Hjem  Om Ainsha  Om Karen Skovmand  Nyt?  Kontakt 

ainshas historie: kniven

De første 3 kapitler



Kapitel 1

SØEN


Denne historie skriver jeg til Diarmid. Det er pudsigt, for han har selv skabt historie, mere end nogen anden jeg har kendt. Men han ler ad mig, selv nu mens jeg skriver, og siger at vi alle skaber historie. Jeg tier, men ved at han har skabt stor historie. Han har skabt andres historie. Han har skabt min historie.

Han har også givet mig ordene til min historie, og vist mig hvordan ord skaber billeder, og billederne skaber liv. Selv papiret har han bragt mig. Gult, lidt krøllet, men stærkt og sejt papir, der ikke svigter historien. Det tager velvilligt imod min pen. Jeg skriver omhyggeligt og dog hurtigt, for jeg har meget at sige. Jeg vil fortælle min historie rigtigt. Men det er svært, for jeg kan efterhånden ikke skelne min egen historie fra de øvrige historier, der omgiver den. Diarmids historie. Ilyathens historie. Hestefolkets historie. Alle slynger de sig omkring min egen historie, og jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde.

Torall prøvede at lære mig at fortælle historier, og jeg lyttede meget til ham, for han var god til det. – Bag enhver historie ligger en større, sagde han, og jeg forestillede mig historiernes verden som bjergene omkring Ealinn Meald, høje, skræmmende, udstrakte og dog ikke uendelige. Men dengang vidste jeg så lidt.

Torall lærte mig også om verden udenfor bjergene. Han fortalte mig historien om Sangeren, som også dengang ikke var en historie, men virkelighed, og han lærte mig om hestefolket Detvaeli og Sydfolket. Han fortalte om Blodsommeren, hvor detvaeli dræbte antainere, og antainere knuste hovederne på Hestefolkets børn, og Ealinn Meald opstod i årene efter Hestefolkets flugt. Jeg drak af hans ord, grådigt som et barn, men jeg var også et barn, og ingen havde nogen sinde forklaret mig verden før. Torall lo ad mig, meget som Diarmid ler nu, og fortalte mig at verden bestod af ord, at menneskers handlinger skabes af ord og ordene af tanker. Når jeg blot forstod ordene, ville jeg forstå verden. Så jeg kæmpede for at forstå.



Diarmid fortæller mig at jeg er begyndt min historie forkert. Jeg har kun fyldt ganske få sider af det kostbare papir, og jeg har allerede fyldt dem forkert. Men han har rejst langt for at skaffe papiret til mig, og jeg har bestemt mig til ikke at begynde forfra.

– Det er ikke passende at begynde med andres historie, sagde han. – Du må give dig selv til kende. Fortælle hvem du er, dit navn og din familie.

Men deri tror jeg ikke han har ret. Sådan fortalte de måske historierne i Dal Linth, hvor han voksede op, omhyggeligt og rigtigt, men erindringerne kommer ikke til mig på den måde. Og dog har han inderlig ret, for mit navn skabte på en underlig måde mit liv, og derfor vil jeg fortælle mit navn.

Ainsha. Jeg er Ainsha, Sorayas søn Ainsha.

Det er et navn, der undrer andre mennesker, men det er nu engang mit navn, og jeg har ikke tænkt mig at skifte det. Havde jeg fået et andet navn, ville alt have været anderledes. Det kan jeg trygt hævde. Og dog begynder min historie ikke med mit navn. Den begynder med den sø som jeg levede ved i de første år af mit liv.



Hvor jeg voksede op, havde jeg aldrig hørt om nogen Sanger. Jeg havde heller aldrig hørt om detvaeli eller Blodsommeren. Jeg vidste at vi boede i Aran, at de bjerge der tegnede horisonten mod øst var Aranbjergene eller De Nordre Bjerge, som man også kaldte dem, at søen som vi boede ved, hed Nikitasøen, og at Slettelandet begyndte nord for søen. Min mor fortalte mig at skovlandet Lethingo lå vest for søen, men vi boede for lavt til at jeg kunne se det.

Der var meget jeg ikke vidste som barn. Jeg vidste ikke hvorfor vi boede alene i hytten ved søen. Jeg kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kunne bo i landsbyen som de andre, men forstod efterhånden at på samme måde som børnene dér aldrig ville lege med mig, ønskede de voksne ikke at se min mor blandt sig. Jeg drømte om de andre børn og ønskede vildt at være som dem. Undertiden belurede jeg dem, lå skjult bag sten og buske og lyttede til deres leg. Men de gange de opdagede mig, blev jeg jaget bort.

Når det skete, trøstede min mor mig. Hun sagde det ikke betød noget, at de ikke var vores slags mennesker, og at alting en dag ville ændre sig. Så skulle vi drage bort til bjergene, hvor blodet flød hurtigere i årerne og hvor livet var stærkt og kraftfuldt. Her skulle jeg opdrages til prins og lære at lede sådanne mennesker. Hvornår det skulle ske, kunne hun ikke sige. Jeg holdt hurtigt op med at spørge, for min mors sind var skabt til glæde og vrede, og hun blev hurtigt vred på mig, hvis jeg gjorde hende imod.

Hun fandt andre lege til mig, lege uden børn. Små pinde blev til hunde, store grene til heste, som jeg begejstret red til. Jeg behøvede ingen legekammerater, for jeg legede med luften ved siden af mig, talte til den, som rummede den min bedste ven, og efter nogle år troede jeg selv så stærkt på min drømmeven, som jeg kaldte ham, at jeg undredes over at min mor ikke kunne se ham. Men hun sagde ikke noget til det, og var egentlig ikke meget anderledes selv. Utallige timer tilbragte hun alene eller uden at tale til mig, fordybet i sine egne tanker og drømme, og hvis jeg vækkede hende eller kaldte på hende, kunne hun blive frygtelig vred. Undertiden kom hun endda til at slå mig uforvarende før hun opdagede hvor hun var, og så begyndte hun i stedet at græde. Jeg følte mig da mere ensom end sædvanligt, men heldigvis kom hun altid tilbage til mig, glad og mild.

Hun lærte mig at synge og havde selv en dejlig stemme, mørk og ligesom med flere toner end blot én ad gangen i sig. Når hun var glad, sang hun, og allerhelst én sang, Lazlas rose, hed den, en sang fra hendes hjemegn, hvor de roser der gror, er små og sjældne, men dufter vidunderligt.

Hun fandt en gammel træfløjte til mig, som jeg havde stor fornøjelse af. Jeg tilbragte en sommer med at lære at spille på den, og da der omsider kom musik og ikke bare øreondt ud af den, opdagede jeg til min skadefryd at den gav mig magt over børnene. De forsvandt simpelt hen, når de hørte min fløjte, og således kunne jeg da i det mindste ødelægge deres leg aldeles, når de nu ikke ville lade mig være med.

Min mor lærte mig også at svømme i søen. Selv var hun ikke meget af en svømmer, men hun turde ikke bo så tæt på en sø uden at vide om jeg kunne begå mig i den. Jeg elskede selv at svømme. Jeg elskede også søen og livet omkring den. Forår og efterår dækkedes himmelen af de mange fugle, der flokkedes i danse som draget af en hemmelig kraft, slyngende sig frem og tilbage i en evig bevægelse, som jeg aldrig kunne blive træt af. Jeg prøvede at følge dem med min fløjte, med min sang, og nogle gange lykkedes det næsten, men de var altid over mig, og i stedet lod jeg mine øjne følge dem i den frihed, jeg kun vagt kunne efterligne, når jeg boltrede mig i vandet.



Da jeg blev ældre, lærte min mor mig en anden leg, en rigtig leg, som hun sagde, med vand. Første gang blev jeg meget forskrækket. Hun tog en stor, fint glaseret lerskål, som hun aldrig brugte til madlavning, og fyldte den med vand. Derefter stak hun sig i fingeren med sin synål, indtil en stor bloddråbe samlede sig og langsomt gled ned i vandet. Endelig anbragte hun et lys midt i vandet, tændte det, og gav sig til at stirre på krusningerne omkring det.

Først syntes jeg det var en kedelig leg. Hytten var ganske mørk for ikke at forstyrre lyset i vandet, og jeg måtte ikke larme eller tale til min mor. Hun sad længe sådan, og min utålmodighed forvandledes til bekymring, for min mor var så uendelig langt borte, selv om hun sad lige overfor mig. Pludselig åbnede hun øjnene, men så ikke på mig, for øjenæblerne var vendt opad, så jeg kun kunne se det hvide i øjnene. Jeg skreg, og hun skreg, og så vågnede hun og var sig selv igen.

Jeg ville ikke selv lege legen, men hun fik mig til det. Jeg var uvillig og prøvede at trække min finger til mig, da hun stak mig, men hun var hurtigere end mig, og også mit blod dryppede i vandet. Jeg stirrede på det, for hun var kommet til at stikke dybt på grund af mine bevægelser, og blodet flød ud i grimme klatter. De samlede sig om det tændte lys, og jeg sagde til hende at jeg ikke kunne lide det, men hun blev vred og beordrede mig til at fastholde mit blik på lyset og lade være med at tale. Jeg turde ikke andet end at adlyde og kiggede på lyset. Det flakkede lidt i trækken og kastede underlige skygger omkring sig, men så opdagede jeg at billeder ligesom syntes at tegne sig i vandet, hvor blodet nu sank nedad. Først var det meningsløse billeder, som når man ligger på ryggen en sommerdag og kigger højt i skyerne, men så kom ansigter frem, ansigter der bølgede frem og tilbage og sommetider kiggede mig i øjnene. Det var kvindeansigter, og et af dem lænede sig imod mig, indtil det var som prøvede det at komme op af vandet for at komme til mig. Jeg skreg igen, og ansigtet erstattedes af min mors, da hun holdt om mig og trøstede mig.

Jeg nægtede længe at lege legen igen, men min mor havde sine egne måder at få mig til det på. Langsomt lærte jeg at se i vandet. Hvordan det egentlig foregik eller foregår, kan jeg ikke helt fortælle, for jeg har aldrig helt selv forstået det. Men det var svært og krævede en voldsom anspændelse samt en indre ro, som jeg lærte mig at opnå, også når jeg ikke følte den. Det sidste var den gave vandet gav mig. At kunne glemme alt omkring mig for at se billederne i den flakkende væske. Jeg behøvede heller ikke længere at se de granskende kvindeansigter, men kunne sommetider når jeg var heldig opnå at se landskaber jeg kendte, søen udenfor huset, landsbyen med de hadede og eftertragtede børn, og en enkelt gang, da lyset brændte meget længe, et kort glimt af en sti i bjergene, hvor en mand red. Min mor var meget tilfreds. – Din far, sagde hun. – Han vil blive meget glad over at vide du har denne evne.

Jeg plagede atter min mor om at fortælle om denne mand, og om livet i bjergene, hvor hun var dronning og jeg prins. Bjergene, hvor man var tæt på himmelen selv, og hvor blodet flød så stærkt og kraftfuldt i årerne som livet selv. Dér var der ingen, der så ned på os. Der var min far konge.

Jeg drømte om disse bjerge og om kongen. Jeg var prins dér, min mor var dronning, og Konti var min tro mand.



Konti var ham, der bragte os mad. Med lange mellemrum – alt for lange syntes min mor – kom han ridende på sin bjergpony. Han havde et reb i hånden, som han brugte til at holde fast på endnu en pony, belæsset med sadeltasker og poser. Der var mange gode ting i de tasker og poser. Kød og korn og salt, og også klæde. Det var ikke alt ponyen kunne bære, og derfor havde Konti også nogle mønter med til os, som min mor siden kunne købe vin og småting for i landsbyen. Endelig havde Konti altid gaver med til mig.

Det var meget besværligt med Konti og hans gaver. Min mor gjorde meget ud af dem og fik mig til at bukke og sige tak mange gange til Konti, men når han så blev rørt og ville omfavne mig, skulle jeg omgående gå væk. Hun brød sig i det hele taget ikke om at Konti havde noget at gøre med mig, og jeg var ikke engang sikker på at hun selv brød sig om ham. Jeg måtte ikke snakke med ham, ikke lege med ham, og slet ikke vise ham hvor god jeg var blevet til at svømme. Det sidste ville han nu heller ikke se – han var bjergbo og mistroede alt vand. Men alt andet ville han gerne. Han ville vide en masse ting. Hvordan jeg havde det, hvad jeg fik dagene til at gå med, om jeg havde lært at kaste med kastekniven, fægte med træsværdet, slå vejrmøller, løfte mig selv op i træet udenfor hytten. Det var lidt svært at snakke med Konti i begyndelsen. Han talte østdialekt, og jeg talte som min mor – vestsprog. Men jeg lærte det hurtigt, for jeg kunne lide Konti. Når min mor var gået ind i hytten for at pakke ud, plejede jeg at komme løbende tilbage og se ham tage sig af ponyerne og somme tider selv få lov til at passe og måske endda sidde på en af dem. Men jeg var alligevel sky ved at snakke med ham. Ikke bare på grund af sproget, men fordi min mor havde indskærpet mig at der var mange ting, Konti ikke måtte vide besked om. Vi var stolte, vi levede vores eget liv, Konti var kun ham, der bragte os mad, sagde hun. Det var bare svært altid at huske. Konti var så tryg at være sammen med. Hans skæg var så stort at det dækkede hans mund og virrede når han snakkede, men hans øjne var strålende blå, og hans mave stor og varm at blive holdt ind til. Jeg spillede endda for ham på min fløjte, og han løb ingen steder, men roste mig og skændte aldrig.

Konti havde været der altid, følte jeg. Engang havde jeg troet at han måtte være min far, men min mor havde kraftigt skældt mig ud, da jeg spurgte, og jeg var blevet klar over at hvem min far end var, var det ikke den rare, rundmavede Konti.

Det var en grim følelse for mig det år, da Konti ikke kom med det første forår som han plejede. Vinteren var altid svær at komme igennem, fordi han ikke kunne forlade bjergene på grund af sneen, og det første forårsbesøg var altid noget ganske særligt. Men dette år ventede vi særligt længe, og selv om min mor brugte nogle af de skattede mønter på indkøb i landsbyen, savnede vi mange ting, selv brød. Da Konti omsider viste sig, havde han ikke nær nok med af hvad min mor ønskede, og hun blev meget vred på ham. Men han sagde noget til hende, som fik hende til at forstumme. Jeg kunne ikke lide hendes forskrækkede udtryk og løb væk, men nåede at høre at hvis ikke det havde været for Kontis egen vilje, var han ikke kommet til os overhovedet.

Lidt senere, da jeg atter nærmede mig, så jeg at Konti sad alene på gårdspladsen. Han kaldte mig hen til sig og strøg mig over håret. – Ehay, lille kriger, sagde han. – Jeg har ingen gaver med til dig denne gang. Kan du undvære?

Jeg nikkede, men var skuffet, for Kontis gaver var de eneste, jeg nogen sinde fik. Jeg ville gerne have spurgt ham hvorfor han var blevet væk, og om han ville komme igen, men min mors opdragelse lå for dybt i mig, og jeg fik ikke sagt noget.

Konti sov hos os om natten, som han plejede før den lange tur tilbage, men selv om jeg vågnede så tidligt jeg kunne næste morgen, var han allerede væk. Min mor havde mørke skygger under øjnene, som havde hun ikke sovet, og resten af dagen var hun tavs og trist. Allerede tidligt på aftenen tog hun lerskålen og lyset frem. Jeg vred mig uroligt, og da hun så det, sagde hun til mig at det ikke var sikkert Konti kom igen nogen sinde mere, og at hun var nødt til at se i vandet efter en udvej for os.

Jeg blev forfærdelig angst og løb ud af hytten og ned til søen for ikke at vide hvad hun så i vandet. Men søens eget vand slog mørkt og dystert imod mig, og jeg opdagede forskrækket at selv uden lysets hjælp dannede der sig uhyggelige mønstre og skikkelser i vandet. Min mor og jeg, døde af sult. Hvad skulle vi leve af, hvis Konti ikke kom mere? Jeg havde somme tider fanget fisk i søen, men aldrig mange, og min mor dyrkede lidt grønsager bag hytten, men det var heller ikke nok til at leve af. Kunne jeg lære at fange dyr og fugle? Jeg anede det ikke. Over mig kom de første stjerner frem, og jeg bad til dem uden at vide hvad jeg bad til. En sølle nymåne kiggede tavst på det hele, og jeg truede ad den for det uheld den bragte, men gemte så min hånd for ikke at tirre den.

Men da jeg kom tilbage, var min mor mere fortrøstningfuld, og selv om Konti ikke viste sig hele sommeren, talte vi ikke mere om Kontis fravær. Da han endelig viste sig igen ud på efteråret, var min mor ikke overrasket. Hun næsten løb ham i møde og stoppede så brat. Hendes kinder blussede, og hendes stemme var fyldt med spørgen, forventning.

–  Ehay, ehay, sang hun.

–  Ehay, svarede Konti. Det varede lidt før han fortsatte. – Ja, hun er død, Soraya. Hun nåede ikke engang at se barnet, og det er også dødt. En pige. Du fik ret.

Jeg anede ikke hvad han talte om, men jeg kunne se at min mor blev glad.

Konti fik øje på mig, og det var som om også han blev gladere. Der kom et særligt glimt i hans øjne. – Tak stjernerne, sagde han. – Din far kommer efter dig, Ainsha. Du skal hjem.

Ved disse ord vågnede min mor op, selv om jeg stod som lam og bare stirrede. Hun fór tilbage i hytten og begyndte at rydde op og gøre i stand og pakke på én gang. Konti måtte selv tømme sadeltaskerne og bære indholdet ind – det plejede hun nu altid at hjælpe ham med. Hans ord havde gjort mig bange, og derfor gemte jeg mig i brændeskuret. Men hele tiden kunne jeg høre min mor synge den sang, Lazlas rose.



Jeg tror jeg selv var bange. Men samtidig vidste jeg at mit liv ved søen var overstået, at de lange ens dage med min mor nu var forbi, og at prinsetiden i bjergene nu ville begynde. Ville jeg få min egen pony? Hvad med kongen – var han virkelig min far, som jeg havde forestillet mig? Skulle jeg lære at slås rigtigt med sværd? Jeg prøvede at forestille mig mit nye liv, men turde næsten ikke.

Senere på dagen sneg jeg mig tilbage i hytten og satte mig i det bagerste værelse, min mors soveværelse. Min mor opdagede mig knap nok, sendte mig blot et strålende smil og fortsatte med at gøre klar til et bad. Huset lugtede af blomster, og jeg forstod at hun havde dryppet sig med den fine flaske parfume hun ejede.

Da jeg var blevet træt af at sidde i værelset, åbnede jeg forsigtigt døren og spejdede ud. Min mor var blevet færdig med badet og var nu i færd med at rede sit hår. Det var kulsort og så langt at hun kunne sidde på det, selv når det var flettet. Nu redte hun det ud lok for lok og gned olie i håret, indtil det skinnede. Min mor var smuk. Jeg havde aldrig tænkt over det før eller haft nogen at sammenligne med, men jeg kunne se det. Hendes kindben var høje og fine, hendes kinder glatte og uden rynker, og hendes øjne mørke og strålende, mens hun så sig i sit lille håndspejl. Der var en særlig glans omkring hende, en glæde uden ord. Hun skulle være dronning sammen med mig i bjergene.

Endelig – da hun var færdig og allerede længe havde haft maden klar – hørte vi lyden af heste, der nærmede sig. De kom med mørket, og da min mor åbnede døren og gik udenfor, var det som om hun fra den oplyste hytte trådte ud i et sort hav. Jeg blev bange igen, men turde ikke gå ud efter hende. Jeg anede dunkle, uhyggelige væsener i mørket, og jeg hørte deres sprog, der var underligt forvitret og kun svagt mindede om Kontis bløde ord. Min mor bød mændene indenfor, og jeg gemte mig igen i bagværelset.

Maden lod til at bekomme dem, for der var længe kun lyden af deres spisen og den svage klukken, når mor hældte vin op. Det væmmedes lidt i mig, da jeg også hørte dem ræbe sig og le ad det, men min mor lo også og lod ikke til at have noget imod det.

Endelig holdt spisningen op og jeg hørte en mandsstemme, dyb og bøs. – Nå, Soraya, du kan ikke udsætte det længere. Hvor er han?

Min mor tøvede, og manden måtte gentage sit spørgsmål, før hun endelig kaldte på mig. Hun måtte kalde flere gange, men til sidst turde jeg ikke lade være med at adlyde og kom langsomt frem.

Værelset var fyldt med disse sære bjergvæsener, og jeg ville ikke se på dem, men kunne alligevel ikke lade være. De var så store. De sad, og jeg stod, og måtte alligevel se op for at se dem. Kun manden, der havde talt, stod op, og det første jeg så af ham var hans støvler. De var enorme. De var lavet af ufarvet fedtlæder, og i den ene støvle sad der ganske synligt en stor dolk, næsten lige så lang som min underarm. Jeg mærkede mine øjne vokse og blive store og runde, men jeg kunne ikke lade være med at se videre. Bukserne var grønne og sad så tæt til hans krop, at de formede sig efter lårenes vældige muskler. Var det et sværd, der hang ved hans side, halvt dækket af en sort lædervams? Så jeg endelig et ægte sværd og ikke bare Kontis daggert?

Endelig turde jeg løfte øjnene til hans ansigt, men jeg slog dem straks ned igen, for mændene omkring mig brød ud i latter. Det var dog ikke en ond latter, men venligt ment, og jeg hørte en af dem sige til manden, – det er ikke nemt, Maghan, at se på et bjerg, når man hele sit liv har levet på fladlandet.

Han havde ret. Manden – Maghan – min far? – var et bjerg, men hans blå øjne blinkede imod mig, da jeg atter så på ham, og det dirrede omkring hans skæggede mund, som om han lo lige så sagte. Hans skæg var ikke så vildt som Kontis, og det dækkede ikke hele ansigtet. På den ene kind sad der en række små ar, som havde et eller andet rovdyr engang sat sit mærke der. Næsen mindede måske også lidt om et rovdyrs, skarp og fremspringende. Hans hår var ikke helt sort som min mors, men næsten, og det var redt tilbage og samlet i nakken. Jeg syntes det så mandigt ud og bestemte mig omgående til at bære mit hår på samme måde, når jeg blev gammel nok til at have det langt.

Og de blå øjne! De blinkede ikke bare, de lyste imod mig med et særegent klart lys, der kun var beregnet på mig, og i det øjeblik skete det, som jeg aldrig skulle glemme. Jeg vidste blot lige så sikkert at de øjne aldrig måtte holde op med at lyse, at min far aldrig måtte holde op med at se på mig på denne måde.

–  Ainsha! Endelig ser jeg dig. Det har varet mange år. Men han er ikke helt så velplejet som dig, Soraya? Burde han ikke også have haft et bad?

– Der var ikke tid. Jeg ville give ham det i morgen.

Min mors stemme døde hen. Min far kiggede ikke på hende, stadig kun på mig.

– Du er ikke så stor, knægt, sagde han. – Men du ser smidig ud, og du kan lære at ride. Kan du læse?

Jeg rystede på hovedet. Min mor brød ind, ivrigt: – Men han kan lære det, Maghan. Hurtigt.

Min far ignorerede hende. – Spis, Ainsha. Du har brug for styrke til i morgen. Du skal ride for første gang. Og du skal til bjergene.

Konti gjorde plads til mig på bænken og jeg smuttede taknemligt hen til ham og spiste af hans tallerken. Men jeg kunne næsten ikke få noget ned, især fordi jeg hele tiden mærkede mændene omkring mig – og min far – se på mig. Jeg var taknemlig, da Konti forstående hviskede til mig at jeg godt måtte gå nu.

