogmoms og den onde Rabatgruppe C
6. Hvorfor jeg sommetider ønsker Bjarne Reuter var død
7. Skrivemørke og lys forude
8. Mere forfatterskab


Erindringen

Jeg har skrevet så længe jeg kan huske.

Og dog – det er måske så meget sagt. Jeg kunne jo hverken tale eller skrive eller læse da jeg blev født i 1965 i Albertslund. På spisebordet i køkkenet, vist nok – jordemoderen ville gerne have en ordentlig arbejdshøjde.

Mine forældre var Sven og Marianne Skovmand, og min storebror hed Torsten. Min lillesøster Signe kom til i 1968. På samme spisebord.

Men lidt er der ellers om snakken. For jeg husker tydeligt hvordan jeg sad ved min fars skrivebord dér i Albertslund og skrev på hans skrivemaskine. I det lille erindringsglimt står mine forældre ved siden af og hepper på. Problemet er bare at jeg ikke kan skrive. Papiret fyldes med meningsløse ord. Og sådan har jeg det såmænd stadig med meget af det jeg skriver.

Vi flyttede fra Albertslund til Djursland i 1973, og det var nok det der satte skub i skriveriet. Vores lille gård lå langt fra alt og alle, og jeg begyndte derfor at underholde mig selv i det smukke Norddjursland. Skov, hede, mark og mose blev mit nye liv, og i årene der gik befolkede jeg landskabet med mystiske personer og sælsomme historier. Nogle skrev jeg ned, andre fortalte jeg bare til mig selv mens jeg gik rundt derude. Godt at der ikke var nogen der så mig gå og snakke til mig selv...

Efter at jeg læste Tolkien Ringenes Herre som 13-årig skiftede historierne karakter. Nu blev det hele til Fantasy, og der er det blevet siden. Med afstikkere til Science fiction-universet. Og somme tider afstikkere til den særlige del af Fantasy-universet der hedder Virkeligheden…

Og så kom Ainsha til mig. Jeg har ikke været meget ældre end måske 15 år da de første glimt kom frem. I begyndelsen kun som historier jeg dagdrømte om. Jeg begyndte først at skrive dem ned i samlet form da jeg var i begyndelsen af tyverne. Detaljerne om Ainsha-bøgerne har jeg skrevet meget mere om på siderne om Ainsha. Gå direkte...

Men af de sider kan man nemt få indtrykket af at det at skrive er det rene magi. At det bare handler om at finde på en historie, hvorefter den nærmest skriver sig selv.

Om at skrive

Sådan har det aldrig været for mig. At finde historien er ganske vigtigt for en forfatter, men fortællingen er langt vigtigere. Måden man fortæller historien på, er uendeligt mere betydningsfuldt end hvad man har at fortælle. Og der er så mange måder at fortælle på. Bevidstheden om hvor godt en historie kan fortælles, og hvor dårligt, primitivt, nærmest amatøragtiget jeg selv gør det, har kvalt mange af mine bedste historier i fødslen. Altid kigger denne dæmon med over min skulder når jeg skriver. Ikke underligt at det tit er nemmest at lade være.

Det har hjulpet at arbejde med forskellige skriveteknikker. Jeg deltog i forskellige skrivekurser, og fik min skrivelærer Karen Søgaard fra Folkeuniversitet til at læse det første udkast til den første Ainsha-bog igennem. Det var noget af en øjenåbner. Karen fortalte mig at jeg havde en spændende historie, men at jeg startede den så omstændeligt at jeg nærmest tabte min læser fra starten. Og så viste hun mig hvordan og hvorfor.

Dengang indledte jeg bogen med en omhyggelig beskrivelse af stort set alting, lige fra starten. Sådan tænkte jeg jo, dengang. Læseren skulle være lige så klog som mig. Så jeg forklarede alt om Ainshas verden, hvorefter jeg forklarede alt om Sangeren. Historien selv begyndte først på side 10. Men dertil ville min læser aldrig nå, sagde Karen Søgaard. Han ville opgive halvvejs på side 1.

Så måtte jeg jo gøre det anderledes. Jeg ventede med Sangeren, med Verdens forklaring, med mange ting. I stedet lod jeg Ainsha komme frem for at fortælle om sig selv og sit liv. Jeg holdt op med at forklare alting på én gang og begrænsede mig til hvad læseren havde brug for at vide. For læseren skriver nemlig med på historien. Hvis forfatteren færdiggør det hele, har læseren ikke noget selv at digte med på.

Det varede længe før jeg forstod magien i dette samspil mellem forfatter, historie og læser. Jeg forstår den faktisk ikke helt endnu. Men sommetider lykkes det.

Det lykkes når jeg forstår at videregive sansningen af situationerne. Hvordan alting lugter, lyder, mærkes, er i historiens forskellige situationer. Hvordan det føles helt inde i knoglemarven at sulte, tørste, længes, elske.

Der findes et gammelt mantra, vist nok for journalister. Show it, don't tell it! Og det er jo så sandt, så sandt.

Jeg laver sommetider skrivekurser. Til dem har jeg udarbejdet en liste med gode skriveråd. Læs dem her — hvis du har lyst. Og gør som jeg og tag selv på skrivekurser. Man kan ikke lære at skrive hvis ikke man har et vist talent, men selv det største talent kan ikke udvikle sig uden hårdt arbejde. Skriveundervisning kan skære mange år af det arbejde.

Jeg var imidlertid selv nødt til at skære mit skriveri ned dengang. Jeg blev færdig med min uddannelse, fik ansættelse på Aalborg Studenterkursus, kom i pædagogikum — vor tids svar på fortidens hjul og stejle. Jeg mødte Rune og forelskede mig. Vi blev gift og fik vores datter Kristine i 1999. Jeg havde ikke tid til ret meget, men skrev stadig.

Om at få manuskriptet antaget, stolthed og succes

Og det var stadig svært at skrive. Jeg færdiggjorde omkring 200 manuskriptsider, og var end ikke halvvejs i historien om Ainsha. Måske ville jeg aldrig være blevet færdig hvis ikke Gyldendal i 2001 havde udskrevet en romankonkurrence om en børne- eller ungdomsbog. Jeg læste helt tilfældigt om konkurrencen omkring 3 uger før deadline og hæftede mig ved grænsen på 100 manuskriptsider. Jeg tog mod til mig og ringede til forlaget, hvor jeg fik lov til at snakke med en redaktør — jeg tror endda det var min nuværende redaktør Johanne Katz. Hvor var hun positiv! Og opmuntrende! Det gjorde ikke noget at min historie ikke var færdig, jeg skulle bare sende 100 sider ind og kalde det for første del, sagde hun.

Hvor er det dog dejligt med opmuntrende mennesker. Verden er fuld af realistiske mennesker med deres realistiske vurdering af hvad der er muligt og hvad man bør gøre. Her var der en glad person. Jeg blev også glad, og så fik jeg travlt. Jeg gennemlæste, rettede, printede. Og sendte ind. Derefter ventede jeg.

Og ventede.

Forlag har sjældent så travlt som forfattere, siges der. Det skal jeg love for. Men efter 4 måneder fik jeg et brev. Jeg havde ikke vundet. Men Gyldendal ville gerne udgive bogen alligevel. De var simpelthen nødt til at vide hvordan det gik Ainsha, skrev de. Så i 2002 udkom Ainshas Historie. Det er den bog, der nu er genudgivet som Kniven. Samme år fik jeg forresten at vide at min bog blev nr. 2 i konkurrencen.

At få min første bog udgivet var stort. Jeg var fuldstændig benovet over mig selv og min bedrift, specielt da bogen blev anmeldt rigtig godt af Politikens Steffen Larsen. Jeg vidste det ikke dengang, men Politiken er den eneste avis der ser en værdi i at omtale børne- og ungdomslitteratur. Dér og mange andre steder kæmper Steffen Larsen ihærdigt for at skabe opmærksomhed om børnebøgerne, og har også gennem tiden gjort en brav indsats for Ainsha-bøgerne. Tak for det.