Min soveplads var på loftet over hyttens bagerste værelse, og jeg klatrede hurtigt derop og lagde mig. Dagens spænding havde gjort min krop stiv og længselsfuld efter søvnen, men det varede længe før den kom. Jeg hørte mændene spise færdig nedenunder og gå til ro, og jeg hørte min mor og min far, som altså hed Maghan, trække sig tilbage i det bagerste værelse. Min mor talte til ham i ivrige sætninger, længe og inderligt, og han svarede hende i korte sætninger, som jeg ikke kunne opfange. Endelig blev min krop slap af sin egen træthed og jeg faldt i søvn til groteske tanker.



Næste dag begyndte tidligt. Der var ikke tid til det bad som min mor havde lovet, dårligt nok til morgenmad og nogle hastigt pakkede tasker. Utryg ved hvad der skulle ske stod jeg på gårdspladsen og så mændene gøre sig klar til at stige op på deres bjergponyer. Min far havde en rigtig hest stående parat til ham, og også Konti red i dag på en hest, så jeg, men alle dyrene, også ponyerne, så smukke og vilde ud. Jeg glædede mig til at ride på en af dem, jeg vidste bare ikke hvilken. Der var ingen pony uden rytter.

Konti red hen til mig. – Du skal sidde hos mig, sagde han, og før jeg kunne blive forskrækket, havde han løftet mig op og anbragt mig foran sig. Jeg kunne mærke den varme hest under mine ben og Konti bag mig holde mig fast. Jeg følte mig tryg.

Min mor kom ud. – Maghan, hvor er min pony?

Der blev tavst imellem mændene. Min far red hen til hende.

– Du skal ikke med, Soraya, sagde han, og hans stemme var meget blid. – Jeg er kun kommet efter min søn.

– Men! Min mors stemme steg, så hviskede hun: – Jeg kan føde dig andre sønner, flere sønner!

– En er nok! Og min far lo kort, så bøjede han sig ned og klappede hendes kind. – Farvel, Soraya.

Og vi red væk. Min mor blev stående uden at røre sig foran hytten, der havde været mit hjem så længe jeg kunne huske, og jeg stirrede efter hende indtil vi var kommet så langt væk at jeg ikke mere kunne se hende.



Vi red hele dagen. Først red vi langs søen, længere end jeg nogen sinde havde været før, men så bøjede stien væk og jeg kunne ikke engang se vandet. Landet holdt op med at være fladt og begyndte at stige, så dyrene måtte arbejde hårdere for at bære os. Foran os begyndte bjergene at vokse, og jeg forstod for første gang i mit liv verdens udstrækning, at verden var foranderlig og jeg selv lillebitte. Men jeg havde ikke kræfter til at tænke meget over dette, for som dagen gik blev jeg så umådelig træt at jeg flere gange faldt i søvn på hesten for så brat at vågne med Kontis arme fast omkring mig. Da jeg vågnede sidste gang, red jeg ikke længere, men lå på jorden, indrullet i et tæppe. Det var fristende at falde hen igen, men jeg var også sulten, og fra et bål i nærheden kunne jeg lugte mad. Jeg rullede mig ud, og kravlede så tættere på så stilfærdigt jeg kunne med mine smertende ben.

Min far opdagede mig dog og kaldte mig hen til sig hvor han sad. Her lagde han sin kappe omkring mig og trykkede mig ind til mig. Af en eller anden grund føltes det ikke spor sært at lægge mit hoved mod hans skulder, og heller ikke da han gav sig til at fodre, ja nærmest made mig. Det måtte være rigtigt hvad han havde gjort, jeg kunne bare ikke forstå det lige nu, men senere. Jeg spiste det brød han gav mig, opblødt i suppe, og senere drak jeg af en kop han holdt til mine læber. Jeg skulle senere lære at denne drik hed rodhven, og at den lavedes af en lille, knoldet planterod, der ikke groede mange andre steder end i Nordlandet og i bjergene, men som tjente bjergboerne særdeles godt. Den gav mig en lidt underlig følelse i mit hoved af behagelig svimmelhed og fornyet træthed, og pludselig sov jeg igen.

Da jeg vågnede igen, havde jeg stadig min fars kappe omkring mig, men bålet var ved at dø hen. Mændene syntes alle at sove, og ved siden af mig sov min far. Jeg kiggede længe op i himmelen, der var klar og fyldt med stjerner. Stjernebillederne var de samme som altid, fjerne og dog velkendte, og jeg huskede hvad min mor plejede at sige, at alting var usikkert, kun stjernerne og deres spil var uforanderligt. De fulgte én altid, og man kunne frygte dem eller elske dem, det gjorde ingen forskel. Nogen bad til dem, havde hun engang lært mig, men det var hun selv holdt op med for længe siden, for de kunne ikke påvirkes. Det var sært at ligge og tænke på nu. Jeg mærkede pludseligt noget vådt på min kind, men lagde mig om på den anden side. Jeg turde ikke tænke.



Næste dag begyndte grå og kold, og jeg skuttede mig i mit tynde tøj. Der var kun lidt brød og intet varmt at drikke, før vi alle sad op igen. Jeg var lige ved at skrige, da Konti anbragte mig i sadelen, og jeg opdagede hvor øm jeg var blevet. Men da vi først red, gik det bedre. Konti holdt mig tæt ind til sig, og varmen fra hesten og fra ham bredte sig langsomt til mig.

Landet fortsatte med at stige, og det var nu længe siden vi havde set den sidste hytte eller bare noget der lignede menneskelig virksomhed. Jeg tænkte ved mig selv at det måtte være vinden, der gjorde det. Den var anderledes end i hytten ved søen, koldere og med en klagende lyd, der på en eller anden måde var værre end selve den kulde den bragte.

 – Sådan synger vinden i bjergene, sagde Konti til mig. Først trøstede det mig at han også hørte lyden, dernæst gøs det i mig, for hvordan skulle jeg kunne leve et sted der lød sådan. Men Konti fortsatte. – Det er kun om efteråret og om vinteren, Ainsha. Sommeren er dejlig og foråret i bjergene er det skønneste du kan forestille dig. Ingen konge lever bedre end os i bjergene.

Om aftenen var vi næsten i bjergene, da min far endelig gav ordre til at slå lejr. Jeg var ikke helt så træt nu og havde kræfter til at sidde og se mændene sadle ponyerne af og fodre dem, mens andre lavede bål og mad. De virkede drevne og erfarne, som var dette deres halve liv og kongelivet i bjergene blot resten. Og de lignede min far, som om  alle i virkeligheden var af samme slægt. Deres hår var sort og vildt, selv om nogle gjorde mere ud af at kæmme og klippe det end andre. Deres ansigter var grove i det, og deres stemmer og lejlighedsvise latter dyb. En af mændene, der var beskæftiget med madlavningen ved bålet, opdagede mit blik og lo over til mig. – Lille Kriger, råbte han. – Kom over til mig og lad os se hvad gamle Garp har til dig.

Meget forlegen sneg jeg mig over til ham, men opdagede at der ikke var noget at være bange for. Garp var mager hvor Konti var rund, men ellers lige så blød og venlig mod mig, da han rodede i sine lommer og fandt en lille sten, en bjergkrystal, som han havde slebet.

– Det er et smykke værdigt til en prins, sagde han, – så det får du. Læg det i denne pose, så det ikke falder ud af din lomme, og rør ved det en gang i mellem. Det giver styrke. Styrke fra bjergene.

Jeg så benovet på den fine sten af krystalliseret bjergånd, som glimtede svagt i bålets lys. Jeg lagde den omhyggeligt ned i den pose Garp også fandt og videre ned i min lomme.

Jeg ville have sagt tak til Garp, men blev afbrudt af vrede stemmer bag os. Garp bandede spændende ord og råbte højt på min far, da stemmerne blev til slagsmål. To mænd kæmpede med hinanden, og jeg så endnu et glimt i bålets lys, ikke fra en bjergkrystal, men fra et knivsblad imellem de to mænd. Og så var min far imellem dem, vristede kniven løs fra ham der havde trukket den, og kastede den ind i bålet.

Der blev så stille. De to mænd stod stadig vredt overfor hinanden, men der var også noget flovt over dem, som over små udskældte drenge. Manden med kniven kiggede langt efter den. Den lå næsten midt i bålet.

– Hent kniven, Jorek, sagde min far, og hans stemme var næsten lige så blid som da han sidst havde talt til min mor.

Det rykkede i Jorek som om han ville sige eller gøre noget, men han forblev ganske tavs. Så tog han sig pludselig i det, løftede hovedet og gik hurtigt ind i bålet, stak sin hånd ind i flammerne og greb kniven, før han hurtigt trak sig tilbage. Jeg mærkede en underlig lugt i mine næsebor og så at nogle gnister havde sat sig fast i hans tøj. En af mændene børstede dem af ham, men han syntes ikke at opfatte det. Ingen sagde noget, men jeg kunne se Joreks hånd, der holdt om kniven. Hånden lyste rødt, og knivskaftet var allerede sort af sod. Jeg følte det som om jeg skulle kaste op, men vidste at jeg ikke ville gøre det. Jeg følte mig også stolt samtidig. Disse vilde mænd var mere bange for min far end for et bål. Det var en mærkelig følelse.

Resten af aftenen skete der ikke noget. Da bålet var faldet til ro, stegte mændene kødstrimler og bagte små fladbrød på sten. Det smagte ikke så godt som min mors mad, men var alligevel den bedste mad jeg nogen sinde havde fået. Jeg følte mig så sært levende da jeg spiste. Over mig var den sorte himmel, fyldt med stjerner fra horisont til horisont. Luften var kold og skarp, og der hvor den mødtes med bålets varme, dér sad jeg og mærkede hvordan alting rørte sig i mig. Hytten og søen og min mor havde aldrig været længere væk. Omkring mig sad mændene og spiste og snakkede, ikke så højt som før Jorek og kniven, men de lo også, og højest lo Jorek, som betød hans hånd intet. Jeg kunne høre ponyernes gumlen længere væk, og jeg tænkte på at jeg havde redet. Ville jeg få min egen pony senere? Eller skulle jeg altid ride med Konti?

Tankerne må være blevet for stærke, for pludseligt mærkede jeg at jeg lå på jorden og vel allerede sov. Min far sagde et eller andet lige ved mit øre, og alle lo, men det var en god latter, og jeg var ikke bange. Igen pakkede min far mig ind i sin kappe, og jeg kunne mærke hans lugt i den – god og stærk. Jeg var lykkelig.

Hele næste dag red vi i bjergene. Bjergstierne var så smalle at vi måtte ride en ad gangen, og ponyerne satte deres hove ned langsomt og omhyggeligt, som skulle de mærke jordens fasthed, før de turde stole på den. Konti holdt godt fast om mig, men jeg var alligevel vild af angst efter at jeg første gang var kommet til at se ned og opdagede at vi red langs en afgrund. Undertiden var stien så stejl at vi måtte stige helt af og hjælpe dyrene op. Igen og igen snublede mine fødder over den uvante bjergklatring, og sten borede sig op igennem mine sko, der ikke var rigtige sko, men bare skindstykker, som min mor havde syet sammen.

Da vi var over de farligste steder, fik jeg igen lov til at sidde på hesten, som Konti fortsatte med at lede. Jeg kunne se vidt omkring. Det var et skønt syn. Over os havde himmelen den klareste blå farve, omkring os var bjergsiderne grønne og fyldt med sommerblomster imellem de grå, rå klippestykker, og under os sprang kløfter og dale til alle sider. Kun stien var ikke brudt, men bar os gennem alle forhindringer, selv om den somme tider næsten forsvandt under løse sten og småklipper. Til sidst blev den næsten ufremkommelig, mere en trappe end en sti, og så var vi der! Det ene øjeblik var vi i bjergene, det næste øjeblik forsvandt stien i en lille dal, fuldstændig omkranset af de stejle bjergsider. Den stejleste af alle bjergsiderne var intet bjerg, men en borg, en borg bygget som en klippe og lige så utilgængelig. Den havde kun én indgang. Min far stoppede sin hest og vendte sig imod mig.

– Ealinn Meald, sagde han højtideligt til mig. – Ealinn Meald. Min borg. Og din, Ainsha, du, min søn.

Jeg havde endnu ikke selv talt til min far, nu gentog jeg hans ord. – Ealinn Meald.

Et eller andet sted fra kom en erindring, og jeg vidste, at det betød Nordenvindens borg. Jeg sagde også dette, og min far smilede, da han igen vendte sin hest og red imod borgen.



Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet mig af borgens indre. Måske noget endnu grummere end ydersiden, barske tårne uden døre, kampklædte mænd. Men der var ikke noget sådant. Borggården var overraskende stor, endda med plads til en lille fold og ellers fyldt ud af mange mindre bygninger, der ikke virkede det mindste afskrækkende. Kun hovedbygningen var, som jeg havde forestillet mig det, og stod mørk og tæt i borggårdens anden ende med et enkelt tårn langs gavlen.

Mændene virkede glade for at være hjemme igen og sprang hurtigt af ponyerne, som forsvandt ind i staldene. Min far forsvandt også, og således stod jeg lidt fortabt tilbage og kiggede efter Konti, der også førte sin hest væk. Men han kom hurtigt tilbage og tog mig i hånden.

– Sådan lever bjergfolket, Ainsha. Det der er staldene – vi har mange ridedyr her, men de spiser også, og derfor har vi et foderhus derovre og halm og hø på lofterne. Derovre har vi en smedje, for vi laver vores egne våben. Og det lille sjove hus der er bagehuset, hvor Garp hersker og hvor der altid er ild på ovnen.

Han udpegede andre småhuse for mig til alskens sysler, og fortalte endelig at mændene selv sov i den store bygning, i hallen. – Sammen med deres sværd, sagde han højtideligt, da jeg spurgte om ingen af dem sov alene. Kun min far og nogle få andre havde deres egne rum. Jeg skulle dele min fars rum.

Jeg ville have bevæget mig mod hallen, men Konti greb mig og grinede.

– Om forladelse, min dreng, sagde han, – men ærlig talt. Du stinker. Og her på stedet er vi renlige. Du kommer ikke ind i hallen, før du lugter bedre end din mors parfume. Nå, mindre kan måske gøre det.

Jeg måtte følge med ham til bagehuset, der viste sig at rumme et baderum, som Konti kaldte det, på bagsiden. Jeg havde aldrig set noget lignende. Rummet fyldtes af et enormt, lukket ildsted, som bjergtog mig dybt. Over ildstedet var indmuret et enormt kogekar, og da Konti trak i et håndtag, begyndte der at løbe vand ind i karret. Han grinede og afslørede huller i tandrækken. – Det har du nok ikke set før. Vi har et underjordisk vandløb, som vi har ført op i borgen. Det løber borgen rundt, fra brønd til køkken til baderum og ned ad bjerget. Ingen vil nogen sinde kunne tage vandet fra Ealinn Meald. Husk det, når du selv bliver høvding. Man kan ikke forsvare sig uden vand.

Mens vi ventede på at vandet skulle blive varmt, hentede han os nogle stykker brød og røget kød, som vi gumlede i os, mens Konti fortalte mere om Ealinn Mealds velsignelser, og jeg følte mig vældig voksen og mandig over at blive betroet alt dette. Da vandet var blevet varmt, åbnede Konti for et andet håndtag, og vandet løb nu ud ad en rende i muren og ned i et kar, han havde anbragt foran. Han fløjtede lystigt mens han fandt sæbe frem, og jeg tog mit tøj af som han sagde. Det var da jeg trådte ned i karret, at hans fløjten stoppede.

– Knægt, sagde han. – Ainsha. Lille Ainsha. Forbandede Soraya. Mær. Lede kælling.

Jeg forstod intet, kun at han var vred, og jeg åndede lettet op igen da han pludselig begyndte at grine. Men så blev han vred igen, og jeg krummede mig sammen i badevandet i forskrækkelse. Han tog sig sammen da han så det.

– Lille Ainsha, sagde han, – hvad er du? Dreng eller pige?

– En dreng, sagde jeg usikkert, for jeg havde aldrig forestillet mig andet.

– En dreng, sagde Konti og lo kort. – Ja, det tror du – men du er ligegodt en pige. Åh, han slår hende ihjel.

Jeg begyndte at ryste trods det varme vand. Konti holdt atter op med at le. – Et bad skal du i hvert fald have, sagde han, – for din mor husker vist ikke den slags ting.

Jeg brugte sæben, som jeg ganske rigtigt ikke havde set for tit, så godt som jeg kunne, mens jeg prøvede at skjule mig for Kontis granskende blik. – En smuk lille pige du er, sagde han, og hans stemme var rar, næsten blid. Men jeg vidste at noget forfærdeligt var sket, noget helt forkert, noget uopretteligt.

– Hvordan har du dog kunnet narre os? spurgte han undrende, men ventede ikke på svar. Jeg kendte imidlertid svaret. Jeg var jo en dreng og havde aldrig følt mig som andet. Jeg vidste ikke hvad en pige var, kun at de bar deres lange hår i fletninger og gik i kjoler, ikke bukser som mig.

Jeg frøs mens Konti fandt noget tøj frem til mig. Det passede ikke rigtigt, var for stort i blusen og stramt i bukserne, men det var bedre end hvad jeg havde haft, og jeg kunne bevæge mig i det. Derefter tog han mig med til min far.

Jeg skal aldrig glemme den aften. Hallen var lang at komme igennem, selv med Kontis beroligende hånd. Jeg holdt mit blik stift rettet mod langbordet, hvor min far sad, samtidig med at jeg opfattede de mange oprømte mænd langs hallens sider og hørte deres hilsener til mig. Endelig nåede vi frem.

Jeg hørte Konti sige det. Ikke højt – alligevel blev der stille overalt. Min far så på mig, og jeg kunne se på hans udtryk, at det passede – at der var sket noget forfærdeligt, og der var noget helt galt med mig. Jeg var ikke hans søn længere. Alligevel besvarede jeg hans blik – jeg kunne simpelt hen ikke slå øjnene ned – og vores øjne låste i et langt øjeblik.

Det var som om min far var usikker. Som om han ikke kunne bestemme sig. Men så begyndte hans øjne langsomt at snævres ind, og jeg kunne mærke hans vrede komme imod mig.

– Send hende tilbage, sagde han langsomt. – Bring hende tilbage i morgen. Og fortæl Soraya at du ikke kommer igen. Og hun skal heller ikke bryde sig om at komme her.

Og han rakte ud efter noget kød og gav sig til at spise videre.

– Tåbe er den mand, der kaster nye våben ugransket bort, sagde Konti uanfægtet. Min far løftede hovedet igen. – Du hørte hvad jeg sagde. I morgen!

Og derefter førte Konti mig atter bort. I køkkenet ville han give mig mad, men jeg kunne ikke spise, og da jeg endelig fik lov til at lægge mig ned i et lille, koldt kammer, kørte mine tanker rundt. Jeg ønskede ikke at vende tilbage til den hytte hvor alle dage var ens, og intet skete. Men min far havde talt. Jeg skulle vende tilbage, og vi skulle aldrig høre fra ham igen.



Om de næste dage vil jeg ikke skrive meget.

Vi red tidligt og hurtigt, slog kun lejr én nat, og sent næste dag kom vi til hytten.

Det vil sige – Konti holdt hesten an et stykke derfra. Han så mod hytten, mod dens skorsten, hvorfra ingen røg kom, og så steg han langsomt af.

– Bliv siddende, sagde han kort, og gik så fra mig.

Men jeg kunne ikke blive siddende. Jeg kravlede ned fra hesten og stod på mine ben lidt, indtil den værste ridesmerte havde fortaget sig. Jeg var tilbage, og det var svært at forstå at intet og dog alt havde ændret sig. Konti ville aldrig komme tilbage, og jeg var en pige. Hvad ville min mor sige? Tårer begyndte at samles på min kind, og jeg gav mig til at løbe ned mod søen for at komme væk. Måske ville Konti ikke ride væk fra os igen, hvis han ikke kunne finde mig, når han skulle sige farvel.

Men han stod allerede ved søen, var på vej ud i den, ud mod noget, jeg kunne kende med mine øjne, men ikke forstå med mit hoved. Det var som havde verden vendt sig omkuld, mens jeg var væk, var blevet til et stykke snavset glas, og det jeg så igennem glasset var en forvrænget verden, kunne ikke passe, var ikke sandt, var umuligt. Jeg vendte mig om og løb tilbage til hesten, fandt den, og greb fat i dens hovedtøj, mens tårerne stadig løb, indtil jeg tørrede dem af og gemte mit ansigt mod dens varme, gode hals.

Det varede længe før Konti kom tilbage, så længe at et halvmørke allerede havde lukket sig om os. Han sagde ikke noget, pakkede blot en vadsæk på hesten og anbragte mig og derefter sig selv på den.

Derefter red vi igen. Vi red uendelig længe før vi slog lejr for natten, og bålet som Konti lavede, var lille og usselt. Næste dag vækkede han mig tidligt, og vi red igen videre, hurtigt. Hesten travede afsted, støt og roligt, og dens rytme forplantede sig til min smertende krop, indtil jeg ikke længere kunne mærke om jeg var vågen eller sovende. Vi slog vist nok lejr en enkelt gang til, men jeg mærkede ikke meget, og næste dag blev døsen til en feber og ridtet til et mareridt. Jeg kunne ikke længere forstå hvor jeg var, og troede hele tiden at jeg i virkeligheden var på vej ud i søen, at det var opstigende vand omkring mit hoved, der gjorde alting så uklart. Kun Kontis arme var virkelige, faste og sikre som de lå omkring mig.

Og så red vi atter ind i Ealinn Meald. Af en eller anden grund virkede min far ikke overrasket over at se os igen, da han greb min slappe krop i armene. Jeg selv følte mig så underlig tilpas, på en gang tilstede og dog alligevel for altid i en anden verden, der fik mig til at se på denne med skræmte øjne, men også med en forbuden glæde. Det var som om tiden ventede længe dér, ventede på os alle tre, med Konti siddende tavst på den udmattede hest, og min far med mig i armene.

– Tåbe er man måske, sagde min far endelig. – Hvorhenne? Hvordan?

– Ehay, sagde Konti, og hans stemme var grå af træthed. – I søen, Maghan, i søen... Hvor ellers?



Og derfor, min elskede Diarmid, er min skæbne i vandet. Og derfor er det at jeg frygter søer og alt hvad der er mørkt og dybt, for i alle de år jeg siden har levet, har søens mørke forfulgt mig i mine drømme, lokket og kaldt og vist mig hvad den kan rumme af rædsel og af død. Og af skyldtynget fryd, fordi det var gennem søens magt at jeg vågnede og blev levende hos min far.

 
Kapitel 2
SOUTAN



Min feber varede meget længe.

Altid i disse perioder fandt jeg enten Konti eller min far ved min side. Konti var den omhyggeligste. Han tørrede mit ansigt af for sved, vaskede min krop og skiftede de uhumske sengeklæder, holdt skåle med varm væske op til min mund og hjalp mig til at drikke.

Men det var min far jeg længtes mest efter. Sært nok efter hvad der var sket. Og dog måske ikke, for han var alt hvad jeg havde, og på et eller andet tidspunkt i mine febertåge ophørte han med at være den Maghan der havde sendt mig bort, og blev til min far. Hvad der skete i ham, ved jeg ikke, men måske var det min stadige kalden efter ham, dette at jeg lå så uroligt så snart han gik. Når han var der, rakte jeg ud efter ham, indtil han holdt mine hænder i sine og fortalte mig at jeg ikke skulle være bange, at jeg nok skulle klare det, at jeg var hans egen Ainsha, hans lille kriger. Jeg faldt til ro når han talte sådan til mig. Jeg stolede på ham. Hvad han sagde, var sandt, for min far var den stærkeste i hele verden. Selv denKapitel 1
SØEN



Denne historie skriver jeg til Diarmid. Det er pudsigt, for han har selv skabt historie, mere end nogen anden jeg har kendt. Men han ler ad mig, selv nu mens jeg skriver, og siger at vi alle skaber historie. Jeg tier, men ved at han har skabt stor historie. Han har skabt andres historie. Han har skabt min historie.