Jeg fik også en rigtig god lektørudtalelse. En bemærkelsesværdig bog, et flot sprog, en stor læseoplevelse... Så var min lykke da gjort, tænkte jeg og delte min glæde med min familie og mine kolleger på Aalborg Studenterkursus.

Om at få sin bog udgivet i et bogfattigt land

Men virkeligheden ventede, ond som dæmonen på min skulder. Hvorfor kunne man ikke købe min bog, spurgte kollegerne ærgerligt. Jeg kunne heller ikke selv forstå at den ikke stod i nogen boghandel. Efter nogle måneder undersøgte min far, Sven Skovmand, sagen hos en boghandlerven, og fortalte mig chokeret at min bog slet ikke var sat til salg!

Jeg forstod ikke en lyd. Men det var rigtig nok. Min bog var kun hypotetisk sat til salg. Fordi det var en fantasy-bog, var den automatisk udgivet som børnebog (voksenlitteratur har ikke en fantasy-genre), sat i "rabatgruppe C" og ikke i "rabatgruppe A". Fiktionslitteratur udgives normalt i rabatgruppe A, dvs. at boghandleren får bogen med 40% rabat og ret til at returnere usolgte eksemplarer. Rabatgruppe C brugtes dengang til faglitteratur. Her får boghandleren kun 25% rabat og ingen returret. Derfor bestiller boghandlere kun faglitteratur hjem hvis folk bestiller bøgerne på forhånd. Men i 2002 var det stadig usædvanligt at sætte børnebøger i denne gruppe.

Sammen med min far efterforskede jeg mysteriet. Hvorfor ville mit forlag ikke sælge min bog? Forklaringen kom langsomt.

Vi lever i et bogfattigt land. Man ser det ikke fordi der udgives så mange bøger. Men netop dette store antal afslører hvor svært det er at sælge bøgerne. For trods alt at hente en lille indtægt hjem udgiver både forlag og forfattere flere bøger end de burde.

I stedet burde de måske indlede en strejke for at få politikernes opmærksomhed. I disse år oplever vi nemlig en stille massakre på en hel generation af børne- og ungdomsforfattere. Ikke alene udgives de fleste forfattere i rabatgruppe C (med bøger af J.K. Rowling og Stephenie Meyer som undtagelse), de udgives også til priser så høje at ingen vil købe bøgerne. Da jeg var børn, havde jeg en bogreol fyldt med klassikere men også med helt nye, danske forfattere, som mine forældre købte hjem til mig. Noget sådant ville være utænkeligt i dag. Jeg synes det er en kulturhistorisk tragedie.

Bogmoms og den onde Rabatgruppe C

En del af forklaringen er internet-revolutionen. Børn og unge har andet at bruge tiden på end at læse bøger. Computere og Playstation m.m. koster penge, som tages fra bøgerne. Samtidig har bibliotekerne skåret voldsomt ned på deres indkøb af specielt børne- og ungdomsbøger. De køber måske 10% af hvad de købte for bare 10 år siden.

En anden del af forklaringen er den danske moms. Vi er så vant til vores høje moms på 25% at vi slet ikke tænker over den. Men da momsen blev indført i 1962 var det ikke bare en ekstra skat, men også et redskab som politikerne kunne bruge til at styre befolkningen med. Derfor blev aviser undtaget momsen. Det var vigtigt at læse avis og blive klogere, derfor skulle aviser ikke fordyres med moms. Tilsvarende overvejer man nutildags at fjerne momsen fra grønsager og frugt.

De fleste andre lande har også en form for moms. Men stort set alle andre lande har valgt at friholde bøgerne for moms ud fra den tanke at læsning gør folk klogere og at bøger derfor skal være så billige som muligt. Kun 5 lande i alt har moms på bøgerne, og heraf har kun Danmark fuld moms på 25%. Nr. 2 på hitlisten, Sverige, har kun 11%. Så der er ikke noget naturligt eller rimeligt i at have fuld skat på bøger.