Han har også givet mig ordene til min historie, og vist mig hvordan ord skaber billeder, og billederne skaber liv. Selv papiret har han bragt mig. Gult, lidt krøllet, men stærkt og sejt papir, der ikke svigter historien. Det tager velvilligt imod min pen. Jeg skriver omhyggeligt og dog hurtigt, for jeg har meget at sige. Jeg vil fortælle min historie rigtigt. Men det er svært, for jeg kan efterhånden ikke skelne min egen historie fra de øvrige historier, der omgiver den. Diarmids historie. Ilyathens historie. Hestefolkets historie. Alle slynger de sig omkring min egen historie, og jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde.

Torall prøvede at lære mig at fortælle historier, og jeg lyttede meget til ham, for han var god til det. – Bag enhver historie ligger en større, sagde han, og jeg forestillede mig historiernes verden som bjergene omkring Ealinn Meald, høje, skræmmende, udstrakte og dog ikke uendelige. Men dengang vidste jeg så lidt.

Torall lærte mig også om verden udenfor bjergene. Han fortalte mig historien om Sangeren, som også dengang ikke var en historie, men virkelighed, og han lærte mig om hestefolket Detvaeli og Sydfolket. Han fortalte om Blodsommeren, hvor detvaeli dræbte antainere, og antainere knuste hovederne på Hestefolkets børn, og Ealinn Meald opstod i årene efter Hestefolkets flugt. Jeg drak af hans ord, grådigt som et barn, men jeg var også et barn, og ingen havde nogen sinde forklaret mig verden før. Torall lo ad mig, meget som Diarmid ler nu, og fortalte mig at verden bestod af ord, at menneskers handlinger skabes af ord og ordene af tanker. Når jeg blot forstod ordene, ville jeg forstå verden. Så jeg kæmpede for at forstå.



Diarmid fortæller mig at jeg er begyndt min historie forkert. Jeg har kun fyldt ganske få sider af det kostbare papir, og jeg har allerede fyldt dem forkert. Men han har rejst langt for at skaffe papiret til mig, og jeg har bestemt mig til ikke at begynde forfra.

– Det er ikke passende at begynde med andres historie, sagde han. – Du må give dig selv til kende. Fortælle hvem du er, dit navn og din familie.

Men deri tror jeg ikke han har ret. Sådan fortalte de måske historierne i Dal Linth, hvor han voksede op, omhyggeligt og rigtigt, men erindringerne kommer ikke til mig på den måde. Og dog har han inderlig ret, for mit navn skabte på en underlig måde mit liv, og derfor vil jeg fortælle mit navn.

Ainsha. Jeg er Ainsha, Sorayas søn Ainsha.

Det er et navn, der undrer andre mennesker, men det er nu engang mit navn, og jeg har ikke tænkt mig at skifte det. Havde jeg fået et andet navn, ville alt have været anderledes. Det kan jeg trygt hævde. Og dog begynder min historie ikke med mit navn. Den begynder med den sø som jeg levede ved i de første år af mit liv.



Hvor jeg voksede op, havde jeg aldrig hørt om nogen Sanger. Jeg havde heller aldrig hørt om detvaeli eller Blodsommeren. Jeg vidste at vi boede i Aran, at de bjerge der tegnede horisonten mod øst var Aranbjergene eller De Nordre Bjerge, som man også kaldte dem, at søen som vi boede ved, hed Nikitasøen, og at Slettelandet begyndte nord for søen. Min mor fortalte mig at skovlandet Lethingo lå vest for søen, men vi boede for lavt til at jeg kunne se det.

Der var meget jeg ikke vidste som barn. Jeg vidste ikke hvorfor vi boede alene i hytten ved søen. Jeg kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kunne bo i landsbyen som de andre, men forstod efterhånden at på samme måde som børnene dér aldrig ville lege med mig, ønskede de voksne ikke at se min mor blandt sig. Jeg drømte om de andre børn og ønskede vildt at være som dem. Undertiden belurede jeg dem, lå skjult bag sten og buske og lyttede til deres leg. Men de gange de opdagede mig, blev jeg jaget bort.

Når det skete, trøstede min mor mig. Hun sagde det ikke betød noget, at de ikke var vores slags mennesker, og at alting en dag ville ændre sig. Så skulle vi drage bort til bjergene, hvor blodet flød hurtigere i årerne og hvor livet var stærkt og kraftfuldt. Her skulle jeg opdrages til prins og lære at lede sådanne mennesker. Hvornår det skulle ske, kunne hun ikke sige. Jeg holdt hurtigt op med at spørge, for min mors sind var skabt til glæde og vrede, og hun blev hurtigt vred på mig, hvis jeg gjorde hende imod.

Hun fandt andre lege til mig, lege uden børn. Små pinde blev til hunde, store grene til heste, som jeg begejstret red til. Jeg behøvede ingen legekammerater, for jeg legede med luften ved siden af mig, talte til den, som rummede den min bedste ven, og efter nogle år troede jeg selv så stærkt på min drømmeven, som jeg kaldte ham, at jeg undredes over at min mor ikke kunne se ham. Men hun sagde ikke noget til det, og var egentlig ikke meget anderledes selv. Utallige timer tilbragte hun alene eller uden at tale til mig, fordybet i sine egne tanker og drømme, og hvis jeg vækkede hende eller kaldte på hende, kunne hun blive frygtelig vred. Undertiden kom hun endda til at slå mig uforvarende før hun opdagede hvor hun var, og så begyndte hun i stedet at græde. Jeg følte mig da mere ensom end sædvanligt, men heldigvis kom hun altid tilbage til mig, glad og mild.

Hun lærte mig at synge og havde selv en dejlig stemme, mørk og ligesom med flere toner end blot én ad gangen i sig. Når hun var glad, sang hun, og allerhelst én sang, Lazlas rose, hed den, en sang fra hendes hjemegn, hvor de roser der gror, er små og sjældne, men dufter vidunderligt.

Hun fandt en gammel træfløjte til mig, som jeg havde stor fornøjelse af. Jeg tilbragte en sommer med at lære at spille på den, og da der omsider kom musik og ikke bare øreondt ud af den, opdagede jeg til min skadefryd at den gav mig magt over børnene. De forsvandt simpelt hen, når de hørte min fløjte, og således kunne jeg da i det mindste ødelægge deres leg aldeles, når de nu ikke ville lade mig være med.

Min mor lærte mig også at svømme i søen. Selv var hun ikke meget af en svømmer, men hun turde ikke bo så tæt på en sø uden at vide om jeg kunne begå mig i den. Jeg elskede selv at svømme. Jeg elskede også søen og livet omkring den. Forår og efterår dækkedes himmelen af de mange fugle, der flokkedes i danse som draget af en hemmelig kraft, slyngende sig frem og tilbage i en evig bevægelse, som jeg aldrig kunne blive træt af. Jeg prøvede at følge dem med min fløjte, med min sang, og nogle gange lykkedes det næsten, men de var altid over mig, og i stedet lod jeg mine øjne følge dem i den frihed, jeg kun vagt kunne efterligne, når jeg boltrede mig i vandet.



Da jeg blev ældre, lærte min mor mig en anden leg, en rigtig leg, som hun sagde, med vand. Første gang blev jeg meget forskrækket. Hun tog en stor, fint glaseret lerskål, som hun aldrig brugte til madlavning, og fyldte den med vand. Derefter stak hun sig i fingeren med sin synål, indtil en stor bloddråbe samlede sig og langsomt gled ned i vandet. Endelig anbragte hun et lys midt i vandet, tændte det, og gav sig til at stirre på krusningerne omkring det.

Først syntes jeg det var en kedelig leg. Hytten var ganske mørk for ikke at forstyrre lyset i vandet, og jeg måtte ikke larme eller tale til min mor. Hun sad længe sådan, og min utålmodighed forvandledes til bekymring, for min mor var så uendelig langt borte, selv om hun sad lige overfor mig. Pludselig åbnede hun øjnene, men så ikke på mig, for øjenæblerne var vendt opad, så jeg kun kunne se det hvide i øjnene. Jeg skreg, og hun skreg, og så vågnede hun og var sig selv igen.

Jeg ville ikke selv lege legen, men hun fik mig til det. Jeg var uvillig og prøvede at trække min finger til mig, da hun stak mig, men hun var hurtigere end mig, og også mit blod dryppede i vandet. Jeg stirrede på det, for hun var kommet til at stikke dybt på grund af mine bevægelser, og blodet flød ud i grimme klatter. De samlede sig om det tændte lys, og jeg sagde til hende at jeg ikke kunne lide det, men hun blev vred og beordrede mig til at fastholde mit blik på lyset og lade være med at tale. Jeg turde ikke andet end at adlyde og kiggede på lyset. Det flakkede lidt i trækken og kastede underlige skygger omkring sig, men så opdagede jeg at billeder ligesom syntes at tegne sig i vandet, hvor blodet nu sank nedad. Først var det meningsløse billeder, som når man ligger på ryggen en sommerdag og kigger højt i skyerne, men så kom ansigter frem, ansigter der bølgede frem og tilbage og sommetider kiggede mig i øjnene. Det var kvindeansigter, og et af dem lænede sig imod mig, indtil det var som prøvede det at komme op af vandet for at komme til mig. Jeg skreg igen, og ansigtet erstattedes af min mors, da hun holdt om mig og trøstede mig.

Jeg nægtede længe at lege legen igen, men min mor havde sine egne måder at få mig til det på. Langsomt lærte jeg at se i vandet. Hvordan det egentlig foregik eller foregår, kan jeg ikke helt fortælle, for jeg har aldrig helt selv forstået det. Men det var svært og krævede en voldsom anspændelse samt en indre ro, som jeg lærte mig at opnå, også når jeg ikke følte den. Det sidste var den gave vandet gav mig. At kunne glemme alt omkring mig for at se billederne i den flakkende væske. Jeg behøvede heller ikke længere at se de granskende kvindeansigter, men kunne sommetider når jeg var heldig opnå at se landskaber jeg kendte, søen udenfor huset, landsbyen med de hadede og eftertragtede børn, og en enkelt gang, da lyset brændte meget længe, et kort glimt af en sti i bjergene, hvor en mand red. Min mor var meget tilfreds. – Din far, sagde hun. – Han vil blive meget glad over at vide du har denne evne.

Jeg plagede atter min mor om at fortælle om denne mand, og om livet i bjergene, hvor hun var dronning og jeg prins. Bjergene, hvor man var tæt på himmelen selv, og hvor blodet flød så stærkt og kraftfuldt i årerne som livet selv. Dér var der ingen, der så ned på os. Der var min far konge.

Jeg drømte om disse bjerge og om kongen. Jeg var prins dér, min mor var dronning, og Konti var min tro mand.



Konti var ham, der bragte os mad. Med lange mellemrum – alt for lange syntes min mor – kom han ridende på sin bjergpony. Han havde et reb i hånden, som han brugte til at holde fast på endnu en pony, belæsset med sadeltasker og poser. Der var mange gode ting i de tasker og poser. Kød og korn og salt, og også klæde. Det var ikke alt ponyen kunne bære, og derfor havde Konti også nogle mønter med til os, som min mor siden kunne købe vin og småting for i landsbyen. Endelig havde Konti altid gaver med til mig.

Det var meget besværligt med Konti og hans gaver. Min mor gjorde meget ud af dem og fik mig til at bukke og sige tak mange gange til Konti, men når han så blev rørt og ville omfavne mig, skulle jeg omgående gå væk. Hun brød sig i det hele taget ikke om at Konti havde noget at gøre med mig, og jeg var ikke engang sikker på at hun selv brød sig om ham. Jeg måtte ikke snakke med ham, ikke lege med ham, og slet ikke vise ham hvor god jeg var blevet til at svømme. Det sidste ville han nu heller ikke se – han var bjergbo og mistroede alt vand. Men alt andet ville han gerne. Han ville vide en masse ting. Hvordan jeg havde det, hvad jeg fik dagene til at gå med, om jeg havde lært at kaste med kastekniven, fægte med træsværdet, slå vejrmøller, løfte mig selv op i træet udenfor hytten. Det var lidt svært at snakke med Konti i begyndelsen. Han talte østdialekt, og jeg talte som min mor – vestsprog. Men jeg lærte det hurtigt, for jeg kunne lide Konti. Når min mor var gået ind i hytten for at pakke ud, plejede jeg at komme løbende tilbage og se ham tage sig af ponyerne og somme tider selv få lov til at passe og måske endda sidde på en af dem. Men jeg var alligevel sky ved at snakke med ham. Ikke bare på grund af sproget, men fordi min mor havde indskærpet mig at der var mange ting, Konti ikke måtte vide besked om. Vi var stolte, vi levede vores eget liv, Konti var kun ham, der bragte os mad, sagde hun. Det var bare svært altid at huske. Konti var så tryg at være sammen med. Hans skæg var så stort at det dækkede hans mund og virrede når han snakkede, men hans øjne var strålende blå, og hans mave stor og varm at blive holdt ind til. Jeg spillede endda for ham på min fløjte, og han løb ingen steder, men roste mig og skændte aldrig.

Konti havde været der altid, følte jeg. Engang havde jeg troet at han måtte være min far, men min mor havde kraftigt skældt mig ud, da jeg spurgte, og jeg var blevet klar over at hvem min far end var, var det ikke den rare, rundmavede Konti.

Det var en grim følelse for mig det år, da Konti ikke kom med det første forår som han plejede. Vinteren var altid svær at komme igennem, fordi han ikke kunne forlade bjergene på grund af sneen, og det første forårsbesøg var altid noget ganske særligt. Men dette år ventede vi særligt længe, og selv om min mor brugte nogle af de skattede mønter på indkøb i landsbyen, savnede vi mange ting, selv brød. Da Konti omsider viste sig, havde han ikke nær nok med af hvad min mor ønskede, og hun blev meget vred på ham. Men han sagde noget til hende, som fik hende til at forstumme. Jeg kunne ikke lide hendes forskrækkede udtryk og løb væk, men nåede at høre at hvis ikke det havde været for Kontis egen vilje, var han ikke kommet til os overhovedet.

Lidt senere, da jeg atter nærmede mig, så jeg at Konti sad alene på gårdspladsen. Han kaldte mig hen til sig og strøg mig over håret. – Ehay, lille kriger, sagde han. – Jeg har ingen gaver med til dig denne gang. Kan du undvære?

Jeg nikkede, men var skuffet, for Kontis gaver var de eneste, jeg nogen sinde fik. Jeg ville gerne have spurgt ham hvorfor han var blevet væk, og om han ville komme igen, men min mors opdragelse lå for dybt i mig, og jeg fik ikke sagt noget.

Konti sov hos os om natten, som han plejede før den lange tur tilbage, men selv om jeg vågnede så tidligt jeg kunne næste morgen, var han allerede væk. Min mor havde mørke skygger under øjnene, som havde hun ikke sovet, og resten af dagen var hun tavs og trist. Allerede tidligt på aftenen tog hun lerskålen og lyset frem. Jeg vred mig uroligt, og da hun så det, sagde hun til mig at det ikke var sikkert Konti kom igen nogen sinde mere, og at hun var nødt til at se i vandet efter en udvej for os.

Jeg blev forfærdelig angst og løb ud af hytten og ned til søen for ikke at vide hvad hun så i vandet. Men søens eget vand slog mørkt og dystert imod mig, og jeg opdagede forskrækket at selv uden lysets hjælp dannede der sig uhyggelige mønstre og skikkelser i vandet. Min mor og jeg, døde af sult. Hvad skulle vi leve af, hvis Konti ikke kom mere? Jeg havde somme tider fanget fisk i søen, men aldrig mange, og min mor dyrkede lidt grønsager bag hytten, men det var heller ikke nok til at leve af. Kunne jeg lære at fange dyr og fugle? Jeg anede det ikke. Over mig kom de første stjerner frem, og jeg bad til dem uden at vide hvad jeg bad til. En sølle nymåne kiggede tavst på det hele, og jeg truede ad den for det uheld den bragte, men gemte så min hånd for ikke at tirre den.

Men da jeg kom tilbage, var min mor mere fortrøstningfuld, og selv om Konti ikke viste sig hele sommeren, talte vi ikke mere om Kontis fravær. Da han endelig viste sig igen ud på efteråret, var min mor ikke overrasket. Hun næsten løb ham i møde og stoppede så brat. Hendes kinder blussede, og hendes stemme var fyldt med spørgen, forventning.

–  Ehay, ehay, sang hun.

–  Ehay, svarede Konti. Det varede lidt før han fortsatte. – Ja, hun er død, Soraya. Hun nåede ikke engang at se barnet, og det er også dødt. En pige. Du fik ret.

Jeg anede ikke hvad han talte om, men jeg kunne se at min mor blev glad.

Konti fik øje på mig, og det var som om også han blev gladere. Der kom et særligt glimt i hans øjne. – Tak stjernerne, sagde han. – Din far kommer efter dig, Ainsha. Du skal hjem.

Ved disse ord vågnede min mor op, selv om jeg stod som lam og bare stirrede. Hun fór tilbage i hytten og begyndte at rydde op og gøre i stand og pakke på én gang. Konti måtte selv tømme sadeltaskerne og bære indholdet ind – det plejede hun nu altid at hjælpe ham med. Hans ord havde gjort mig bange, og derfor gemte jeg mig i brændeskuret. Men hele tiden kunne jeg høre min mor synge den sang, Lazlas rose.



Jeg tror jeg selv var bange. Men samtidig vidste jeg at mit liv ved søen var overstået, at de lange ens dage med min mor nu var forbi, og at prinsetiden i bjergene nu ville begynde. Ville jeg få min egen pony? Hvad med kongen – var han virkelig min far, som jeg havde forestillet mig? Skulle jeg lære at slås rigtigt med sværd? Jeg prøvede at forestille mig mit nye liv, men turde næsten ikke.

Senere på dagen sneg jeg mig tilbage i hytten og satte mig i det bagerste værelse, min mors soveværelse. Min mor opdagede mig knap nok, sendte mig blot et strålende smil og fortsatte med at gøre klar til et bad. Huset lugtede af blomster, og jeg forstod at hun havde dryppet sig med den fine flaske parfume hun ejede.

Da jeg var blevet træt af at sidde i værelset, åbnede jeg forsigtigt døren og spejdede ud. Min mor var blevet færdig med badet og var nu i færd med at rede sit hår. Det var kulsort og så langt at hun kunne sidde på det, selv når det var flettet. Nu redte hun det ud lok for lok og gned olie i håret, indtil det skinnede. Min mor var smuk. Jeg havde aldrig tænkt over det før eller haft nogen at sammenligne med, men jeg kunne se det. Hendes kindben var høje og fine, hendes kinder glatte og uden rynker, og hendes øjne mørke og strålende, mens hun så sig i sit lille håndspejl. Der var en særlig glans omkring hende, en glæde uden ord. Hun skulle være dronning sammen med mig i bjergene.

Endelig – da hun var færdig og allerede længe havde haft maden klar – hørte vi lyden af heste, der nærmede sig. De kom med mørket, og da min mor åbnede døren og gik udenfor, var det som om hun fra den oplyste hytte trådte ud i et sort hav. Jeg blev bange igen, men turde ikke gå ud efter hende. Jeg anede dunkle, uhyggelige væsener i mørket, og jeg hørte deres sprog, der var underligt forvitret og kun svagt mindede om Kontis bløde ord. Min mor bød mændene indenfor, og jeg gemte mig igen i bagværelset.

Maden lod til at bekomme dem, for der var længe kun lyden af deres spisen og den svage klukken, når mor hældte vin op. Det væmmedes lidt i mig, da jeg også hørte dem ræbe sig og le ad det, men min mor lo også og lod ikke til at have noget imod det.

Endelig holdt spisningen op og jeg hørte en mandsstemme, dyb og bøs. – Nå, Soraya, du kan ikke udsætte det længere. Hvor er han?

Min mor tøvede, og manden måtte gentage sit spørgsmål, før hun endelig kaldte på mig. Hun måtte kalde flere gange, men til sidst turde jeg ikke lade være med at adlyde og kom langsomt frem.

Værelset var fyldt med disse sære bjergvæsener, og jeg ville ikke se på dem, men kunne alligevel ikke lade være. De var så store. De sad, og jeg stod, og måtte alligevel se op for at se dem. Kun manden, der havde talt, stod op, og det første jeg så af ham var hans støvler. De var enorme. De var lavet af ufarvet fedtlæder, og i den ene støvle sad der ganske synligt en stor dolk, næsten lige så lang som min underarm. Jeg mærkede mine øjne vokse og blive store og runde, men jeg kunne ikke lade være med at se videre. Bukserne var grønne og sad så tæt til hans krop, at de formede sig efter lårenes vældige muskler. Var det et sværd, der hang ved hans side, halvt dækket af en sort lædervams? Så jeg endelig et ægte sværd og ikke bare Kontis daggert?

Endelig turde jeg løfte øjnene til hans ansigt, men jeg slog dem straks ned igen, for mændene omkring mig brød ud i latter. Det var dog ikke en ond latter, men venligt ment, og jeg hørte en af dem sige til manden, – det er ikke nemt, Maghan, at se på et bjerg, når man hele sit liv har levet på fladlandet.

Han havde ret. Manden – Maghan – min far? – var et bjerg, men hans blå øjne blinkede imod mig, da jeg atter så på ham, og det dirrede omkring hans skæggede mund, som om han lo lige så sagte. Hans skæg var ikke så vildt som Kontis, og det dækkede ikke hele ansigtet. På den ene kind sad der en række små ar, som havde et eller andet rovdyr engang sat sit mærke der. Næsen mindede måske også lidt om et rovdyrs, skarp og fremspringende. Hans hår var ikke helt sort som min mors, men næsten, og det var redt tilbage og samlet i nakken. Jeg syntes det så mandigt ud og bestemte mig omgående til at bære mit hår på samme måde, når jeg blev gammel nok til at have det langt.

Og de blå øjne! De blinkede ikke bare, de lyste imod mig med et særegent klart lys, der kun var beregnet på mig, og i det øjeblik skete det, som jeg aldrig skulle glemme. Jeg vidste blot lige så sikkert at de øjne aldrig måtte holde op med at lyse, at min far aldrig måtte holde op med at se på mig på denne måde.

–  Ainsha! Endelig ser jeg dig. Det har varet mange år. Men han er ikke helt så velplejet som dig, Soraya? Burde han ikke også have haft et bad?

– Der var ikke tid. Jeg ville give ham det i morgen.

Min mors stemme døde hen. Min far kiggede ikke på hende, stadig kun på mig.

– Du er ikke så stor, knægt, sagde han. – Men du ser smidig ud, og du kan lære at ride. Kan du læse?

Jeg rystede på hovedet. Min mor brød ind, ivrigt: – Men han kan lære det, Maghan. Hurtigt.

Min far ignorerede hende. – Spis, Ainsha. Du har brug for styrke til i morgen. Du skal ride for første gang. Og du skal til bjergene.

Konti gjorde plads til mig på bænken og jeg smuttede taknemligt hen til ham og spiste af hans tallerken. Men jeg kunne næsten ikke få noget ned, især fordi jeg hele tiden mærkede mændene omkring mig – og min far – se på mig. Jeg var taknemlig, da Konti forstående hviskede til mig at jeg godt måtte gå nu.

Min soveplads var på loftet over hyttens bagerste værelse, og jeg klatrede hurtigt derop og lagde mig. Dagens spænding havde gjort min krop stiv og længselsfuld efter søvnen, men det varede længe før den kom. Jeg hørte mændene spise færdig nedenunder og gå til ro, og jeg hørte min mor og min far, som altså hed Maghan, trække sig tilbage i det bagerste værelse. Min mor talte til ham i ivrige sætninger, længe og inderligt, og han svarede hende i korte sætninger, som jeg ikke kunne opfange. Endelig blev min krop slap af sin egen træthed og jeg faldt i søvn til groteske tanker.



Næste dag begyndte tidligt. Der var ikke tid til det bad som min mor havde lovet, dårligt nok til morgenmad og nogle hastigt pakkede tasker. Utryg ved hvad der skulle ske stod jeg på gårdspladsen og så mændene gøre sig klar til at stige op på deres bjergponyer. Min far havde en rigtig hest stående parat til ham, og også Konti red i dag på en hest, så jeg, men alle dyrene, også ponyerne, så smukke og vilde ud. Jeg glædede mig til at ride på en af dem, jeg vidste bare ikke hvilken. Der var ingen pony uden rytter.

Konti red hen til mig. – Du skal sidde hos mig, sagde han, og før jeg kunne blive forskrækket, havde han løftet mig op og anbragt mig foran sig. Jeg kunne mærke den varme hest under mine ben og Konti bag mig holde mig fast. Jeg følte mig tryg.

Min mor kom ud. – Maghan, hvor er min pony?

Der blev tavst imellem mændene. Min far red hen til hende.

– Du skal ikke med, Soraya, sagde han, og hans stemme var meget blid. – Jeg er kun kommet efter min søn.

– Men! Min mors stemme steg, så hviskede hun: – Jeg kan føde dig andre sønner, flere sønner!

– En er nok! Og min far lo kort, så bøjede han sig ned og klappede hendes kind. – Farvel, Soraya.

Og vi red væk. Min mor blev stående uden at røre sig foran hytten, der havde været mit hjem så længe jeg kunne huske, og jeg stirrede efter hende indtil vi var kommet så langt væk at jeg ikke mere kunne se hende.



Vi red hele dagen. Først red vi langs søen, længere end jeg nogen sinde havde været før, men så bøjede stien væk og jeg kunne ikke engang se vandet. Landet holdt op med at være fladt og begyndte at stige, så dyrene måtte arbejde hårdere for at bære os. Foran os begyndte bjergene at vokse, og jeg forstod for første gang i mit liv verdens udstrækning, at verden var foranderlig og jeg selv lillebitte. Men jeg havde ikke kræfter til at tænke meget over dette, for som dagen gik blev jeg så umådelig træt at jeg flere gange faldt i søvn på hesten for så brat at vågne med Kontis arme fast omkring mig. Da jeg vågnede sidste gang, red jeg ikke længere, men lå på jorden, indrullet i et tæppe. Det var fristende at falde hen igen, men jeg var også sulten, og fra et bål i nærheden kunne jeg lugte mad. Jeg rullede mig ud, og kravlede så tættere på så stilfærdigt jeg kunne med mine smertende ben.

Min far opdagede mig dog og kaldte mig hen til sig hvor han sad. Her lagde han sin kappe omkring mig og trykkede mig ind til mig. Af en eller anden grund føltes det ikke spor sært at lægge mit hoved mod hans skulder, og heller ikke da han gav sig til at fodre, ja nærmest made mig. Det måtte være rigtigt hvad han havde gjort, jeg kunne bare ikke forstå det lige nu, men senere. Jeg spiste det brød han gav mig, opblødt i suppe, og senere drak jeg af en kop han holdt til mine læber. Jeg skulle senere lære at denne drik hed rodhven, og at den lavedes af en lille, knoldet planterod, der ikke groede mange andre steder end i Nordlandet og i bjergene, men som tjente bjergboerne særdeles godt. Den gav mig en lidt underlig følelse i mit hoved af behagelig svimmelhed og fornyet træthed, og pludselig sov jeg igen.

Da jeg vågnede igen, havde jeg stadig min fars kappe omkring mig, men bålet var ved at dø hen. Mændene syntes alle at sove, og ved siden af mig sov min far. Jeg kiggede længe op i himmelen, der var klar og fyldt med stjerner. Stjernebillederne var de samme som altid, fjerne og dog velkendte, og jeg huskede hvad min mor plejede at sige, at alting var usikkert, kun stjernerne og deres spil var uforanderligt. De fulgte én altid, og man kunne frygte dem eller elske dem, det gjorde ingen forskel. Nogen bad til dem, havde hun engang lært mig, men det var hun selv holdt op med for længe siden, for de kunne ikke påvirkes. Det var sært at ligge og tænke på nu. Jeg mærkede pludseligt noget vådt på min kind, men lagde mig om på den anden side. Jeg turde ikke tænke.



Næste dag begyndte grå og kold, og jeg skuttede mig i mit tynde tøj. Der var kun lidt brød og intet varmt at drikke, før vi alle sad op igen. Jeg var lige ved at skrige, da Konti anbragte mig i sadelen, og jeg opdagede hvor øm jeg var blevet. Men da vi først red, gik det bedre. Konti holdt mig tæt ind til sig, og varmen fra hesten og fra ham bredte sig langsomt til mig.

Landet fortsatte med at stige, og det var nu længe siden vi havde set den sidste hytte eller bare noget der lignede menneskelig virksomhed. Jeg tænkte ved mig selv at det måtte være vinden, der gjorde det. Den var anderledes end i hytten ved søen, koldere og med en klagende lyd, der på en eller anden måde var værre end selve den kulde den bragte.

 – Sådan synger vinden i bjergene, sagde Konti til mig. Først trøstede det mig at han også hørte lyden, dernæst gøs det i mig, for hvordan skulle jeg kunne leve et sted der lød sådan. Men Konti fortsatte. – Det er kun om efteråret og om vinteren, Ainsha. Sommeren er dejlig og foråret i bjergene er det skønneste du kan forestille dig. Ingen konge lever bedre end os i bjergene.

Om aftenen var vi næsten i bjergene, da min far endelig gav ordre til at slå lejr. Jeg var ikke helt så træt nu og havde kræfter til at sidde og se mændene sadle ponyerne af og fodre dem, mens andre lavede bål og mad. De virkede drevne og erfarne, som var dette deres halve liv og kongelivet i bjergene blot resten. Og de lignede min far, som om  alle i virkeligheden var af samme slægt. Deres hår var sort og vildt, selv om nogle gjorde mere ud af at kæmme og klippe det end andre. Deres ansigter var grove i det, og deres stemmer og lejlighedsvise latter dyb. En af mændene, der var beskæftiget med madlavningen ved bålet, opdagede mit blik og lo over til mig. – Lille Kriger, råbte han. – Kom over til mig og lad os se hvad gamle Garp har til dig.

Meget forlegen sneg jeg mig over til ham, men opdagede at der ikke var noget at være bange for. Garp var mager hvor Konti var rund, men ellers lige så blød og venlig mod mig, da han rodede i sine lommer og fandt en lille sten, en bjergkrystal, som han havde slebet.

– Det er et smykke værdigt til en prins, sagde han, – så det får du. Læg det i denne pose, så det ikke falder ud af din lomme, og rør ved det en gang i mellem. Det giver styrke. Styrke fra bjergene.

Jeg så benovet på den fine sten af krystalliseret bjergånd, som glimtede svagt i bålets lys. Jeg lagde den omhyggeligt ned i den pose Garp også fandt og videre ned i min lomme.

Jeg ville have sagt tak til Garp, men blev afbrudt af vrede stemmer bag os. Garp bandede spændende ord og råbte højt på min far, da stemmerne blev til slagsmål. To mænd kæmpede med hinanden, og jeg så endnu et glimt i bålets lys, ikke fra en bjergkrystal, men fra et knivsblad imellem de to mænd. Og så var min far imellem dem, vristede kniven løs fra ham der havde trukket den, og kastede den ind i bålet.

Der blev så stille. De to mænd stod stadig vredt overfor hinanden, men der var også noget flovt over dem, som over små udskældte drenge. Manden med kniven kiggede langt efter den. Den lå næsten midt i bålet.

– Hent kniven, Jorek, sagde min far, og hans stemme var næsten lige så blid som da han sidst havde talt til min mor.

Det rykkede i Jorek som om han ville sige eller gøre noget, men han forblev ganske tavs. Så tog han sig pludselig i det, løftede hovedet og gik hurtigt ind i bålet, stak sin hånd ind i flammerne og greb kniven, før han hurtigt trak sig tilbage. Jeg mærkede en underlig lugt i mine næsebor og så at nogle gnister havde sat sig fast i hans tøj. En af mændene børstede dem af ham, men han syntes ikke at opfatte det. Ingen sagde noget, men jeg kunne se Joreks hånd, der holdt om kniven. Hånden lyste rødt, og knivskaftet var allerede sort af sod. Jeg følte det som om jeg skulle kaste op, men vidste at jeg ikke ville gøre det. Jeg følte mig også stolt samtidig. Disse vilde mænd var mere bange for min far end for et bål. Det var en mærkelig følelse.

Resten af aftenen skete der ikke noget. Da bålet var faldet til ro, stegte mændene kødstrimler og bagte små fladbrød på sten. Det smagte ikke så godt som min mors mad, men var alligevel den bedste mad jeg nogen sinde havde fået. Jeg følte mig så sært levende da jeg spiste. Over mig var den sorte himmel, fyldt med stjerner fra horisont til horisont. Luften var kold og skarp, og der hvor den mødtes med bålets varme, dér sad jeg og mærkede hvordan alting rørte sig i mig. Hytten og søen og min mor havde aldrig været længere væk. Omkring mig sad mændene og spiste og snakkede, ikke så højt som før Jorek og kniven, men de lo også, og højest lo Jorek, som betød hans hånd intet. Jeg kunne høre ponyernes gumlen længere væk, og jeg tænkte på at jeg havde redet. Ville jeg få min egen pony senere? Eller skulle jeg altid ride med Konti?

Tankerne må være blevet for stærke, for pludseligt mærkede jeg at jeg lå på jorden og vel allerede sov. Min far sagde et eller andet lige ved mit øre, og alle lo, men det var en god latter, og jeg var ikke bange. Igen pakkede min far mig ind i sin kappe, og jeg kunne mærke hans lugt i den – god og stærk. Jeg var lykkelig.

Hele næste dag red vi i bjergene. Bjergstierne var så smalle at vi måtte ride en ad gangen, og ponyerne satte deres hove ned langsomt og omhyggeligt, som skulle de mærke jordens fasthed, før de turde stole på den. Konti holdt godt fast om mig, men jeg var alligevel vild af angst efter at jeg første gang var kommet til at se ned og opdagede at vi red langs en afgrund. Undertiden var stien så stejl at vi måtte stige helt af og hjælpe dyrene op. Igen og igen snublede mine fødder over den uvante bjergklatring, og sten borede sig op igennem mine sko, der ikke var rigtige sko, men bare skindstykker, som min mor havde syet sammen.

Da vi var over de farligste steder, fik jeg igen lov til at sidde på hesten, som Konti fortsatte med at lede. Jeg kunne se vidt omkring. Det var et skønt syn. Over os havde himmelen den klareste blå farve, omkring os var bjergsiderne grønne og fyldt med sommerblomster imellem de grå, rå klippestykker, og under os sprang kløfter og dale til alle sider. Kun stien var ikke brudt, men bar os gennem alle forhindringer, selv om den somme tider næsten forsvandt under løse sten og småklipper. Til sidst blev den næsten ufremkommelig, mere en trappe end en sti, og så var vi der! Det ene øjeblik var vi i bjergene, det næste øjeblik forsvandt stien i en lille dal, fuldstændig omkranset af de stejle bjergsider. Den stejleste af alle bjergsiderne var intet bjerg, men en borg, en borg bygget som en klippe og lige så utilgængelig. Den havde kun én indgang. Min far stoppede sin hest og vendte sig imod mig.

– Ealinn Meald, sagde han højtideligt til mig. – Ealinn Meald. Min borg. Og din, Ainsha, du, min søn.

Jeg havde endnu ikke selv talt til min far, nu gentog jeg hans ord. – Ealinn Meald.

Et eller andet sted fra kom en erindring, og jeg vidste, at det betød Nordenvindens borg. Jeg sagde også dette, og min far smilede, da han igen vendte sin hest og red imod borgen.



Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet mig af borgens indre. Måske noget endnu grummere end ydersiden, barske tårne uden døre, kampklædte mænd. Men der var ikke noget sådant. Borggården var overraskende stor, endda med plads til en lille fold og ellers fyldt ud af mange mindre bygninger, der ikke virkede det mindste afskrækkende. Kun hovedbygningen var, som jeg havde forestillet mig det, og stod mørk og tæt i borggårdens anden ende med et enkelt tårn langs gavlen.

Mændene virkede glade for at være hjemme igen og sprang hurtigt af ponyerne, som forsvandt ind i staldene. Min far forsvandt også, og således stod jeg lidt fortabt tilbage og kiggede efter Konti, der også førte sin hest væk. Men han kom hurtigt tilbage og tog mig i hånden.

– Sådan lever bjergfolket, Ainsha. Det der er staldene – vi har mange ridedyr her, men de spiser også, og derfor har vi et foderhus derovre og halm og hø på lofterne. Derovre har vi en smedje, for vi laver vores egne våben. Og det lille sjove hus der er bagehuset, hvor Garp hersker og hvor der altid er ild på ovnen.

Han udpegede andre småhuse for mig til alskens sysler, og fortalte endelig at mændene selv sov i den store bygning, i hallen. – Sammen med deres sværd, sagde han højtideligt, da jeg spurgte om ingen af dem sov alene. Kun min far og nogle få andre havde deres egne rum. Jeg skulle dele min fars rum.

Jeg ville have bevæget mig mod hallen, men Konti greb mig og grinede.

– Om forladelse, min dreng, sagde han, – men ærlig talt. Du stinker. Og her på stedet er vi renlige. Du kommer ikke ind i hallen, før du lugter bedre end din mors parfume. Nå, mindre kan måske gøre det.

Jeg måtte følge med ham til bagehuset, der viste sig at rumme et baderum, som Konti kaldte det, på bagsiden. Jeg havde aldrig set noget lignende. Rummet fyldtes af et enormt, lukket ildsted, som bjergtog mig dybt. Over ildstedet var indmuret et enormt kogekar, og da Konti trak i et håndtag, begyndte der at løbe vand ind i karret. Han grinede og afslørede huller i tandrækken. – Det har du nok ikke set før. Vi har et underjordisk vandløb, som vi har ført op i borgen. Det løber borgen rundt, fra brønd til køkken til baderum og ned ad bjerget. Ingen vil nogen sinde kunne tage vandet fra Ealinn Meald. Husk det, når du selv bliver høvding. Man kan ikke forsvare sig uden vand.

Mens vi ventede på at vandet skulle blive varmt, hentede han os nogle stykker brød og røget kød, som vi gumlede i os, mens Konti fortalte mere om Ealinn Mealds velsignelser, og jeg følte mig vældig voksen og mandig over at blive betroet alt dette. Da vandet var blevet varmt, åbnede Konti for et andet håndtag, og vandet løb nu ud ad en rende i muren og ned i et kar, han havde anbragt foran. Han fløjtede lystigt mens han fandt sæbe frem, og jeg tog mit tøj af som han sagde. Det var da jeg trådte ned i karret, at hans fløjten stoppede.

– Knægt, sagde han. – Ainsha. Lille Ainsha. Forbandede Soraya. Mær. Lede kælling.

Jeg forstod intet, kun at han var vred, og jeg åndede lettet op igen da han pludselig begyndte at grine. Men så blev han vred igen, og jeg krummede mig sammen i badevandet i forskrækkelse. Han tog sig sammen da han så det.

– Lille Ainsha, sagde han, – hvad er du? Dreng eller pige?

– En dreng, sagde jeg usikkert, for jeg havde aldrig forestillet mig andet.

– En dreng, sagde Konti og lo kort. – Ja, det tror du – men du er ligegodt en pige. Åh, han slår hende ihjel.

Jeg begyndte at ryste trods det varme vand. Konti holdt atter op med at le. – Et bad skal du i hvert fald have, sagde han, – for din mor husker vist ikke den slags ting.

Jeg brugte sæben, som jeg ganske rigtigt ikke havde set for tit, så godt som jeg kunne, mens jeg prøvede at skjule mig for Kontis granskende blik. – En smuk lille pige du er, sagde han, og hans stemme var rar, næsten blid. Men jeg vidste at noget forfærdeligt var sket, noget helt forkert, noget uopretteligt.

– Hvordan har du dog kunnet narre os? spurgte han undrende, men ventede ikke på svar. Jeg kendte imidlertid svaret. Jeg var jo en dreng og havde aldrig følt mig som andet. Jeg vidste ikke hvad en pige var, kun at de bar deres lange hår i fletninger og gik i kjoler, ikke bukser som mig.

Jeg frøs mens Konti fandt noget tøj frem til mig. Det passede ikke rigtigt, var for stort i blusen og stramt i bukserne, men det var bedre end hvad jeg havde haft, og jeg kunne bevæge mig i det. Derefter tog han mig med til min far.

Jeg skal aldrig glemme den aften. Hallen var lang at komme igennem, selv med Kontis beroligende hånd. Jeg holdt mit blik stift rettet mod langbordet, hvor min far sad, samtidig med at jeg opfattede de mange oprømte mænd langs hallens sider og hørte deres hilsener til mig. Endelig nåede vi frem.

Jeg hørte Konti sige det. Ikke højt – alligevel blev der stille overalt. Min far så på mig, og jeg kunne se på hans udtryk, at det passede – at der var sket noget forfærdeligt, og der var noget helt galt med mig. Jeg var ikke hans søn længere. Alligevel besvarede jeg hans blik – jeg kunne simpelt hen ikke slå øjnene ned – og vores øjne låste i et langt øjeblik.

Det var som om min far var usikker. Som om han ikke kunne bestemme sig. Men så begyndte hans øjne langsomt at snævres ind, og jeg kunne mærke hans vrede komme imod mig.

– Send hende tilbage, sagde han langsomt. – Bring hende tilbage i morgen. Og fortæl Soraya at du ikke kommer igen. Og hun skal heller ikke bryde sig om at komme her.

Og han rakte ud efter noget kød og gav sig til at spise videre.

– Tåbe er den mand, der kaster nye våben ugransket bort, sagde Konti uanfægtet. Min far løftede hovedet igen. – Du hørte hvad jeg sagde. I morgen!

Og derefter førte Konti mig atter bort. I køkkenet ville han give mig mad, men jeg kunne ikke spise, og da jeg endelig fik lov til at lægge mig ned i et lille, koldt kammer, kørte mine tanker rundt. Jeg ønskede ikke at vende tilbage til den hytte hvor alle dage var ens, og intet skete. Men min far havde talt. Jeg skulle vende tilbage, og vi skulle aldrig høre fra ham igen.



Om de næste dage vil jeg ikke skrive meget.

Vi red tidligt og hurtigt, slog kun lejr én nat, og sent næste dag kom vi til hytten.

Det vil sige – Konti holdt hesten an et stykke derfra. Han så mod hytten, mod dens skorsten, hvorfra ingen røg kom, og så steg han langsomt af.

– Bliv siddende, sagde han kort, og gik så fra mig.

Men jeg kunne ikke blive siddende. Jeg kravlede ned fra hesten og stod på mine ben lidt, indtil den værste ridesmerte havde fortaget sig. Jeg var tilbage, og det var svært at forstå at intet og dog alt havde ændret sig. Konti ville aldrig komme tilbage, og jeg var en pige. Hvad ville min mor sige? Tårer begyndte at samles på min kind, og jeg gav mig til at løbe ned mod søen for at komme væk. Måske ville Konti ikke ride væk fra os igen, hvis han ikke kunne finde mig, når han skulle sige farvel.

Men han stod allerede ved søen, var på vej ud i den, ud mod noget, jeg kunne kende med mine øjne, men ikke forstå med mit hoved. Det var som havde verden vendt sig omkuld, mens jeg var væk, var blevet til et stykke snavset glas, og det jeg så igennem glasset var en forvrænget verden, kunne ikke passe, var ikke sandt, var umuligt. Jeg vendte mig om og løb tilbage til hesten, fandt den, og greb fat i dens hovedtøj, mens tårerne stadig løb, indtil jeg tørrede dem af og gemte mit ansigt mod dens varme, gode hals.

Det varede længe før Konti kom tilbage, så længe at et halvmørke allerede havde lukket sig om os. Han sagde ikke noget, pakkede blot en vadsæk på hesten og anbragte mig og derefter sig selv på den.

Derefter red vi igen. Vi red uendelig længe før vi slog lejr for natten, og bålet som Konti lavede, var lille og usselt. Næste dag vækkede han mig tidligt, og vi red igen videre, hurtigt. Hesten travede afsted, støt og roligt, og dens rytme forplantede sig til min smertende krop, indtil jeg ikke længere kunne mærke om jeg var vågen eller sovende. Vi slog vist nok lejr en enkelt gang til, men jeg mærkede ikke meget, og næste dag blev døsen til en feber og ridtet til et mareridt. Jeg kunne ikke længere forstå hvor jeg var, og troede hele tiden at jeg i virkeligheden var på vej ud i søen, at det var opstigende vand omkring mit hoved, der gjorde alting så uklart. Kun Kontis arme var virkelige, faste og sikre som de lå omkring mig.

Og så red vi atter ind i Ealinn Meald. Af en eller anden grund virkede min far ikke overrasket over at se os igen, da han greb min slappe krop i armene. Jeg selv følte mig så underlig tilpas, på en gang tilstede og dog alligevel for altid i en anden verden, der fik mig til at se på denne med skræmte øjne, men også med en forbuden glæde. Det var som om tiden ventede længe dér, ventede på os alle tre, med Konti siddende tavst på den udmattede hest, og min far med mig i armene.

– Tåbe er man måske, sagde min far endelig. – Hvorhenne? Hvordan?

– Ehay, sagde Konti, og hans stemme var grå af træthed. – I søen, Maghan, i søen... Hvor ellers?



Og derfor, min elskede Diarmid, er min skæbne i vandet. Og derfor er det at jeg frygter søer og alt hvad der er mørkt og dybt, for i alle de år jeg siden har levet, har søens mørke forfulgt mig i mine drømme, lokket og kaldt og vist mig hvad den kan rumme af rædsel og af død. Og af skyldtynget fryd, fordi det var gennem søens magt at jeg vågnede og blev levende hos min far.

 
Kapitel 2

SOUTAN




Min feber varede meget længe.

Altid i disse perioder fandt jeg enten Konti eller min far ved min side. Konti var den omhyggeligste. Han tørrede mit ansigt af for sved, vaskede min krop og skiftede de uhumske sengeklæder, holdt skåle med varm væske op til min mund og hjalp mig til at drikke.

Men det var min far jeg længtes mest efter. Sært nok efter hvad der var sket. Og dog måske ikke, for han var alt hvad jeg havde, og på et eller andet tidspunkt i mine febertåge ophørte han med at være den Maghan der havde sendt mig bort, og blev til min far. Hvad der skete i ham, ved jeg ikke, men måske var det min stadige kalden efter ham, dette at jeg lå så uroligt så snart han gik. Når han var der, rakte jeg ud efter ham, indtil han holdt mine hænder i sine og fortalte mig at jeg ikke skulle være bange, at jeg nok skulle klare det, at jeg var hans egen Ainsha, hans lille kriger. Jeg faldt til ro når han talte sådan til mig. Jeg stolede på ham. Hvad han sagde, var sandt, for min far var den stærkeste i hele verden. Selv den død, der lurede på mig så snart han gik, var bange for ham. Kun somme tider, når han ikke var der, og søen i mit sind bredte sig og truede med at drukne mig, kunne det ske at jeg alligevel frygtede for at dø. Det var som om en tung, tung vægt lå på mit bryst og tyngede mit åndedræt ned. Men det stoppede aldrig helt, en eller anden kraft i mig fik mig til at blive ved med at trække vejret, blive ved med at leve, indtil så mange dage var gået, at jeg nu vidste jeg ville leve.

Det var en mærkelig fornemmelse at stå ud af sygesengen første gang og stå på mine ben, der rystede snart i den ene retning, snart i den anden. Jeg var fristet af Kontis forlangende om at jeg lagde mig igen, men jeg var træt af sengen, og til sidst fik jeg lov til at tage tøj på og forlade sygeværelset og træde ud i borggården.