Desværre tænkte man ikke over bøgerne i 1962. Måske fordi vi dengang havde et rigtig godt bibliotekssystem. Bibliotekerne købte en masse bøger hjem, og det gav forlagene mulighed for at lave så store oplag at prisen på hver enkelt bog blev lav nok til at bøgerne også kunne sælges i boghandlerne. Det er sådan noget Adam Smith-agtigt: store oplag give små stykpriser, som igen giver stort salg, hvilket igen giver et stort oplag.

Samtidig havde vi Biblioteksafgiften. En unik kulturstøtte, hvor forfatterne får en årlig indtægt for hver bog de har på bibliotekerne. Der var nogle år hvor især børnebogsforfatterne tjente rigtig, rigtig godt på at udgive stort set hvad som helst. Det gør de stadig — altså forfatterne fra dengang. 

Men så kom internetrevolutionen og de faldende biblioteksindkøb. Oplagene blev meget små. Nogen gange på under 1000 bøger. Det betyder store priser på de enkelte bøger. 233 kr. kostede min første bog.

Det tog livet af salget til private. Ikke så meget for voksenbøgerne, men for børne- og ungdomsbøgerne. Alle de bøger hvor læserne ikke har særlig mange penge og ikke af sig selv udforsker nye forfattere. Og hvor køberne som regel er forældre eller bedsteforældre til læserne, og derfor heller ikke tænker på nye forfattere. Hvis altså ikke de har fået ordre på at købe den nyeste Harry Potter eller Twilight.

For at få lidt flere penge hjem, har forlagene altså valgt Rabatgruppe C til børne- og ungdomsbøgerne. Der er alligevel ikke noget salg af betydning til private, til gengæld tjener de lidt flere penge på de få bøger som bibliotekerne køber.

Mange forfattere råber selvfølgelig op om situationen, men bliver overhørt eller latterliggjort af politikere og vælgere. Dansk Forfatterforening nævner sagen engang imellem, men bliver grint af. 

Selv har jeg prøvet at skrive til nogle af de politikere der normalt udtaler sig om kultur, men uden resultat. Som jeg skrev før, så er det en kulturhistorisk tragedie. Og ingen interesserer sig for den. Til gengæld har politikerne vældig travlt med at beskytte ytringsfriheden og oprette fribyer til forfulgte forfattere.

Hvorfor jeg sommetider ønsker at Bjarne Reuter var død

Det burde jeg selvfølgelig ikke. Bjarne Reuter er en både fin og god forfatter. Jeg håber han lever og skriver i mange år endnu.

Men alligevel — når jeg hvert år i juni får oversigten over mine bibliotekspenge, kommer jeg alligevel sommetider til at ønske at nogle af de ældre forfattere ville stille træskoene. For jeg kan jo se at jeg før skat får ca. 5.000 kr. for hver af de to sidste bøger jeg har skrevet (og 10.000 for den første). Det er hårdt tjente penge. Og kun en brøkdel af hvad de ældre forfattere får. De har selvfølgelig skrevet flere bøger end jeg har, og sikkert også bedre. Men det er ikke pointen. Pointen er at alle forfattere fik solgt i tusindvis af deres bøger til bibliotekerne dengang i 60'erne og 70'erne og 80'erne blot bøgerne var af nogenlunde acceptabel kvalitet.

De bøger står stadig på bibliotekerne, og de fleste af forfatterne lever stadig. Biblioteksafgiften tages fra en fast sum penge. Og det betyder at alle vi nye forfattere som samtidig skal kæmpe med Rabatgruppe C og internettets mange fristelser for vores læsere, ikke kan få biblioteksafgift efter fortjeneste.

Øv.

Skrivemørke og lys forude

For mig fik placeringen i Rabatgruppe C i 2002 selvfølgelig den konsekvens at min bog ikke solgte særlig godt, kun 850 eksemplarer. Men der var intet jeg kunne gøre.