Mine klæder var nye, og de var til en dreng, uden at nogen havde talt om det. I bæltet hang allerede min kniv og min fløjte i hver sin lille læderskede. Jeg følte mig godt påklædt, da jeg selv åbnede døren og trådte ud.

Mit nye liv begyndte den dag. Den dag i borggården. Jeg husker at solskinnet først blændede mig og fyldte mine øjne med vand, og at efterårets kulde dernæst fik mig til at ryste endnu mere, indtil jeg tog mig sammen og holdt op. Vandet i mine øjne forhindrede mig i at se helt klart, og derfor så jeg, hvad jeg ikke havde set den første dag, at bjerget og borgen var ét, at jeg stod i bjergenes hjerte, at jeg var så langt væk fra lavlandet som jeg kunne komme. Mit eget hjerte løftede sig.

Jeg skulle siden hen se Ealinn Meald med andre øjne og forstå bygningerne bedre. Hallen var faktisk bygget ind i et bjerg, Han Ealinn, et bjerg så stejlt og ugæstfrit at ingen nogen sinde nærmede sig fra den side. Og tårnet var det vagtsomme øje borgens bygherre –  min farfar skulle jeg senere få at vide – havde skabt sig. Fra de øverste vinduer havde man udsyn over Ealinn Meald og over dalen borgen lå i, med den begyndende nedstigning til Aran til den ene side og det besværlige pas og begyndelsen på Nordstien til den anden side. Nordsiden behøvede ingen særlig overvågning på grund af Han Ealinn. Det bjerg besteg man ikke, ingen nattemænd kom vandrende derfra, ingen overfaldsmænd lå på lur dér. Passtien sneg sig udenom Han Ealinn, ad små fremspring og usynlige passager. Uden det arbejde min farfar havde gjort med at bygge stien, ville der overhovedet ikke have været nogen vej gennem passet, men kun slugter og dale og klipper, strømme af vand forår og sommer, måske en enkelt heldig passage tidligt om efteråret, men aldrig nogen sikker. Det eneste sikre pas gennem bjergene løb gennem borgen. Man måtte simpelt hen rejse igennem borgpladsen for at komme fra Aransiden til nordsiden. Nogen måtte åbne de store porte for en. Og nogen – min fars mænd – måtte lede én sikkert gennem det lumske bjergpas, hvor den rigtige sti ellers så let kunne fortabe sig blandt lumske narrestier.

Hvorfor nogen overhovedet skulle befatte sig med denne usikre rejse, kunne man nok undre sig over, for var der noget nordfolket og sydfolket havde til fælles, var det deres fælles foragt for hinanden. Men som en storagtig mand kan finde interesse i en ligeså hoven kvinde, havde også nord og syd fundet noget tilfælles, og jeg skulle i årenes løb komme til at se mange varer passere gennem Ealinn Meald. Vin og krydderier og fint tøj kom sydfra, og nordfra kom hvad sydlændingene havde lært at sætte umådelig pris på, nemlig rodhven og heste. Der kom dog ikke mange heste, for de er detvaelis kæreste eje, men af rodhven kom der umådelige mængder, og jeg undrede mig tit over hvor store menneskemængder der skulle til for at spise sig igennem alle disse røde blade og rødder. Havde jeg anet hvor mange mennesker jeg siden skulle komme til at se, ville jeg snarere have undret mig over at passet kunne rumme tilstrækkelige mængder af den lille bjergurt.

Portene til passet befandt sig i borgmuren, der rummede alt undtagen bjerget bag hallen. Muren var ikke særlig høj, men det behøvedes heller ikke, for bjergsiderne var så umådelig stejle, og passtien så umådelig smal. Intetsteds udover på borgpladsen, kunne der ride mere end én mand ad gangen.

Men alt dette tænkte jeg ikke på den iskolde efterårsdag, da jeg stod i den skarpe sol og kiggede mig omkring. Jeg kiggede for at se om jeg kunne se de mænd jeg havde rejst med, om jeg kunne finde blot lidt at genkende i alt dette fremmede.

Det kunne jeg. Rundt omkring fra huse og andre smuthuller dukkede mænd frem og nærmede sig, hidkaldt af de førstes fornøjede udbrud. Nogle få – Garp især – genkendte jeg, men ved synet af de andre havde jeg mest lyst til at klynge mig til min far og Konti. De var så stygge at se på med deres mørke, sortskæggede ansigter, og selv om de fleste grinede henrykt til mig, fik synet af de store tænder midt i disse fjæs mig til at tænke på ulve. Og dengang havde jeg end ikke set en ulv.

Konti mærkede min bevægelse imod ham og skubbede mig blidt væk igen. Jeg rankede mig så godt jeg kunne, foldede mine hænder og bukkede stift, som min mor engang havde lært mig at gøre, da hun endnu troede at andre gæster end Konti ville komme til vores lille hytte.

Bag mig hørte jeg min fars stemme. – Ainsha! Min Ainsha!

Den nærmeste af mændene gentog det. Ainsha! Manden ved siden af ham ikke blot gentog mit navn, han råbte det. Og da han gjorde det næste gang, råbte næsten alle mændene med ham. Pludselig råbte de alle sammen. Jeg var ved at besvime af skræk, men så vendte min feber tilbage, og jeg følte mig i stedet ganske fornøjet med det hele. Jeg smilede til mændene, bukkede endnu engang og trak så min kniv op ad skeden og hævede den højt op i luften. Den glimtede i solen, og jeg så at det var slet ikke min gamle kniv, men en funklende ny kniv, blot med et sort skaft som den gamle.

Et kort øjeblik blev mændene tavse, og jeg troede at jeg havde handlet forkert, ligesom Jorek, men så råbte de mit navn igen. Nej, de ikke råbte, de brølede, og jeg vaklede på mine ben. Men jeg havde ikke handlet forkert.

Konti lagde sin hånd på min skulder. – Så er det tilbage til sengen igen, lille kriger, sagde han, men hans stemme var anderledes, en smule rystende. Og jeg vendte mig og fulgte ham tilbage, taknemlig da jeg omsider lå ned igen i sengen.

Min far kom ind igen lidt senere. Han stod længe ved sengen og kiggede på mig. Jeg prøvede at kigge igen, men mine øjne blev ved med at falde i. Men efter at jeg opgav kampen, blev mine tanker alligevel hængende i værelset, som var det der var sket for stort til at jeg kunne sove fra det. Min far og Konti talte sammen, og måske var det feberen der gjorde det, men deres sprog var ikke længere så svært at forstå. Det var som havde en lille del af min barndom i mig vendt sig, og givet mig dette nye sprog. Mit gamle måtte så være forsvundet, forstod jeg i min døs, men det gjorde ikke noget længere.

– Måske, sagde Konti til min far, – vil du opdage at du ikke er så hårdt ramt af skæbnen endda.

– Måske, sagde min far, men jeg kunne høre han ikke mente det. – Der er så mange måskeer, men du ved lige så vel som jeg at det intet betyder. De gør det for at tækkes mig. Tro ikke at hun nogen sinde ville kunne stå alene over for dem og få dem til at gøre det samme. Ikke nu, og slet ikke senere.

– Næ, det er sandt, sagde Konti, og hans stemme var ligesom hæs. – Din mening om kvinder er ikke høj. I Dal Linth har de ellers i nogle år været ledet af en kvinde. Hvis nordfolk kan, kan vi vel også.

Min krop føltes kold trods sengens varme. Jeg forstod at selv om jeg på en eller anden måde havde gjort det rigtige foran mændene idag, hjalp det alligevel ikke. Jeg ville aldrig kunne gøre det helt rigtige. Der ville altid være noget forkert mellem mig og dem. Mellem mig og min far. Jeg stønnede i min halvsøvne, og omgående mærkede jeg hænder omkring mig, men Konti var ikke nok, jeg kaldte på min far, indtil han endelig satte sig på sengen og holdt omkring mig. Først da kunne jeg sove.



Da jeg vågnede næste gang, havde jeg glemt alt om dette. Jeg var alene, men det gjorde ikke noget, for jeg mærkede at jeg nu var helt rask og ganske veltilpas.

Mit nye tøj lå parat til mig og jeg tog det på, spændte bæltet og sikrede mig at både kniv og fløjte stadig lå i deres læderskeder. Så forlod jeg sygeværelset.

Borggården var mindre og mere overskuelig nu, hvor jeg ikke havde feber mere, og de få mænd jeg kunne se, hilste heldigvis blot med venlige grin og kom ikke hen for at se nærmere på mig. Jeg følte mig fri til at kigge uforstyrret på alting.

Jeg kiggede først på smedjen, fordi der kom spændende lyde derfra. Jeg havde aldrig set en smedje før. Nu så jeg at den bestod af et stort rum med et enormt ildsted i den ene ende. Ilden her blussede stærkere end nogen anden ild jeg havde set, for en hivende blæsebælg ved dens side fodrede den med luft. Jeg skulle senere opdage hvor snedigt smeden fik en vandmølle til at bevæge blæsebælgen for sig, men nu troede jeg som med så meget andet at det var magi, og at smeden var en troldmand.

Han stod selv lidt væk fra ilden og arbejdede på en hestesko over ambolten, endnu rødglødende af varmen. Hans hammerslag faldt hurtigt og nøjagtigt og hensatte mig i en mindre fortryllelse, som først blev afbrudt, da han løftede hovedet og fik øje på mig. Vi stod lidt og så afventende på hinanden – jeg huskede ham ikke fra den første dag, selv om han tydeligvis vidste hvem jeg var – men så nikkede han til mig, hverken uvenligt eller venligt, og fortsatte sit arbejde. Jeg følte mig godt tilpas, som var jeg set an og anerkendt. Lidt efter holdt smeden endnu en pause. Jeg havde hentet en kande øl der havde stået udenfor, og den rakte jeg til ham. Han nikkede endnu engang til mig, stadig uden at sige noget, og drak dybt som kun mænd, der arbejder hårdt i hede, kan. Men lidt efter forsvandt han ind i det bagerste rum i smedjen og kom så tilbage med noget, som han stak i hånden på mig.

Jeg så på det – det var et lille spænde, der kunne lukke den øverste flap af min skjorte for mig. Det var meget lille, meget fint udformet og jeg skulle siden opdage at Lothar – sådan hed han – brugte meget tid på at lave små, smukke ting, som ingen af mændene på borgen nogen sinde brød sig om. Jeg holdt af dem, og skulle tit finde andre fine ting i mine lommer uden at jeg vidste, hvordan de var kommet der. Nu lagde jeg spændet ned i den lille pose, hvor også Garps krystalsten lå, takkede Lothar omhyggeligt, selv om han ikke forstod mine vestord, og forlod smedjen igen.

Efter mit besøg i smedjen, tænkte jeg vagt på at finde køkkenet og noget mad, men valgte så staldene, for jeg ville se dyrene. Der var dog ikke så mange ponyer på stald her midt på dagen, men jeg så på de mange tomme båse og forestillede mig stalden helt fyldt op. Jeg blev varm om hjertet ved tanken og tænkte så ofte før på om jeg selv ville få en pony. Min egen pony.

Der var også andre dyr i stalden, eller i det mindste plads til dem, for sensommerens kolde sol gav stadig græs i de små indhegninger udenfor borgen. Men sådanne dyr interesserede mig ikke. Jeg forfulgte i stedet en skarp læderlugt, og kom til et lille rum, fyldt med remme og sadler. Midt i det hele sad en dreng på min egen alder og gned ihærdigt på noget hovedtøj. Han så forvirret op, da jeg kom ind, fordi jeg havde bevæget mig lydløst i mine nye bløde lædersko, men virkede ikke ellers overrasket, fortsatte bare roligt med sit arbejde, mens jeg betragtede ham. 

Han var nok på min alder, men han lignede mig ikke. Hans tøj var gammelt og så beskidt at dets farve var ubestemmeligt. Det var hans hårfarve nu ikke. Håret var mørkerødt, slet ikke som noget hår jeg nogen sinde havde set, og det var kraftigt. Store lokker sprang frem på begge sider af hans ansigt, selv om det meste af håret var samlet i nakken som borgmændene brugte det.

– Jeg hedder Ainsha, sagde jeg, og satte mig på hug foran ham.

– Det ved jeg godt, sagde han og tav lidt. Så kom han til at le. – Du er Sorayas søn, sagde han fornøjet, som var det en rigtig god historie.

– Nej, sagde jeg bare og rejste mig hurtigt. Men han var hurtigere.

– Bliv ikke sur, sagde han. – Maghan troede også jeg var hans søn, indtil han så mit hår.

Jeg så nærmere på ham, men forstod ikke. Så forklarede han: – Mit hår – jeg har mit røde hår efter min far. I begyndelsen var det lysere, men da Maghan så hvor rødt det blev, sagde han at jeg ikke var hans søn alligevel. Men han lod mig blive alligevel, fordi jeg er så god til hestene. Man må forstå at sno sig.

Dette var anderledes end noget jeg nogen sinde havde hørt. Jeg forstod godt drengens ord, men det var så uvirkeligt, så langt væk fra alt hvad jeg havde kendt, og jeg følte det som havde jeg levet i en tåge til nu. Og nu var denne verden en del af mit liv, noget jeg måtte forstå. Som i min febersyge, da det var som om noget i mig forvandlede sig for at jeg kunne forstå mit nye sprog, rev endnu en lille del af min barndom sig løs og forvandlede sig og mig, og jeg forstod hvad drengen mente. Det måtte alligevel havde været værre for ham. Hellere være min fars datter end slet ingenting.

– Jeg hedder Soutan, sagde han og så på mig. Jeg bukkede ikke, men rakte i stedet mine hænder ud mod ham. Det havde min mor lært mig var skikken hvor hun kom fra. Ikke det fornemmere, sydlandske hurtige buk. Soutan greb fat i mine hænder og holdt dem længe. Jeg mærkede fedtet fra læderolien, han havde smurt ind, men jeg havde ikke noget mod det. Det eneste, jeg kunne finde på at sige til ham, var om han havde sin egen pony. Han rystede på hovedet, der var kun mændenes ponyer, sagde han, og så nogle enkelte heste. Så blev vi begge tavse.

– Du er den eneste på min alder her, sagde Soutan efter et stykke tid. Jeg nikkede. Men det var som om vi var ved at blive kvalt af højtidelighed, og pludselig knurrede min mave. Det var som en befrielse. Vi begyndte begge at le, og det kom sådan bag på mig, for jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde leet. Men Soutan fik mig til at le. Hans røde hår var pudsigt, hans dialekt sær, olielugten stærk – alt omkring os fik os til at falde om på gulvet, hvor vi lo færdig, stadig med vores hænder knuget sammen.

– Kom, sagde Soutan endelig. – Jeg vil vise dig køkkenet.

Køkkenet viste sig at ligge på den anden side af det baderum, jeg allerede kendte. Det var så enormt at det ikke bare havde et gigantisk ildsted, men mange små. Der var kun ild i to af de små, og der syntes ikke at være noget mad noget sted. Men Soutan bevægede sig hjemmevant rundt, og havde hurtigt fundet brød og ost og fået hængt noget kød over gløderne. Vi satte os ved et hjørnebord.

– Hvem laver mad? spurgte jeg og tænkte på de mange mænd. Lavede de mad til sig selv?

– Garp som regel, sagde Soutan. – Eller mig. Men hvis Garp ikke er her, får jeg som regel hjælp fra Konti. Han er den ældste her, og rider ikke så gerne ud mere.

Jeg spiste brødet, der ikke var så velbagt som min mors, men alligevel godt. Osten var kraftig og stærk, og jeg måtte rynke næsen, men spiste den alligevel. Da kødet var færdigt, spiste jeg også det, samt mere brød, og Soutan stirrede på mig. Vi var begge lige overraskede over min appetit.

– Jeg har ikke spist siden jeg blev syg, forklarede jeg ham, men han troede det ikke. Konti havde kogt meget grød til mig, sagde han, men stoppede så og indrømmede at enhver kunne blive træt af grød. Han fandt mig noget gedemælk, som jeg drak ivrigt. Jeg havde kun sjældent fået mælk før.

Der havde været stille omkring os i så lang tid at jeg faldt ned af bænken, da jeg pludselig hørte min fars stemme.

– Soutan! Hvorfor er du ikke i stalden?

Soutan dukkede sig lidt, men skød så ligesom hagen fremad, og jeg undrede mig igen over den måde ingen af min fars mænd syntes at være bange for ham – og alligevel var det.

– Der var én der var sulten, høvding.

Jeg drejede hovedet mod min far, men kunne ikke finde ud af om han var vred. – Ainsha! sagde han bare, forbavset.

– Jeg er rask nu, far, forklarede jeg. Og fordi jeg stadig ikke var sikker på ham, tilføjede jeg: – Soutan er min ven, far. Han er den eneste på min alder her. Han har givet mig mad. Han siger jeg kun har fået grød, mens jeg var syg.

Først stod min far stille. Så satte han sig ned på gulvet. Det varede lidt før det gik op for mig at det samme var sket her som i stalden. Min far lo, så han ikke kunne stå op.

Så kom han sig. – Det passer ikke, sagde han, ventede lidt, og tilføjede så: – vi har også givet dig suppe.

Han lænede sig ubesværet henover bordet og greb fat i Soutans krave, så han måtte kravle op fra bænken og henover bordet og ned på den anden side. – Soutan! sagde min far og så på ham med et sært udtryk i ansigtet. Soutan lå ganske stille i hans greb og så bare op på ham.

– Måske er det meget godt, sagde far endelig. – Hun kunne blive meget alene her, ellers. Men du passer dine pligter i stalden, Soutan. Og hvis hun nogen sinde kommer til skade...

– Jeg sværger, høvding, sagde Soutan meget hurtigt, – jeg sværger at vogte hende med mit eget liv. Jeg vil vise hende borgen og dalen og lære hende alt det der er godt at vide, og hun vil ikke komme til skade, nogen sinde.

Min far lo, og hans ansigt blev mildere. Smilerynkerne omkring hans øjne ligesom trak de strenge linjer omkring munden opad. Jeg turde næsten ikke, men måtte spørge.

– Far, sagde jeg. – Må jeg få en pony?

Nu var det mig, der blev trukket tværs hen over bordet. Han så ned på mig og han lo ikke, men jeg kunne se på ham at han var tæt på det. Endelig nikkede han og slap mig. Jeg kunne få en pony.

– Far, sagde jeg, men min stemme var lidt svagere. – Hvis jeg får en pony, kan Soutan ikke passe på mig, når jeg rider.

Min far stirrede på mig, og denne gang var han ikke ved at le. Han var overrasket. Fuldstændig lamslået. Han kunne ikke tale.

For at hjælpe ham prøvede jeg selv at le, ganske forsigtigt. Soutan ville hjælpe mig, og lo også selv, lige så stille. Men min far rystede på hovedet, ikke for at afvise os, men fordi han ikke kunne andet.

– I er jo blevet tossede, begge to, sagde han, men gav sig. – Selvfølgelig skal du have en pony, Soutan. Du har jo lige lovet at vogte hende overalt.

Lettelsen ved det hele var så stor, at jeg lige pludselig mærkede hvor træt jeg var. Min far samlede mig op fra bordet, næsten uden at bøje sig, og lagde mig over skulderen. Han bar mig ud af køkkenet, men ikke tilbage til mit sygekammer. I stedet bar han mig ind i hallen, hele vejen igennem den og op ad en trappe bagerst. Vi kom op i et åbent stort værelse, med en enorm seng i midten. Min far lagde mig ned på den. – Det her er høvdingkammeret, sagde han. – Heroppe sover vi. Mændene sover i hallen.

– Og i værelset, hvor jeg lå? spurgte jeg søvnigt.

– Kun syge og kvinder. Her i hallen sover mænd!

– Og mig, mumlede jeg. – Og mig!

Og sov omgående.



Jeg ved du oprindeligt troede jeg ville fortælle om de sidste år, om hvordan vi mødte hinanden, Diarmid. Og jeg havde da også kun tænkt mig at fortælle dig kort om min barndom, om hvordan jeg kom til min far, om hvordan jeg kom til at leve i bjergene. Men jo mere jeg skriver, jo mere husker jeg. Der kommer så meget til mig, mens de gule sider langsomt fyldes ud, og jeg mærker nødvendigheden af at fortælle det til dig. Torall – som lærte mig at fortælle historier – lærte mig også at nogle historier må – skal – fortælles. Nogle historier lever deres eget liv, og hvis man ikke lader dem komme frem, vokser de og bliver mørke og modbydelige. Sådan en historie er min, og nu hvor jeg har tilladt den at titte frem, kræver den hele sin plads på de gule papirer. Jeg må fortælle hvad jeg kan og hvad jeg skal fortælle.



Soutan lærte mig at leve i borgen. – At leve borglivet er vanskeligere end nogen anden form for liv, sagde han, uden dog at forklare hvordan han kunne vide dette. – Man må kende reglerne, også dem der er umulige at forstå. Man må forstå at sno sig. Man må vide alt om de mennesker der bor her. Hvem man kan regne med, og hvem man helst skal skjule sig for. Hvad ved du om folkene her?

Jeg vidste ikke meget, og Soutan afbrød mig næsten inden jeg var kommet igang. – Selvfølgelig kan du stole på Konti! Konti elsker dig, det ved alle. Han sov i staldene den nat din far sagde han ikke måtte besøge dig mere. Hvad ved du ellers?

Jeg nævnte lidt tøvende smeden, og her anerkendte Soutan min opdagelse. – Smeden er fin nok, en fin fyr. Men han taler aldrig. Han har stået i den smedje og hamret på den ambolt, indtil den slog ordene ud af hans hoved. Der er nogen der siger han engang blev slået rigtigt på hovedet, og det var det der gjorde det.

Jeg mente smeden nu var klar nok i hovedet og viste Soutan det spænde, han havde lavet. Han grinede og viste mig et næsten magen til. – Men han laver ikke den slags til alle og enhver!

Hvem kendte jeg mere? Garp, naturligvis, og her behøvede jeg ikke engang Soutans svar for at vide at Garp var så ganske en fin fyr, helt i orden, selv om han sommetider bandede og svovlede over Soutans evner i køkkenet.

Kun ét navn til kendte jeg. Jorek, hviskede jeg, for også her behøvede jeg ikke Soutans svar for at vide at Jorek ikke brød sig om børn, ikke brød sig om Soutan, og slet ikke brød sig om mig. – Hold dig fra ham, indskærpede Soutan mig. – Tal ikke til ham, lyt ikke til ham, se ham ikke og lad ikke ham se dig. Det gør ondt at blive set af Jorek.

Og Soutan viste mig en serie blå mærker ned ad sit ene lår. Prisen for ikke at have gjort Joreks hest i stand dagen før. – Men din far kræver at mændene selv gør hestene i stand. Ellers skal de stå for længe, før jeg kommer rundt til den sidste. Men Jorek sparkede mig, da jeg sagde det til ham.

Soutan fortsatte. – Jorek er oftest sammen med Methan. De ligner hinanden, men Methan sparker ikke. Han venter i stedet udenfor i mørket og skræmmer livet af dig, og fortæller alle i hallen hvor bange du er for spøgelser. Men nu er vi to. Så kan vi gå ud sammen.

– Jarghan er også slem. Men han gør ikke så meget, han kigger bare.

Jeg mærkede det krible i huden af ubehag. Men Soutan lod ikke til at finde noget besynderligt i hvad han fortalte. Det var livet. Sådan var det bare. Og der var jo alle de andre mænd i borgen, ganske mange, som man kun skulle passe på, ikke være bange for. Og nogle få som man trygt kunne gå til.

– Niko, han er sød. Men han er ikke særlig gammel, bare en stor dreng. Han spiller på harpen somme tider. Han har vist lært det i Nim Faid, da han var dreng. Han løb væk hjemmefra med en gruppe købmænd, men de blev trætte af ham og efterlod ham her. Akhann er også rar. Han skærer trædyr og træmennesker i hallen om aftenen og giver dem væk. Men jeg er for gammel til at lege med den slags. Hvem mere er der? Nerak er sjov. Han kan få hele hallen til at æde deres egne tunger af bare grin. Og Finntor. Han er også fin.