Samme år begyndte jeg arbejdet på næste bog og fik også vores andet barn, Jonas. Jeg husker ikke andet fra det år end at jeg hele tiden ventede på at han skulle sove så jeg kunne skrive. Det var et hårdt år. Jeg var lige ved at krakellere. Men anstrengelserne blev til bind 2, Ilyathens Stemme (nu genudgivet som Rosen), som kom i 2004. Den solgte i 450 eksemplarer.

Derefter arbejdede jeg videre på bind 3. Det var en dejlig tid. Jeg havde fået overstået de fleste af mine indre kampe med min skrivehadende dæmon, og jeg fik bedre tid. Det var vidunderligt at begynde at runde nogle af historierne fra den første Ainsha-bog af. Da jeg sendte manuskriptet ind i 2006, syntes jeg det var det bedste jeg nogensinde havde skrevet. Jeg glædede mig til at fortsætte med bind 4.

Desværre var min daværende redaktør ikke enig. Han var kommet til som ny redaktør på bind 2 og havde aldrig brudt sig om bøgerne, uden dog at tage konsekvensen og trække sig som redaktør. Nu afviste han bind 3 med henvisning til de dårlige salgstal.

Min netop overvundne dæmon vendte tilbage med fuld kraft, kaglende af fryd. Den samme dæmon som havde forhindret mig i at brokke mig over min redaktørs mange fejldispositioner, de 8 måneder der gik før han kunne tage sig sammen til at læse manuskriptet til den anden Ainsha-bog første gang, hans manglende feedback på alt andet end min moderne enhedskommatering, hans aversion mod al fantasy. Jeg opgav ævred.

Det gjorde andre heldigvis ikke. Jeg fortalte ikke mange om afslaget, alligevel gik der dårligt gået en uge før jeg fik en mail fra et andet forlag, som var interesseret i at udgive bogen. Det nåede dog ikke at ske før min redaktør måtte trække i land med en undskyldning. Han var, som han forklarede, blevet nedstemt af hver eneste øvrige redaktør på redaktionen. Samt sin chef. Min bog skulle udgives.

Jeg fik selvfølgelig en ny redaktør, Johanne Katz. Og i en periode endnu en, da Johanne blev syg. 4 redaktører på 3 bøger. Det er ikke så ringe.

Men jeg fik også tilbudt en helt ny udgivelse, ikke bare af den nye bog, men også af de første. Gyldendal ville på egen hånd forsøge at modarbejde bogmomsen og den onde Rabatgruppe C. Bøgerne skulle udgives som voksenbøger, dvs. i Rabatgruppe A, de skulle markedsføres i stor stil og endelig skulle de sælges for kun 100 kr. stykket.

Resultatet blev den nuværende Ainsha-trilogi. Den kom i 2007, og jeg bliver stolt hver gang jeg ser den. Den vakte også en vis opmærksomhed. Selv i Ekstra Bladet blev jeg anmeldt. Karen Skovmands værk har international karakter, skrev anmelderen. Den dag var det svært at lytte til dæmonen.

Men på en måde er den stærkere end nogensinde. Bøgerne sælger selvfølgelig bedre nu end tidligere. Alligevel er jeg ikke kommet ordentligt i gang med bind 4. Det er som om jeg har fået et slag som jeg kun langsomt kommer mig over.

Mere forfatterskab

Men komme mig gør jeg. Det tager bare tid. Jeg arbejder på forarbejdet til den fjerde Ainsha-bog. Randen, skal den hedde. Og jeg oversætter bøgerne til engelsk — det er en ordentlig udfordring.

Jeg skriver på meget andet end Ainsha. Jeg har ikke fået færdiggjort andre bøger end Ainsha-bøgerne, men arbejder på så forskellige ting som en børnebog (Asta og Himmelhunden), en science fiction-roman (Kimana Jars sidste spil) og endelig en novellesamling der skal hedde Barselsfeber og andre barske historier for voksne. Barselsfeber, som titelnovellen hedder, er en gysernovelle og lidt uhyggelig — hvis du ikke er så gammel, skal du nok ikke læse den. Ellers kan du læse den her. Den er forresten også temmelig lang.