Listen over mænd jeg skulle passe på, var foruroligende lang i forhold til de få mænd, Soutan regnede som sikre. Men borglivet var ingenting i forhold til bjerglivet. – Du må aldrig ride ud i bjergene, ikke uden mig i hvert fald. Der er så mange kløfter og fald og stier og dale. Måske falder du og brækker benet. Måske farer du vild og finder aldrig tilbage igen. Der var én sidste år, Heg, som går blandt stjernerne nu. Han gik ud en vinteraften for at komme lidt væk fra din far, men det begyndte at sne og blæse op, og han kom aldrig igen.



Jeg sugede alt til mig og huskede hvad jeg kunne. Nok var min far konge, men jeg var ingen prins, og jeg ville få brug for både held og forstand, hvis jeg skulle klare mig her. Men jeg ville klare mig.

Med Soutan klarede jeg mig. Han var altid i nærheden af mig og altid klar med et godt råd, en god idé, et klap på skulderen. Han lærte mig virkelig alt om at leve både bjergliv og borgliv.



Kapitel 3
BJERGENES TAG

Jeg husker det næste år mere i glimt end i begivenheder. Jeg var meget lykkelig. Jeg vænnede mig til at vågne ganske tidligt, endnu før min far, og smutte i tøjet og væk uden at han opdagede det. Her, før nogen var oppe, var borgen min.

Og Soutans, selvfølgelig. Som regel ventede han på mig i køkkenet til morgenmad, hvis jeg ikke var for langsom. Var jeg for langsom, var han allerede nået ud i stalden, hvor han stod og puslede om sin pony, mens min egen, Shetalet, måtte stå alene ved siden af.

Jeg ved ikke – det er muligt, at Soutan elskede sin pony, Nemus, endnu mere end jeg elskede min, Shetalet. Uanset hvor tit jeg striglede og gned Shetalet, skinnede Nemus som rødt guld. Nemus var nemlig rød – af samme farve som Soutans hår – mens Shetalet var kulsort. Som mit. De lignede ikke de almindelige bjergponyer. De var fra Mekinth, og jeg havde hørt min far prale af dem i hallen. Med sådan en pony ville der ikke være ende på hvad jeg kunne gøre, sagde han til mig.

Hvis han opdagede hvor meget mere Soutan kunne gøre med sin pony end jeg med min, sagde han ikke noget om det, og jeg selv bar ikke nag. Soutan havde tilbragt sit hele liv i stalden, hans liv var disse heste, og jeg elskede ham som en bror. At han ikke var det, gjorde ingen forskel. Konti fortalte mig historien om dengang Soutans barnelokker faldt af og afløstes af den solrøde farve han bar nu, og hvordan hans mor havde valgt hurtigt at forlade borgen med den eneste mand med en tilsvarende kulør, og jeg undte Soutan alt godt. Ved at tænke lidt tilbage forstod jeg uden at spørge for meget at Soutans mor måtte have været årsagen til min mors forvisning til hytten ved søen, men heller ikke det sagde jeg noget om. Desuden var der jo den tredje kvinde. Eller den fjerde. Eller måske den femte. Konti var sært uvillig til at snakke om det. Den kvinde, der ikke havde været død længe sammen med sit lille barn, da min far kom for at hente mig hjem. Nogen ny kvinde var ikke kommet. Der fandtes ikke længere kvinder i borgen, og efter hvad Soutan sagde, havde min far aldrig tilladt andre kvinder end sine egne i borgen. De skabte splid, sagde han. Mændene måtte ride væk fra bjergene til landsbyerne, hvis de ville se nogen, og det gjorde de så.

Men alle disse tanker var ligegyldige for os, borgens børn. Vi var alles yndlinge, også Soutan, efter at min far havde taget ham til nåde som min legekammerat. Garp fodrede os godt fra køkkenet, Konti holdt øje med at vi – eller rettere jeg – havde det godt, og mændene legede med os. Kun Jorek sparkede til Soutan, når han kunne komme til det – nej, vi var vist ikke alles yndlinge.

Vi havde selvfølgelig pligter. Jeg hjalp altid Soutan i stalden, men sammen gjorde vi morgenens arbejde hurtigt. Der skulle gives foder og vand til gederne og ponyerne. Hø og strå skulle bringes ned fra loftet. Sadler og hovedtøj lægges parat. Geder og fjerkræ skulle lukkes ud i deres indhegning. Men så var vi frie og kunne ride ud sammen. Bjergene var vores. Dagen var altid ganske ung, og mørket kun netop veget for den rødlige krans over bjergtinderne i øst. Eller dagen var frisk og vågen, og vi hørte mændene råbe til hinanden på deres spejderture gennem passet, et arbejde vi ikke måtte forstyrre dem i, for de ledte rejsende fra nord og syd gennem bjergene. Somme tider var luften omkring os tåget, så vi måtte ride forsigtigt, men ud red vi altid.

Om eftermiddagen måtte vi vende tilbage for at gøre Soutans pligter i køkkenet. Garp ventede på ham, altid kort for hovedet og arrig over al den frie tid Soutan nu havde, som gjorde at han, Garp, fars ældste mand, måtte tilbringe alle dagene i køkkenet, som en anden kvinde.

Men på en eller anden måde faldt hans vrede altid til ro, og ikke lang tid senere viste det sig som regel at det værste var overstået, at kødet bare skulle stå og simre og brødet bage, og vi to børn kunne jo godt løbe lidt ud og lege, dagene var jo så korte og vinteren kun et dagsridt fra os.

Og så kom vinteren. Hvide fnug over det hele. Bjergstormene fyldte passet. Det ville ikke vare længe før det frøs til, og de sidste rejsende hastede over. Det var alt sammen til fars og mændenes tilfredshed, for de havde gode gaver med til os, især nu hvor det blev absolut nødvendigt at have en god fører med sig, hvis man skulle undgå de forfærdelige lumske dale og slugter, der ingen veje førte hen.

Til sidst var snefnuggene så mange og havde ligget så længe, at min far forbød Soutan og mig at ride ud. Min far så ikke ud til at kunne tåle protester, men det var svært at skjule skuffelsen. Og næste dag kom han da også hen til hvor jeg sad i hallen, og sagde at vi ville ride den dag også. Ham og mig.

Vi red på hans hest, Satchmo, borgens største dyr, så stor at han snildt kunne bære os begge. Jeg kunne godt se efterhånden som vi bevægede os opad, hvorfor min far ikke ville lade mig ride alene mere. Han vidste selvfølgelig heller ikke hvor usædvanligt sikre Shetalet og Nemus var, at deres små, fintskoede hove aldrig gled eller snublede. Men sneen var allerede mange steder så dyb, at selv Satchmo havde problemer.

Og dog nåede vi til tops. Så højt op i bjergene som det var muligt at komme. Torann Mitiel, eller Verdens Tag. Lige gyldigt hvorhen jeg så, faldt bjergene væk fra os, og De Nordre Bjerge lå omkring mig, et landskab så skønt og så småt, som de landskaber, jeg havde formet af jord ved søens bred, da jeg var lille. Overalt strålede og blinkede den frosne sne, og solen skinnede på det hele som ville den tø alt og skabe et øjeblikkeligt forår. Men der var ingen varme i dens stråler, det var en tom skønhed, og dog alligevel så prægtig at jeg mærkede noget i mig strække ud og forsøge at nå omkring det hele. Bjerge og dale, sne og sol, den uendelige fred over det hele, kun brudt af lyden af den svage vind, bjergvinden der aldrig tav. Her vil jeg altid leve, tænkte jeg uvilkårligt, men vidste omgående at det ikke bare var bjergene og dalene jeg ville leve i, men dette nu, denne fornemmelse af en frihed, der aldrig ville høre op.

Min far må have følt noget af det samme, for hans stemme var hæs, da han efter lang tid begyndte at tale.

– Heroppe ved Verdens Tag, Ainsha, sagde han, – er det, jeg føler mig som en mand. Når jeg er her, føler jeg at jeg hverken frygter døden eller livet. Heroppe kunne en mand kaste sig ud i afgrunden uden anden følelse end glæde over stjernernes løb, fordi intet andet sted er livet så stærkt som her.

Jeg så mig omkring med nye øjne. Min far havde ret. Her stod vi – eller rettere sad på Satchmo – og overalt omkring os var livet i al sin styrke. Men døden var aldrig længere væk end få skridt fra stien. Afgrunden var uendelig, og det var utænkeligt man skulle kunne overleve et styrt ned ad disse klipper. Jeg gøs velbehageligt. At livet kunne føles så hårdt og dog så kosteligt, havde jeg aldrig vidst. Endnu en gang tænkte jeg at det var som om årene i hytten havde været en tåge. Her var ingen tåge. Alting var klart og så skønt at det ikke var til at bære og dog ikke til at leve foruden.

Atter tænkte jeg de samme tanker som min far. – Døden, Ainsha, sagde han, – er altid tæt på os mennesker. Din død, min død, din mors død. Så tæt som afgrunden er på os nu. Derfor er det at livet er en så kært. Men husk at det ikke er døden man skal frygte.

– Hvad så, far, hviskede jeg, for kulden var for stærk til at jeg kunne tale normalt.

Først var det lidt som om han ikke hørte mig. Så fortsatte han.

– Denne luft, Ainsha. Så ren som da den blev skabt. Når man trækker vejret heroppe, ved man hvor sløv og brugt luften hjemme i hallen er. En sen aften, hvor alle mændene er hjemme, og bålene har brændt i lang tid, og alle falder hen i døs. Det er den død, der er den værste, forstår du. Når man ikke længere retter sig op og trækker vejret i frihed, men falder hen i sløvhed og dovenskab.

Jeg tænkte på min far i hallen, sammen med mændene, med sit drikkebæger i hånden, altid netop tømt eller på vej til at blive fyldt, brølende af latter over nogle gode ord. Men det var ikke det, han mente. Livet selv, når man glemte hvor sød den friske luft kunne være, hvor skønt sollyset mod frossen sne kunne være, ens ånde, der stod som skyer ud fra munden. Jeg ville aldrig glemme det.

– Så er det døden, der gør livet skønt, fik jeg sagt, selv om netop dette liv fik mine tænder til at klapre. Min far lo og trak mig ind i sin kappe.

– Ja, sagde han. – Netop sådan.

Jeg var grebet af det hele i lang tid på turen nedad. Det var først, da vi var helt nede i borgdalen, og sporet foran os var sølet og slapt af de mange mænd, der havde redet frem og tilbage, at jeg huskede at det hele ikke var så enkelt. Min mor var jo død. Når livet nu var så skønt, kunne hun vel ikke have ønsket at miste det. Hvem kunne det? Men på et eller andet tidspunkt måtte hun have glemt smagen af den skarpe, friske luft, solen og bjergvindens sang. Hvorfor?



Den første vinter overraskede mig med sin voldsomhed. Vinden blæste hårdt og de frosne snefnug skar små, blødende rifter i huden, blot man bevægede sig fra hallen til stalden. De store borgmure beskyttede mod meget sne, men udenfor dem, i dalen og på stierne opad, fyldte sneen alt, indtil det blev håbløst at forsøge at bevæge sig væk. Men det gjorde ikke noget – når Ealinn Meald var sådan lukket inde, var passet også lukket. Der kom ingen uventede fremmede i dette vejr.

Det betød også mange dage tilbragt indendørs. Hallen var stedet hvor efterhånden alle opholdt sig, og for mig, eneboerbarnet, var det endnu engang et ganske nyt liv. Der var megen underholdning. Brætspil og gode historier om mændene fra Mekinth, detvaelis tåbeligheder, præsterne fra Nim Faid – vi fulgte med i det hele. Nogle af mændene sang, omend ingen skønsang. Niko og Akhann kunne begge spille strengespil, og sad oftest i et hjørne af hallen med dem der brød sig om det. Det holdt jeg meget af, og med min fløjte lærte jeg at følge Nikos melodier, både de langsomme og de hurtige dansemelodier. Han lærte mig selv at spille på den lille harpe, selv om det faldt mig noget sværere end fløjten. En sjælden gang sang jeg, men mændene brød sig ikke meget om de sange jeg kunne, og derfor sang jeg oftest, når Niko og jeg sad alene og øvede os.

Men så mange mænd sammen, med kun de samme historier og de samme sange at deles om, gav også mange forstemmende stunder. Der var kævlen indbyrdes, pralerier, hån, irritation over mig og Soutan i den hal den vinter og alle følgende jeg kan huske. Det var ikke underligt vi søgte andre steder hen. Meget af tiden tilbragte vi i køkkenet, som Konti og Garp også tit fortrak til, men når køkkenet blev os for småt, gik vi på opdagelse.

Som jeg har fortalt før, var borgen bygget af min farfar. Hvorfor og hvordan stod mig længe uklart, men jeg vidste, at det var sket efter krigen mellem Nord og Syd, den krig der fandt sted efter Blodsommeren. Blodsommeren brød ingen sig om at tale om, og dog havde ingen af mændene selv oplevet den. – Vi husker med knoglerne, sagde Konti, da jeg spurgte ham om den. – Mine forældre oplevede krigen, og Blodsommeren selv. Min far undslap den kun med nød og næppe. Sådan husker vi mennesker. Og så er vi endda fredelige hvor jeg kommer fra. Detvaeli og antainerne husker med blodet. Sådan er de. Spørg ikke om Blodsommeren, lille kriger. Du ønsker ikke at lære om den slags endnu. Spørg mig om heste i stedet. Spørg mig om den bedste kur mod forfangenhed, mod sadelsår, den slags.

Garp gryntede. – Blodsommeren jog os herop i bjergene.

Og han blev pludselig tavs.

Vi glemte Blodsommeren og de mange spørgsmål, når vi udforskede Ealinn Meald. Der var så meget at opdage, og selv Soutan, der mente han havde været overalt, fandt nye hemmeligheder og gemmer. Staldene og hølofterne var længe vores yndlingssteder, for man kunne grave lange gange i høet og bore sig ned i varme huler, mens man lyttede til mændenes lavmælte snak, når de så til hestene. De mindre huse med værkstederne huede os også, selv om der kunne blive bitterligt koldt. Men bedst var stokværket over hallen. Der befandt sig selvfølgelig min fars og mit soverum, men der var gjort parat til flere rum i den anden ende af stokværket. Der var en fruerstue, opdagede vi, komplet med stor seng og pigekammer ved siden af. Kun delvist tildækket stod støvede væve, både rigtige stofvæve og broderivæve, i hjørnerne. En harpe med enkelte knækkede strenge var der også. Der havde tydeligvis engang holdt nogle kvinder til, men det var længe siden. Nu kiggede vi i deres kister, og fandt mange spændende ting. Spejle, kamme og hårspænder, bælter, tørklæder – vi klædte os festligt ud og havde megen fornøjelse ud af det. Flere ruller fint stof i en anden kiste, godt vævet og parat til at blive skåret til og syet sammen til festtøj. Jeg kiggede noget, men sagde intet til Soutan, da jeg opdagede nogle stofrester i samme kiste, røde med indvævet guldbort. Min mor havde boet i dette værelse.

I en af kisterne fandt vi bøger. Jeg havde aldrig set bøger før, men Soutan vidste hvad det var, og vi kiggede ærbødigt på de stive bind, der indeholdt verdener vi ikke forstod. Kun billederne kunne vi tyde lidt af og ellers beundre, for de var farvestrålende og smukke. Jeg mærkede for første gang et brændende ønske om at lære at læse, men da jeg efter lang tids venten og manden mig op omsider fik spurgt min far om hvordan, opdagede jeg til min overraskelse at han heller ikke kunne læse.

Kun tårnet fik vi ikke lov at gå i. Det var altid aflåst, og det irriterede os umådeligt. Vi talte længe om hvad der kunne være så hemmeligt, at borgens udsigtstårn – den vigtigste bygning af dem alle – skulle holdes låst, indtil Konti fortalte os, at bygningen efter de mange år med vind og vejr nu var så forfalden, at det var farligt at kravle rundt i den.

Den eneste del af tårnet vi kom i, var bunddelen, som man kom til ved hjælp af en trappe ovenfra, for der var naturligvis ingen dør i jordhøjde til tårnet. Derfor var det store rum mørkt og koldt som en kælder, og det var også på en måde en kælder, for i midten af rummet fandtes brønden med den livsnødvendige vandforsyning som Konti havde fortalt mig om på min allerførste dag i borgen. Det var ikke en ægte brønd, for det var naturligvis ikke muligt at grave sig vej ned til grundvandet her i bjergene, men den kunne alligevel fyldes med vand efter behov, for den bjergkilde der forsynede hele borgen med vand havde også et afløb her. Fordi ingen nogen sinde angreb Ealinn Meald og ingen nogen sinde forventede det, stod brønden tom, men Soutan og jeg fyldte den alligevel af nysgerrighed ved at fjerne dækslet i brøndens side. Det tog et spændingsfyldt døgn før vandet havde fyldt brønden og vi atter kunne skubbe dækslet på plads. Så tændte Soutan et lys og vi så ned i vandet –

og jeg huskede pludselig hvad jeg ellers havde glemt, at vand rummede hemmeligheder og rædsler for mig, at jeg hadede at se i vand, at mennesker og billeder kom til mig gennem vandet. Men jeg kunne heller ikke lade være med at se, for jeg så en kvindes ansigt, en sovende kvinde, der pludselig vågnede med et sæt og kiggede op. Hun stirrede på mig og jeg stirrede på hende, for hendes mund bevægede sig og jeg hørte hendes ord lige så tydeligt i mit hoved som havde hun talt dem overfor mig. – Soraya! Soraya!

Jeg sprang tilbage og Soutan greb mig. Hans forbløffelse var stor, for han havde intet set og intet hørt og havde dog kigget i det samme vand som jeg. Men han betvivlede heller ikke hvad jeg sagde, for selv om begivenhederne i borgens liv var almindelige og regelrette, hørte vi dog tit udefra om andre begivenheder og andre evner, og præstinderne i Mekinth havde vand, man kunne se fjernt i, vidste vi. Måske var dette gammelt præstindevand? Alt kunne være sket i denne borg.

Vi blev enige om ikke at sige det til nogen. Selv brød jeg mig ikke om at nærme mig tårnbrønden igen, men Soutan så i den efter nogen tid og fortalte mig at vandet igen var sivet væk.



Pånær min oplevelse ved tårnbrønden skete der meget lidt den første vinter, og vi beklagede os tit over det. Derfor og fordi han selv kedede sig, begyndte Konti at træne med os.

Først var det bare småting; at stå på hænder, at strække vores ben og arme frem og bagud i alle retninger, så vi blev smidige, at lære os at rulle rundt forfra og bagfra hurtigt og uden at slå os. Så lærte han os at brydes. Først på knæ med hænderne begravet i hinandens kjortler – frem og tilbage, så til den ene side, så til den anden, undertiden i samspil, undertiden i rigtig kamp, indtil vi kendte alle bevægelser, alle styrker og svagheder i den andens krop.

Så lærte han os det i oprejst tilstand, i et hjørne af hallen, hvor der blev lagt strå og tæpper, så vi ikke slog os når vi faldt. Der var de nemme bevægelser – Glid til siden og ud, Glid ind under og ud, Bøj ind under og ud, Vrid fri, Forskræk fri. Så kom kastene, først bagud, så på hoften, drejet og frem, og endelig skulderkastene, som kunne være ganske smertefulde at lande til. Selv om Soutan var yngre end mig, var han alligevel det større, og vores vægt og styrke passede perfekt til hinanden. Sjovest var det at opdage at de bevægelser vi to børn kunne udføre på hinanden, også kunne udføres på Konti eller på andre af hallens mænd, der muntrede sig ved at lege med os. Selvfølgelig kunne Konti gøre modstand hvis han ville, men han påstod, at de kunster vi nu lærte var så virksomme, at de ville virke på voksne mænd, blot vi overraskede dem. Jeg troede ham, selv om det tog tid før min spinkle krop kunne kaste Kontis blot ved en hurtig bevægelse og et vrid med hoften.

Somme tider kaldte Konti os ind i mørkningstiden, hvor solen var på vej ned, men hallens bål og lys endnu ikke tændt. Så trænede vi nattekamp med hinanden, sneg os frem mod hinanden i mørket med tilbageholdt åndedræt og hamrende hjerte, indtil vi fornemmede hinandens tilstedeværelse og sprang frem, lige så tit offeret som fangeren.

Der var også stavkamp, med træstave lige så lange som vi selv var. Stavene kunne gøre virkelig skade, men under Kontis krævende træning lærte vi at beherske dem. Sammen med stavkampen hørte knivkastning og bueskydning, morskaber som alle hallens mænd deltog i. Små sværd, daggerter, fik vi også lov at øve os i, selv om det ikke havde så megen mening for så små størrelser som os, sagde Konti. Men en dag ville vi få rigtige våben, så ville vi være rigtige mænd, lovede han uden så meget som at blinke med øjnene, da han så på mig.

Disse ting trænede jeg ikke bare den første vinter, men de efterfølgende år, sommer og vinter. Selv efter at Soutan havde forladt mig, trænede jeg, og Konti hjalp mig villigt, som kunne han med disse færdigheder udligne min krops pigede svagheder.

Hvordan Soutan forlod mig, må blive det næste jeg skal fortælle.



Jeg viste Diarmid disse sider. Mest for at glæde ham, fordi jeg ved det har været svært for ham at skaffe papir til mig – det skal hentes så langt væk fra. Gid vi kunne lave det selv, men det er for svært.

Men Diarmid tænkte ikke på papir, da han læste det, kunne jeg se. Han blev blot så tavs. Sad og så på siderne som var det mere end det var – der er to snes sider – jeg har svært ved at holde min skrift lille. Så greb han pludseligt papirerne og gik sin vej. Jeg blev først bange for at han ville smide dem ud, men besluttede mig så for at det var ligegyldigt. Nu det var skrevet, betød det ikke mere så meget.

Han kom tilbage om aftenen, og jeg kunne se at noget var sket i ham. Han gav mig tilbage hvad jeg havde skrevet. Siderne var ikke helt så rene som de havde været før, men der manglede ingen, og de kunne stadig bruges. Da jeg takkede ham, så jeg at hans øjne var mørke og dybe af smerte. Han kunne ikke tale til mig, end ikke synge, men greb i stedet sin lut og gav sig til at spille. Tonerne var vrede og sære og vilde, og fik mig til at ryste, så jeg måtte bede ham holde op. Vi spiste sammen i tavshed, men hans vrede var ikke vendt mod mig, og derfor viste jeg ham også det jeg havde skrevet om eftermiddagen efter at han gik.



Soutan og jeg havde trænet nærkamp hele eftermiddagen. Jorek og Akhann og nogle andre var kommet for at se på sammen med Konti, og til sidst kom min far også. Jeg hørte de højrøstede stemmer bag mig, men havde travlt med at vælte Soutan, der kendte mig så godt at han kunne modstå alle mine kneb. Til sidst vandt jeg alligevel, og jeg rejste mig triumferende. Konti roste mig, og et par af mændene, men min far sagde ingenting.

Senere på dagen bad jeg Konti om at skære mit hår til, fordi det blev ved med at falde ind i mine øjne. Han var begyndt på dette, da min far kom forbi og igen stoppede for at se på.

– Det er sidste gang du skærer af hendes hår, sagde han endelig. – Hun er gammel nok til at bære det langt.

Jeg protesterede, men det fik kun min far til at se nøjere på mig. Det var ikke længe siden han havde forbudt mig at bade sammen med Soutan efter træningen, hvilket var meget upraktisk, da der kun var det ene baderum.

– Ridning og nævekamp kan ikke gøre det, sagde min far til Konti. – Det er slut med at være Sorayas søn. Hun skal opdrages ordentligt.

– Hvordan? sagde Konti uanfægtet, og lod atter sin kniv glide gennem mine hårspidser, så det kildrede i min nakke og jeg gøs, men jeg lyttede opmærksomt.

– Vi må få nogle kvinder herop, sagde min far. – Lære hende at sy. Spille musik. Lave mad. Den slags kvinder gør.

– Kan hun allerede, sagde Konti og målte mit hår. Så langt som sin knivslængde plejede han at skære det. – Hun spiller fint musik. Jeg vasker ikke hendes tøj for hende, og jeg syr det heller ikke. Mad spiser hun også, men det laver jeg heller ikke.

Min far lo. – Hvad laver du egentlig? spurgte han, og i hans stemme var den latter, der fik mig til at elske ham. Konti så bare fornærmet op og smed hår i hovedet på ham, men også det lo han bare ad. Nogle dage kunne man gøre alt ved ham, andre dage tålte han kun tavshed.

Soutan lo også, sammen med mig. – Konti har travlt med at lave sin egen mad, sagde han og dukkede sig for Konti, der blev lidt rundere år for år.

Det var som om min far hidtil havde glemt Soutan. Nu forsvandt latteren fra ham, og han så nøje på os begge. – Du er ved at blive lidt for gammel for din legekammmerat, Ainsha, sagde han. – I vokser jo til begge to.

Vi blev alvorlige, mens vi ventede på hans fortsættelse. Så lo han atter. – I morgen kan du rejse hjem, Soutan, sagde han, og hans stemme var ganske venlig. – Du har gjort dit arbejde godt her.

Soutan blev bleg og jeg råbte op, men det irriterede blot min far, og han beordrede mig til at være stille.

 – Høvding, sagde Soutan langsomt. – Jeg har jo ikke noget at rejse hjem til.

Min far trak på skuldrene. – De kan vel finde noget til dig, i landsbyen. Var det ikke Khatan Syd din mor kom fra?

Soutan nikkede. Min far klappede ham på skuldrene. – Det skal jeg nok ordne.

Så gik han, fløjtende. Vi sad tilbage, og jeg ønskede inderligt det ikke havde været i dag jeg ville have mit hår skåret. Men sådan var det. Konti sagde heller ikke noget, rensede bare sin kniv med et ansigt så lukket som en klippeblok.

 Og næste dag tog Soutan afsted.
 død, der lurede på mig så snart han gik, var bange for ham. Kun somme tider, når han ikke var der, og søen i mit sind bredte sig og truede med at drukne mig, kunne det ske at jeg alligevel frygtede for at dø. Det var som om en tung, tung vægt lå på mit bryst og tyngede mit åndedræt ned. Men det stoppede aldrig helt, en eller anden kraft i mig fik mig til at blive ved med at trække vejret, blive ved med at leve, indtil så mange dage var gået, at jeg nu vidste jeg ville leve.

Det var en mærkelig fornemmelse at stå ud af sygesengen første gang og stå på mine ben, der rystede snart i den ene retning, snart i den anden. Jeg var fristet af Kontis forlangende om at jeg lagde mig igen, men jeg var træt af sengen, og til sidst fik jeg lov til at tage tøj på og forlade sygeværelset og træde ud i borggården.

Mine klæder var nye, og de var til en dreng, uden at nogen havde talt om det. I bæltet hang allerede min kniv og min fløjte i hver sin lille læderskede. Jeg følte mig godt påklædt, da jeg selv åbnede døren og trådte ud.

Mit nye liv begyndte den dag. Den dag i borggården. Jeg husker at solskinnet først blændede mig og fyldte mine øjne med vand, og at efterårets kulde dernæst fik mig til at ryste endnu mere, indtil jeg tog mig sammen og holdt op. Vandet i mine øjne forhindrede mig i at se helt klart, og derfor så jeg, hvad jeg ikke havde set den første dag, at bjerget og borgen var ét, at jeg stod i bjergenes hjerte, at jeg var så langt væk fra lavlandet som jeg kunne komme. Mit eget hjerte løftede sig.

Jeg skulle siden hen se Ealinn Meald med andre øjne og forstå bygningerne bedre. Hallen var faktisk bygget ind i et bjerg, Han Ealinn, et bjerg så stejlt og ugæstfrit at ingen nogen sinde nærmede sig fra den side. Og tårnet var det vagtsomme øje borgens bygherre –  min farfar skulle jeg senere få at vide – havde skabt sig. Fra de øverste vinduer havde man udsyn over Ealinn Meald og over dalen borgen lå i, med den begyndende nedstigning til Aran til den ene side og det besværlige pas og begyndelsen på Nordstien til den anden side. Nordsiden behøvede ingen særlig overvågning på grund af Han Ealinn. Det bjerg besteg man ikke, ingen nattemænd kom vandrende derfra, ingen overfaldsmænd lå på lur dér. Passtien sneg sig udenom Han Ealinn, ad små fremspring og usynlige passager. Uden det arbejde min farfar havde gjort med at bygge stien, ville der overhovedet ikke have været nogen vej gennem passet, men kun slugter og dale og klipper, strømme af vand forår og sommer, måske en enkelt heldig passage tidligt om efteråret, men aldrig nogen sikker. Det eneste sikre pas gennem bjergene løb gennem borgen. Man måtte simpelt hen rejse igennem borgpladsen for at komme fra Aransiden til nordsiden. Nogen måtte åbne de store porte for en. Og nogen – min fars mænd – måtte lede én sikkert gennem det lumske bjergpas, hvor den rigtige sti ellers så let kunne fortabe sig blandt lumske narrestier.

Hvorfor nogen overhovedet skulle befatte sig med denne usikre rejse, kunne man nok undre sig over, for var der noget nordfolket og sydfolket havde til fælles, var det deres fælles foragt for hinanden. Men som en storagtig mand kan finde interesse i en ligeså hoven kvinde, havde også nord og syd fundet noget tilfælles, og jeg skulle i årenes løb komme til at se mange varer passere gennem Ealinn Meald. Vin og krydderier og fint tøj kom sydfra, og nordfra kom hvad sydlændingene havde lært at sætte umådelig pris på, nemlig rodhven og heste. Der kom dog ikke mange heste, for de er detvaelis kæreste eje, men af rodhven kom der umådelige mængder, og jeg undrede mig tit over hvor store menneskemængder der skulle til for at spise sig igennem alle disse røde blade og rødder. Havde jeg anet hvor mange mennesker jeg siden skulle komme til at se, ville jeg snarere have undret mig over at passet kunne rumme tilstrækkelige mængder af den lille bjergurt.

Portene til passet befandt sig i borgmuren, der rummede alt undtagen bjerget bag hallen. Muren var ikke særlig høj, men det behøvedes heller ikke, for bjergsiderne var så umådelig stejle, og passtien så umådelig smal. Intetsteds udover på borgpladsen, kunne der ride mere end én mand ad gangen.

Men alt dette tænkte jeg ikke på den iskolde efterårsdag, da jeg stod i den skarpe sol og kiggede mig omkring. Jeg kiggede for at se om jeg kunne se de mænd jeg havde rejst med, om jeg kunne finde blot lidt at genkende i alt dette fremmede.

Det kunne jeg. Rundt omkring fra huse og andre smuthuller dukkede mænd frem og nærmede sig, hidkaldt af de førstes fornøjede udbrud. Nogle få – Garp især – genkendte jeg, men ved synet af de andre havde jeg mest lyst til at klynge mig til min far og Konti. De var så stygge at se på med deres mørke, sortskæggede ansigter, og selv om de fleste grinede henrykt til mig, fik synet af de store tænder midt i disse fjæs mig til at tænke på ulve. Og dengang havde jeg end ikke set en ulv.

Konti mærkede min bevægelse imod ham og skubbede mig blidt væk igen. Jeg rankede mig så godt jeg kunne, foldede mine hænder og bukkede stift, som min mor engang havde lært mig at gøre, da hun endnu troede at andre gæster end Konti ville komme til vores lille hytte.

Bag mig hørte jeg min fars stemme. – Ainsha! Min Ainsha!

Den nærmeste af mændene gentog det. Ainsha! Manden ved siden af ham ikke blot gentog mit navn, han råbte det. Og da han gjorde det næste gang, råbte næsten alle mændene med ham. Pludselig råbte de alle sammen. Jeg var ved at besvime af skræk, men så vendte min feber tilbage, og jeg følte mig i stedet ganske fornøjet med det hele. Jeg smilede til mændene, bukkede endnu engang og trak så min kniv op ad skeden og hævede den højt op i luften. Den glimtede i solen, og jeg så at det var slet ikke min gamle kniv, men en funklende ny kniv, blot med et sort skaft som den gamle.

Et kort øjeblik blev mændene tavse, og jeg troede at jeg havde handlet forkert, ligesom Jorek, men så råbte de mit navn igen. Nej, de ikke råbte, de brølede, og jeg vaklede på mine ben. Men jeg havde ikke handlet forkert.

Konti lagde sin hånd på min skulder. – Så er det tilbage til sengen igen, lille kriger, sagde han, men hans stemme var anderledes, en smule rystende. Og jeg vendte mig og fulgte ham tilbage, taknemlig da jeg omsider lå ned igen i sengen.

Min far kom ind igen lidt senere. Han stod længe ved sengen og kiggede på mig. Jeg prøvede at kigge igen, men mine øjne blev ved med at falde i. Men efter at jeg opgav kampen, blev mine tanker alligevel hængende i værelset, som var det der var sket for stort til at jeg kunne sove fra det. Min far og Konti talte sammen, og måske var det feberen der gjorde det, men deres sprog var ikke længere så svært at forstå. Det var som havde en lille del af min barndom i mig vendt sig, og givet mig dette nye sprog. Mit gamle måtte så være forsvundet, forstod jeg i min døs, men det gjorde ikke noget længere.

– Måske, sagde Konti til min far, – vil du opdage at du ikke er så hårdt ramt af skæbnen endda.

– Måske, sagde min far, men jeg kunne høre han ikke mente det. – Der er så mange måskeer, men du ved lige så vel som jeg at det intet betyder. De gør det for at tækkes mig. Tro ikke at hun nogen sinde ville kunne stå alene over for dem og få dem til at gøre det samme. Ikke nu, og slet ikke senere.

– Næ, det er sandt, sagde Konti, og hans stemme var ligesom hæs. – Din mening om kvinder er ikke høj. I Dal Linth har de ellers i nogle år været ledet af en kvinde. Hvis nordfolk kan, kan vi vel også.

Min krop føltes kold trods sengens varme. Jeg forstod at selv om jeg på en eller anden måde havde gjort det rigtige foran mændene idag, hjalp det alligevel ikke. Jeg ville aldrig kunne gøre det helt rigtige. Der ville altid være noget forkert mellem mig og dem. Mellem mig og min far. Jeg stønnede i min halvsøvne, og omgående mærkede jeg hænder omkring mig, men Konti var ikke nok, jeg kaldte på min far, indtil han endelig satte sig på sengen og holdt omkring mig. Først da kunne jeg sove.



Da jeg vågnede næste gang, havde jeg glemt alt om dette. Jeg var alene, men det gjorde ikke noget, for jeg mærkede at jeg nu var helt rask og ganske veltilpas.

Mit nye tøj lå parat til mig og jeg tog det på, spændte bæltet og sikrede mig at både kniv og fløjte stadig lå i deres læderskeder. Så forlod jeg sygeværelset.

Borggården var mindre og mere overskuelig nu, hvor jeg ikke havde feber mere, og de få mænd jeg kunne se, hilste heldigvis blot med venlige grin og kom ikke hen for at se nærmere på mig. Jeg følte mig fri til at kigge uforstyrret på alting.

Jeg kiggede først på smedjen, fordi der kom spændende lyde derfra. Jeg havde aldrig set en smedje før. Nu så jeg at den bestod af et stort rum med et enormt ildsted i den ene ende. Ilden her blussede stærkere end nogen anden ild jeg havde set, for en hivende blæsebælg ved dens side fodrede den med luft. Jeg skulle senere opdage hvor snedigt smeden fik en vandmølle til at bevæge blæsebælgen for sig, men nu troede jeg som med så meget andet at det var magi, og at smeden var en troldmand.

Han stod selv lidt væk fra ilden og arbejdede på en hestesko over ambolten, endnu rødglødende af varmen. Hans hammerslag faldt hurtigt og nøjagtigt og hensatte mig i en mindre fortryllelse, som først blev afbrudt, da han løftede hovedet og fik øje på mig. Vi stod lidt og så afventende på hinanden – jeg huskede ham ikke fra den første dag, selv om han tydeligvis vidste hvem jeg var – men så nikkede han til mig, hverken uvenligt eller venligt, og fortsatte sit arbejde. Jeg følte mig godt tilpas, som var jeg set an og anerkendt. Lidt efter holdt smeden endnu en pause. Jeg havde hentet en kande øl der havde stået udenfor, og den rakte jeg til ham. Han nikkede endnu engang til mig, stadig uden at sige noget, og drak dybt som kun mænd, der arbejder hårdt i hede, kan. Men lidt efter forsvandt han ind i det bagerste rum i smedjen og kom så tilbage med noget, som han stak i hånden på mig.

Jeg så på det – det var et lille spænde, der kunne lukke den øverste flap af min skjorte for mig. Det var meget lille, meget fint udformet og jeg skulle siden opdage at Lothar – sådan hed han – brugte meget tid på at lave små, smukke ting, som ingen af mændene på borgen nogen sinde brød sig om. Jeg holdt af dem, og skulle tit finde andre fine ting i mine lommer uden at jeg vidste, hvordan de var kommet der. Nu lagde jeg spændet ned i den lille pose, hvor også Garps krystalsten lå, takkede Lothar omhyggeligt, selv om han ikke forstod mine vestord, og forlod smedjen igen.

Efter mit besøg i smedjen, tænkte jeg vagt på at finde køkkenet og noget mad, men valgte så staldene, for jeg ville se dyrene. Der var dog ikke så mange ponyer på stald her midt på dagen, men jeg så på de mange tomme båse og forestillede mig stalden helt fyldt op. Jeg blev varm om hjertet ved tanken og tænkte så ofte før på om jeg selv ville få en pony. Min egen pony.

Der var også andre dyr i stalden, eller i det mindste plads til dem, for sensommerens kolde sol gav stadig græs i de små indhegninger udenfor borgen. Men sådanne dyr interesserede mig ikke. Jeg forfulgte i stedet en skarp læderlugt, og kom til et lille rum, fyldt med remme og sadler. Midt i det hele sad en dreng på min egen alder og gned ihærdigt på noget hovedtøj. Han så forvirret op, da jeg kom ind, fordi jeg havde bevæget mig lydløst i mine nye bløde lædersko, men virkede ikke ellers overrasket, fortsatte bare roligt med sit arbejde, mens jeg betragtede ham. 

Han var nok på min alder, men han lignede mig ikke. Hans tøj var gammelt og så beskidt at dets farve var ubestemmeligt. Det var hans hårfarve nu ikke. Håret var mørkerødt, slet ikke som noget hår jeg nogen sinde havde set, og det var kraftigt. Store lokker sprang frem på begge sider af hans ansigt, selv om det meste af håret var samlet i nakken som borgmændene brugte det.

– Jeg hedder Ainsha, sagde jeg, og satte mig på hug foran ham.

– Det ved jeg godt, sagde han og tav lidt. Så kom han til at le. – Du er Sorayas søn, sagde han fornøjet, som var det en rigtig god historie.

– Nej, sagde jeg bare og rejste mig hurtigt. Men han var hurtigere.

– Bliv ikke sur, sagde han. – Maghan troede også jeg var hans søn, indtil han så mit hår.

Jeg så nærmere på ham, men forstod ikke. Så forklarede han: – Mit hår – jeg har mit røde hår efter min far. I begyndelsen var det lysere, men da Maghan så hvor rødt det blev, sagde han at jeg ikke var hans søn alligevel. Men han lod mig blive alligevel, fordi jeg er så god til hestene. Man må forstå at sno sig.

Dette var anderledes end noget jeg nogen sinde havde hørt. Jeg forstod godt drengens ord, men det var så uvirkeligt, så langt væk fra alt hvad jeg havde kendt, og jeg følte det som havde jeg levet i en tåge til nu. Og nu var denne verden en del af mit liv, noget jeg måtte forstå. Som i min febersyge, da det var som om noget i mig forvandlede sig for at jeg kunne forstå mit nye sprog, rev endnu en lille del af min barndom sig løs og forvandlede sig og mig, og jeg forstod hvad drengen mente. Det måtte alligevel havde været værre for ham. Hellere være min fars datter end slet ingenting.

– Jeg hedder Soutan, sagde han og så på mig. Jeg bukkede ikke, men rakte i stedet mine hænder ud mod ham. Det havde min mor lært mig var skikken hvor hun kom fra. Ikke det fornemmere, sydlandske hurtige buk. Soutan greb fat i mine hænder og holdt dem længe. Jeg mærkede fedtet fra læderolien, han havde smurt ind, men jeg havde ikke noget mod det. Det eneste, jeg kunne finde på at sige til ham, var om han havde sin egen pony. Han rystede på hovedet, der var kun mændenes ponyer, sagde han, og så nogle enkelte heste. Så blev vi begge tavse.

– Du er den eneste på min alder her, sagde Soutan efter et stykke tid. Jeg nikkede. Men det var som om vi var ved at blive kvalt af højtidelighed, og pludselig knurrede min mave. Det var som en befrielse. Vi begyndte begge at le, og det kom sådan bag på mig, for jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde leet. Men Soutan fik mig til at le. Hans røde hår var pudsigt, hans dialekt sær, olielugten stærk – alt omkring os fik os til at falde om på gulvet, hvor vi lo færdig, stadig med vores hænder knuget sammen.

– Kom, sagde Soutan endelig. – Jeg vil vise dig køkkenet.

Køkkenet viste sig at ligge på den anden side af det baderum, jeg allerede kendte. Det var så enormt at det ikke bare havde et gigantisk ildsted, men mange små. Der var kun ild i to af de små, og der syntes ikke at være noget mad noget sted. Men Soutan bevægede sig hjemmevant rundt, og havde hurtigt fundet brød og ost og fået hængt noget kød over gløderne. Vi satte os ved et hjørnebord.

– Hvem laver mad? spurgte jeg og tænkte på de mange mænd. Lavede de mad til sig selv?

– Garp som regel, sagde Soutan. – Eller mig. Men hvis Garp ikke er her, får jeg som regel hjælp fra Konti. Han er den ældste her, og rider ikke så gerne ud mere.

Jeg spiste brødet, der ikke var så velbagt som min mors, men alligevel godt. Osten var kraftig og stærk, og jeg måtte rynke næsen, men spiste den alligevel. Da kødet var færdigt, spiste jeg også det, samt mere brød, og Soutan stirrede på mig. Vi var begge lige overraskede over min appetit.

– Jeg har ikke spist siden jeg blev syg, forklarede jeg ham, men han troede det ikke. Konti havde kogt meget grød til mig, sagde han, men stoppede så og indrømmede at enhver kunne blive træt af grød. Han fandt mig noget gedemælk, som jeg drak ivrigt. Jeg havde kun sjældent fået mælk før.

Der havde været stille omkring os i så lang tid at jeg faldt ned af bænken, da jeg pludselig hørte min fars stemme.

– Soutan! Hvorfor er du ikke i stalden?

Soutan dukkede sig lidt, men skød så ligesom hagen fremad, og jeg undrede mig igen over den måde ingen af min fars mænd syntes at være bange for ham – og alligevel var det.

– Der var én der var sulten, høvding.

Jeg drejede hovedet mod min far, men kunne ikke finde ud af om han var vred. – Ainsha! sagde han bare, forbavset.

– Jeg er rask nu, far, forklarede jeg. Og fordi jeg stadig ikke var sikker på ham, tilføjede jeg: – Soutan er min ven, far. Han er den eneste på min alder her. Han har givet mig mad. Han siger jeg kun har fået grød, mens jeg var syg.

Først stod min far stille. Så satte han sig ned på gulvet. Det varede lidt før det gik op for mig at det samme var sket her som i stalden. Min far lo, så han ikke kunne stå op.

Så kom han sig. – Det passer ikke, sagde han, ventede lidt, og tilføjede så: – vi har også givet dig suppe.

Han lænede sig ubesværet henover bordet og greb fat i Soutans krave, så han måtte kravle op fra bænken og henover bordet og ned på den anden side. – Soutan! sagde min far og så på ham med et sært udtryk i ansigtet. Soutan lå ganske stille i hans greb og så bare op på ham.

– Måske er det meget godt, sagde far endelig. – Hun kunne blive meget alene her, ellers. Men du passer dine pligter i stalden, Soutan. Og hvis hun nogen sinde kommer til skade...

– Jeg sværger, høvding, sagde Soutan meget hurtigt, – jeg sværger at vogte hende med mit eget liv. Jeg vil vise hende borgen og dalen og lære hende alt det der er godt at vide, og hun vil ikke komme til skade, nogen sinde.

Min far lo, og hans ansigt blev mildere. Smilerynkerne omkring hans øjne ligesom trak de strenge linjer omkring munden opad. Jeg turde næsten ikke, men måtte spørge.

– Far, sagde jeg. – Må jeg få en pony?

Nu var det mig, der blev trukket tværs hen over bordet. Han så ned på mig og han lo ikke, men jeg kunne se på ham at han var tæt på det. Endelig nikkede han og slap mig. Jeg kunne få en pony.

– Far, sagde jeg, men min stemme var lidt svagere. – Hvis jeg får en pony, kan Soutan ikke passe på mig, når jeg rider.

Min far stirrede på mig, og denne gang var han ikke ved at le. Han var overrasket. Fuldstændig lamslået. Han kunne ikke tale.

For at hjælpe ham prøvede jeg selv at le, ganske forsigtigt. Soutan ville hjælpe mig, og lo også selv, lige så stille. Men min far rystede på hovedet, ikke for at afvise os, men fordi han ikke kunne andet.

– I er jo blevet tossede, begge to, sagde han, men gav sig. – Selvfølgelig skal du have en pony, Soutan. Du har jo lige lovet at vogte hende overalt.

Lettelsen ved det hele var så stor, at jeg lige pludselig mærkede hvor træt jeg var. Min far samlede mig op fra bordet, næsten uden at bøje sig, og lagde mig over skulderen. Han bar mig ud af køkkenet, men ikke tilbage til mit sygekammer. I stedet bar han mig ind i hallen, hele vejen igennem den og op ad en trappe bagerst. Vi kom op i et åbent stort værelse, med en enorm seng i midten. Min far lagde mig ned på den. – Det her er høvdingkammeret, sagde han. – Heroppe sover vi. Mændene sover i hallen.

– Og i værelset, hvor jeg lå? spurgte jeg søvnigt.

– Kun syge og kvinder. Her i hallen sover mænd!

– Og mig, mumlede jeg. – Og mig!

Og sov omgående.



Jeg ved du oprindeligt troede jeg ville fortælle om de sidste år, om hvordan vi mødte hinanden, Diarmid. Og jeg havde da også kun tænkt mig at fortælle dig kort om min barndom, om hvordan jeg kom til min far, om hvordan jeg kom til at leve i bjergene. Men jo mere jeg skriver, jo mere husker jeg. Der kommer så meget til mig, mens de gule sider langsomt fyldes ud, og jeg mærker nødvendigheden af at fortælle det til dig. Torall – som lærte mig at fortælle historier – lærte mig også at nogle historier må – skal – fortælles. Nogle historier lever deres eget liv, og hvis man ikke lader dem komme frem, vokser de og bliver mørke og modbydelige. Sådan en historie er min, og nu hvor jeg har tilladt den at titte frem, kræver den hele sin plads på de gule papirer. Jeg må fortælle hvad jeg kan og hvad jeg skal fortælle.



Soutan lærte mig at leve i borgen. – At leve borglivet er vanskeligere end nogen anden form for liv, sagde han, uden dog at forklare hvordan han kunne vide dette. – Man må kende reglerne, også dem der er umulige at forstå. Man må forstå at sno sig. Man må vide alt om de mennesker der bor her. Hvem man kan regne med, og hvem man helst skal skjule sig for. Hvad ved du om folkene her?

Jeg vidste ikke meget, og Soutan afbrød mig næsten inden jeg var kommet igang. – Selvfølgelig kan du stole på Konti! Konti elsker dig, det ved alle. Han sov i staldene den nat din far sagde han ikke måtte besøge dig mere. Hvad ved du ellers?

Jeg nævnte lidt tøvende smeden, og her anerkendte Soutan min opdagelse. – Smeden er fin nok, en fin fyr. Men han taler aldrig. Han har stået i den smedje og hamret på den ambolt, indtil den slog ordene ud af hans hoved. Der er nogen der siger han engang blev slået rigtigt på hovedet, og det var det der gjorde det.

Jeg mente smeden nu var klar nok i hovedet og viste Soutan det spænde, han havde lavet. Han grinede og viste mig et næsten magen til. – Men han laver ikke den slags til alle og enhver!

Hvem kendte jeg mere? Garp, naturligvis, og her behøvede jeg ikke engang Soutans svar for at vide at Garp var så ganske en fin fyr, helt i orden, selv om han sommetider bandede og svovlede over Soutans evner i køkkenet.

Kun ét navn til kendte jeg. Jorek, hviskede jeg, for også her behøvede jeg ikke Soutans svar for at vide at Jorek ikke brød sig om børn, ikke brød sig om Soutan, og slet ikke brød sig om mig. – Hold dig fra ham, indskærpede Soutan mig. – Tal ikke til ham, lyt ikke til ham, se ham ikke og lad ikke ham se dig. Det gør ondt at blive set af Jorek.

Og Soutan viste mig en serie blå mærker ned ad sit ene lår. Prisen for ikke at have gjort Joreks hest i stand dagen før. – Men din far kræver at mændene selv gør hestene i stand. Ellers skal de stå for længe, før jeg kommer rundt til den sidste. Men Jorek sparkede mig, da jeg sagde det til ham.

Soutan fortsatte. – Jorek er oftest sammen med Methan. De ligner hinanden, men Methan sparker ikke. Han venter i stedet udenfor i mørket og skræmmer livet af dig, og fortæller alle i hallen hvor bange du er for spøgelser. Men nu er vi to. Så kan vi gå ud sammen.

– Jarghan er også slem. Men han gør ikke så meget, han kigger bare.

Jeg mærkede det krible i huden af ubehag. Men Soutan lod ikke til at finde noget besynderligt i hvad han fortalte. Det var livet. Sådan var det bare. Og der var jo alle de andre mænd i borgen, ganske mange, som man kun skulle passe på, ikke være bange for. Og nogle få som man trygt kunne gå til.

– Niko, han er sød. Men han er ikke særlig gammel, bare en stor dreng. Han spiller på harpen somme tider. Han har vist lært det i Nim Faid, da han var dreng. Han løb væk hjemmefra med en gruppe købmænd, men de blev trætte af ham og efterlod ham her. Akhann er også rar. Han skærer trædyr og træmennesker i hallen om aftenen og giver dem væk. Men jeg er for gammel til at lege med den slags. Hvem mere er der? Nerak er sjov. Han kan få hele hallen til at æde deres egne tunger af bare grin. Og Finntor. Han er også fin.

Listen over mænd jeg skulle passe på, var foruroligende lang i forhold til de få mænd, Soutan regnede som sikre. Men borglivet var ingenting i forhold til bjerglivet. – Du må aldrig ride ud i bjergene, ikke uden mig i hvert fald. Der er så mange kløfter og fald og stier og dale. Måske falder du og brækker benet. Måske farer du vild og finder aldrig tilbage igen. Der var én sidste år, Heg, som går blandt stjernerne nu. Han gik ud en vinteraften for at komme lidt væk fra din far, men det begyndte at sne og blæse op, og han kom aldrig igen.



Jeg sugede alt til mig og huskede hvad jeg kunne. Nok var min far konge, men jeg var ingen prins, og jeg ville få brug for både held og forstand, hvis jeg skulle klare mig her. Men jeg ville klare mig.

Med Soutan klarede jeg mig. Han var altid i nærheden af mig og altid klar med et godt råd, en god idé, et klap på skulderen. Han lærte mig virkelig alt om at leve både bjergliv og borgliv.



Kapitel 3

BJERGENES TAG


Jeg husker det næste år mere i glimt end i begivenheder. Jeg var meget lykkelig. Jeg vænnede mig til at vågne ganske tidligt, endnu før min far, og smutte i tøjet og væk uden at han opdagede det. Her, før nogen var oppe, var borgen min.

Og Soutans, selvfølgelig. Som regel ventede han på mig i køkkenet til morgenmad, hvis jeg ikke var for langsom. Var jeg for langsom, var han allerede nået ud i stalden, hvor han stod og puslede om sin pony, mens min egen, Shetalet, måtte stå alene ved siden af.

Jeg ved ikke – det er muligt, at Soutan elskede sin pony, Nemus, endnu mere end jeg elskede min, Shetalet. Uanset hvor tit jeg striglede og gned Shetalet, skinnede Nemus som rødt guld. Nemus var nemlig rød – af samme farve som Soutans hår – mens Shetalet var kulsort. Som mit. De lignede ikke de almindelige bjergponyer. De var fra Mekinth, og jeg havde hørt min far prale af dem i hallen. Med sådan en pony ville der ikke være ende på hvad jeg kunne gøre, sagde han til mig.

Hvis han opdagede hvor meget mere Soutan kunne gøre med sin pony end jeg med min, sagde han ikke noget om det, og jeg selv bar ikke nag. Soutan havde tilbragt sit hele liv i stalden, hans liv var disse heste, og jeg elskede ham som en bror. At han ikke var det, gjorde ingen forskel. Konti fortalte mig historien om dengang Soutans barnelokker faldt af og afløstes af den solrøde farve han bar nu, og hvordan hans mor havde valgt hurtigt at forlade borgen med den eneste mand med en tilsvarende kulør, og jeg undte Soutan alt godt. Ved at tænke lidt tilbage forstod jeg uden at spørge for meget at Soutans mor måtte have været årsagen til min mors forvisning til hytten ved søen, men heller ikke det sagde jeg noget om. Desuden var der jo den tredje kvinde. Eller den fjerde. Eller måske den femte. Konti var sært uvillig til at snakke om det. Den kvinde, der ikke havde været død længe sammen med sit lille barn, da min far kom for at hente mig hjem. Nogen ny kvinde var ikke kommet. Der fandtes ikke længere kvinder i borgen, og efter hvad Soutan sagde, havde min far aldrig tilladt andre kvinder end sine egne i borgen. De skabte splid, sagde han. Mændene måtte ride væk fra bjergene til landsbyerne, hvis de ville se nogen, og det gjorde de så.

Men alle disse tanker var ligegyldige for os, borgens børn. Vi var alles yndlinge, også Soutan, efter at min far havde taget ham til nåde som min legekammerat. Garp fodrede os godt fra køkkenet, Konti holdt øje med at vi – eller rettere jeg – havde det godt, og mændene legede med os. Kun Jorek sparkede til Soutan, når han kunne komme til det – nej, vi var vist ikke alles yndlinge.

Vi havde selvfølgelig pligter. Jeg hjalp altid Soutan i stalden, men sammen gjorde vi morgenens arbejde hurtigt. Der skulle gives foder og vand til gederne og ponyerne. Hø og strå skulle bringes ned fra loftet. Sadler og hovedtøj lægges parat. Geder og fjerkræ skulle lukkes ud i deres indhegning. Men så var vi frie og kunne ride ud sammen. Bjergene var vores. Dagen var altid ganske ung, og mørket kun netop veget for den rødlige krans over bjergtinderne i øst. Eller dagen var frisk og vågen, og vi hørte mændene råbe til hinanden på deres spejderture gennem passet, et arbejde vi ikke måtte forstyrre dem i, for de ledte rejsende fra nord og syd gennem bjergene. Somme tider var luften omkring os tåget, så vi måtte ride forsigtigt, men ud red vi altid.

Om eftermiddagen måtte vi vende tilbage for at gøre Soutans pligter i køkkenet. Garp ventede på ham, altid kort for hovedet og arrig over al den frie tid Soutan nu havde, som gjorde at han, Garp, fars ældste mand, måtte tilbringe alle dagene i køkkenet, som en anden kvinde.

Men på en eller anden måde faldt hans vrede altid til ro, og ikke lang tid senere viste det sig som regel at det værste var overstået, at kødet bare skulle stå og simre og brødet bage, og vi to børn kunne jo godt løbe lidt ud og lege, dagene var jo så korte og vinteren kun et dagsridt fra os.

Og så kom vinteren. Hvide fnug over det hele. Bjergstormene fyldte passet. Det ville ikke vare længe før det frøs til, og de sidste rejsende hastede over. Det var alt sammen til fars og mændenes tilfredshed, for de havde gode gaver med til os, især nu hvor det blev absolut nødvendigt at have en god fører med sig, hvis man skulle undgå de forfærdelige lumske dale og slugter, der ingen veje førte hen.

Til sidst var snefnuggene så mange og havde ligget så længe, at min far forbød Soutan og mig at ride ud. Min far så ikke ud til at kunne tåle protester, men det var svært at skjule skuffelsen. Og næste dag kom han da også hen til hvor jeg sad i hallen, og sagde at vi ville ride den dag også. Ham og mig.

Vi red på hans hest, Satchmo, borgens største dyr, så stor at han snildt kunne bære os begge. Jeg kunne godt se efterhånden som vi bevægede os opad, hvorfor min far ikke ville lade mig ride alene mere. Han vidste selvfølgelig heller ikke hvor usædvanligt sikre Shetalet og Nemus var, at deres små, fintskoede hove aldrig gled eller snublede. Men sneen var allerede mange steder så dyb, at selv Satchmo havde problemer.

Og dog nåede vi til tops. Så højt op i bjergene som det var muligt at komme. Torann Mitiel, eller Verdens Tag. Lige gyldigt hvorhen jeg så, faldt bjergene væk fra os, og De Nordre Bjerge lå omkring mig, et landskab så skønt og så småt, som de landskaber, jeg havde formet af jord ved søens bred, da jeg var lille. Overalt strålede og blinkede den frosne sne, og solen skinnede på det hele som ville den tø alt og skabe et øjeblikkeligt forår. Men der var ingen varme i dens stråler, det var en tom skønhed, og dog alligevel så prægtig at jeg mærkede noget i mig strække ud og forsøge at nå omkring det hele. Bjerge og dale, sne og sol, den uendelige fred over det hele, kun brudt af lyden af den svage vind, bjergvinden der aldrig tav. Her vil jeg altid leve, tænkte jeg uvilkårligt, men vidste omgående at det ikke bare var bjergene og dalene jeg ville leve i, men dette nu, denne fornemmelse af en frihed, der aldrig ville høre op.

Min far må have følt noget af det samme, for hans stemme var hæs, da han efter lang tid begyndte at tale.

– Heroppe ved Verdens Tag, Ainsha, sagde han, – er det, jeg føler mig som en mand. Når jeg er her, føler jeg at jeg hverken frygter døden eller livet. Heroppe kunne en mand kaste sig ud i afgrunden uden anden følelse end glæde over stjernernes løb, fordi intet andet sted er livet så stærkt som her.

Jeg så mig omkring med nye øjne. Min far havde ret. Her stod vi – eller rettere sad på Satchmo – og overalt omkring os var livet i al sin styrke. Men døden var aldrig længere væk end få skridt fra stien. Afgrunden var uendelig, og det var utænkeligt man skulle kunne overleve et styrt ned ad disse klipper. Jeg gøs velbehageligt. At livet kunne føles så hårdt og dog så kosteligt, havde jeg aldrig vidst. Endnu en gang tænkte jeg at det var som om årene i hytten havde været en tåge. Her var ingen tåge. Alting var klart og så skønt at det ikke var til at bære og dog ikke til at leve foruden.

Atter tænkte jeg de samme tanker som min far. – Døden, Ainsha, sagde han, – er altid tæt på os mennesker. Din død, min død, din mors død. Så tæt som afgrunden er på os nu. Derfor er det at livet er en så kært. Men husk at det ikke er døden man skal frygte.

– Hvad så, far, hviskede jeg, for kulden var for stærk til at jeg kunne tale normalt.

Først var det lidt som om han ikke hørte mig. Så fortsatte han.

– Denne luft, Ainsha. Så ren som da den blev skabt. Når man trækker vejret heroppe, ved man hvor sløv og brugt luften hjemme i hallen er. En sen aften, hvor alle mændene er hjemme, og bålene har brændt i lang tid, og alle falder hen i døs. Det er den død, der er den værste, forstår du. Når man ikke længere retter sig op og trækker vejret i frihed, men falder hen i sløvhed og dovenskab.

Jeg tænkte på min far i hallen, sammen med mændene, med sit drikkebæger i hånden, altid netop tømt eller på vej til at blive fyldt, brølende af latter over nogle gode ord. Men det var ikke det, han mente. Livet selv, når man glemte hvor sød den friske luft kunne være, hvor skønt sollyset mod frossen sne kunne være, ens ånde, der stod som skyer ud fra munden. Jeg ville aldrig glemme det.

– Så er det døden, der gør livet skønt, fik jeg sagt, selv om netop dette liv fik mine tænder til at klapre. Min far lo og trak mig ind i sin kappe.

– Ja, sagde han. – Netop sådan.

Jeg var grebet af det hele i lang tid på turen nedad. Det var først, da vi var helt nede i borgdalen, og sporet foran os var sølet og slapt af de mange mænd, der havde redet frem og tilbage, at jeg huskede at det hele ikke var så enkelt. Min mor var jo død. Når livet nu var så skønt, kunne hun vel ikke have ønsket at miste det. Hvem kunne det? Men på et eller andet tidspunkt måtte hun have glemt smagen af den skarpe, friske luft, solen og bjergvindens sang. Hvorfor?



Den første vinter overraskede mig med sin voldsomhed. Vinden blæste hårdt og de frosne snefnug skar små, blødende rifter i huden, blot man bevægede sig fra hallen til stalden. De store borgmure beskyttede mod meget sne, men udenfor dem, i dalen og på stierne opad, fyldte sneen alt, indtil det blev håbløst at forsøge at bevæge sig væk. Men det gjorde ikke noget – når Ealinn Meald var sådan lukket inde, var passet også lukket. Der kom ingen uventede fremmede i dette vejr.

Det betød også mange dage tilbragt indendørs. Hallen var stedet hvor efterhånden alle opholdt sig, og for mig, eneboerbarnet, var det endnu engang et ganske nyt liv. Der var megen underholdning. Brætspil og gode historier om mændene fra Mekinth, detvaelis tåbeligheder, præsterne fra Nim Faid – vi fulgte med i det hele. Nogle af mændene sang, omend ingen skønsang. Niko og Akhann kunne begge spille strengespil, og sad oftest i et hjørne af hallen med dem der brød sig om det. Det holdt jeg meget af, og med min fløjte lærte jeg at følge Nikos melodier, både de langsomme og de hurtige dansemelodier. Han lærte mig selv at spille på den lille harpe, selv om det faldt mig noget sværere end fløjten. En sjælden gang sang jeg, men mændene brød sig ikke meget om de sange jeg kunne, og derfor sang jeg oftest, når Niko og jeg sad alene og øvede os.

Men så mange mænd sammen, med kun de samme historier og de samme sange at deles om, gav også mange forstemmende stunder. Der var kævlen indbyrdes, pralerier, hån, irritation over mig og Soutan i den hal den vinter og alle følgende jeg kan huske. Det var ikke underligt vi søgte andre steder hen. Meget af tiden tilbragte vi i køkkenet, som Konti og Garp også tit fortrak til, men når køkkenet blev os for småt, gik vi på opdagelse.

Som jeg har fortalt før, var borgen bygget af min farfar. Hvorfor og hvordan stod mig længe uklart, men jeg vidste, at det var sket efter krigen mellem Nord og Syd, den krig der fandt sted efter Blodsommeren. Blodsommeren brød ingen sig om at tale om, og dog havde ingen af mændene selv oplevet den. – Vi husker med knoglerne, sagde Konti, da jeg spurgte ham om den. – Mine forældre oplevede krigen, og Blodsommeren selv. Min far undslap den kun med nød og næppe. Sådan husker vi mennesker. Og så er vi endda fredelige hvor jeg kommer fra. Detvaeli og antainerne husker med blodet. Sådan er de. Spørg ikke om Blodsommeren, lille kriger. Du ønsker ikke at lære om den slags endnu. Spørg mig om heste i stedet. Spørg mig om den bedste kur mod forfangenhed, mod sadelsår, den slags.

Garp gryntede. – Blodsommeren jog os herop i bjergene.

Og han blev pludselig tavs.

Vi glemte Blodsommeren og de mange spørgsmål, når vi udforskede Ealinn Meald. Der var så meget at opdage, og selv Soutan, der mente han havde været overalt, fandt nye hemmeligheder og gemmer. Staldene og hølofterne var længe vores yndlingssteder, for man kunne grave lange gange i høet og bore sig ned i varme huler, mens man lyttede til mændenes lavmælte snak, når de så til hestene. De mindre huse med værkstederne huede os også, selv om der kunne blive bitterligt koldt. Men bedst var stokværket over hallen. Der befandt sig selvfølgelig min fars og mit soverum, men der var gjort parat til flere rum i den anden ende af stokværket. Der var en fruerstue, opdagede vi, komplet med stor seng og pigekammer ved siden af. Kun delvist tildækket stod støvede væve, både rigtige stofvæve og broderivæve, i hjørnerne. En harpe med enkelte knækkede strenge var der også. Der havde tydeligvis engang holdt nogle kvinder til, men det var længe siden. Nu kiggede vi i deres kister, og fandt mange spændende ting. Spejle, kamme og hårspænder, bælter, tørklæder – vi klædte os festligt ud og havde megen fornøjelse ud af det. Flere ruller fint stof i en anden kiste, godt vævet og parat til at blive skåret til og syet sammen til festtøj. Jeg kiggede noget, men sagde intet til Soutan, da jeg opdagede nogle stofrester i samme kiste, røde med indvævet guldbort. Min mor havde boet i dette værelse.

I en af kisterne fandt vi bøger. Jeg havde aldrig set bøger før, men Soutan vidste hvad det var, og vi kiggede ærbødigt på de stive bind, der indeholdt verdener vi ikke forstod. Kun billederne kunne vi tyde lidt af og ellers beundre, for de var farvestrålende og smukke. Jeg mærkede for første gang et brændende ønske om at lære at læse, men da jeg efter lang tids venten og manden mig op omsider fik spurgt min far om hvordan, opdagede jeg til min overraskelse at han heller ikke kunne læse.

Kun tårnet fik vi ikke lov at gå i. Det var altid aflåst, og det irriterede os umådeligt. Vi talte længe om hvad der kunne være så hemmeligt, at borgens udsigtstårn – den vigtigste bygning af dem alle – skulle holdes låst, indtil Konti fortalte os, at bygningen efter de mange år med vind og vejr nu var så forfalden, at det var farligt at kravle rundt i den.

Den eneste del af tårnet vi kom i, var bunddelen, som man kom til ved hjælp af en trappe ovenfra, for der var naturligvis ingen dør i jordhøjde til tårnet. Derfor var det store rum mørkt og koldt som en kælder, og det var også på en måde en kælder, for i midten af rummet fandtes brønden med den livsnødvendige vandforsyning som Konti havde fortalt mig om på min allerførste dag i borgen. Det var ikke en ægte brønd, for det var naturligvis ikke muligt at grave sig vej ned til grundvandet her i bjergene, men den kunne alligevel fyldes med vand efter behov, for den bjergkilde der forsynede hele borgen med vand havde også et afløb her. Fordi ingen nogen sinde angreb Ealinn Meald og ingen nogen sinde forventede det, stod brønden tom, men Soutan og jeg fyldte den alligevel af nysgerrighed ved at fjerne dækslet i brøndens side. Det tog et spændingsfyldt døgn før vandet havde fyldt brønden og vi atter kunne skubbe dækslet på plads. Så tændte Soutan et lys og vi så ned i vandet –

og jeg huskede pludselig hvad jeg ellers havde glemt, at vand rummede hemmeligheder og rædsler for mig, at jeg hadede at se i vand, at mennesker og billeder kom til mig gennem vandet. Men jeg kunne heller ikke lade være med at se, for jeg så en kvindes ansigt, en sovende kvinde, der pludselig vågnede med et sæt og kiggede op. Hun stirrede på mig og jeg stirrede på hende, for hendes mund bevægede sig og jeg hørte hendes ord lige så tydeligt i mit hoved som havde hun talt dem overfor mig. – Soraya! Soraya!

Jeg sprang tilbage og Soutan greb mig. Hans forbløffelse var stor, for han havde intet set og intet hørt og havde dog kigget i det samme vand som jeg. Men han betvivlede heller ikke hvad jeg sagde, for selv om begivenhederne i borgens liv var almindelige og regelrette, hørte vi dog tit udefra om andre begivenheder og andre evner, og præstinderne i Mekinth havde vand, man kunne se fjernt i, vidste vi. Måske var dette gammelt præstindevand? Alt kunne være sket i denne borg.

Vi blev enige om ikke at sige det til nogen. Selv brød jeg mig ikke om at nærme mig tårnbrønden igen, men Soutan så i den efter nogen tid og fortalte mig at vandet igen var sivet væk.



Pånær min oplevelse ved tårnbrønden skete der meget lidt den første vinter, og vi beklagede os tit over det. Derfor og fordi han selv kedede sig, begyndte Konti at træne med os.

Først var det bare småting; at stå på hænder, at strække vores ben og arme frem og bagud i alle retninger, så vi blev smidige, at lære os at rulle rundt forfra og bagfra hurtigt og uden at slå os. Så lærte han os at brydes. Først på knæ med hænderne begravet i hinandens kjortler – frem og tilbage, så til den ene side, så til den anden, undertiden i samspil, undertiden i rigtig kamp, indtil vi kendte alle bevægelser, alle styrker og svagheder i den andens krop.

Så lærte han os det i oprejst tilstand, i et hjørne af hallen, hvor der blev lagt strå og tæpper, så vi ikke slog os når vi faldt. Der var de nemme bevægelser – Glid til siden og ud, Glid ind under og ud, Bøj ind under og ud, Vrid fri, Forskræk fri. Så kom kastene, først bagud, så på hoften, drejet og frem, og endelig skulderkastene, som kunne være ganske smertefulde at lande til. Selv om Soutan var yngre end mig, var han alligevel det større, og vores vægt og styrke passede perfekt til hinanden. Sjovest var det at opdage at de bevægelser vi to børn kunne udføre på hinanden, også kunne udføres på Konti eller på andre af hallens mænd, der muntrede sig ved at lege med os. Selvfølgelig kunne Konti gøre modstand hvis han ville, men han påstod, at de kunster vi nu lærte var så virksomme, at de ville virke på voksne mænd, blot vi overraskede dem. Jeg troede ham, selv om det tog tid før min spinkle krop kunne kaste Kontis blot ved en hurtig bevægelse og et vrid med hoften.

Somme tider kaldte Konti os ind i mørkningstiden, hvor solen var på vej ned, men hallens bål og lys endnu ikke tændt. Så trænede vi nattekamp med hinanden, sneg os frem mod hinanden i mørket med tilbageholdt åndedræt og hamrende hjerte, indtil vi fornemmede hinandens tilstedeværelse og sprang frem, lige så tit offeret som fangeren.

Der var også stavkamp, med træstave lige så lange som vi selv var. Stavene kunne gøre virkelig skade, men under Kontis krævende træning lærte vi at beherske dem. Sammen med stavkampen hørte knivkastning og bueskydning, morskaber som alle hallens mænd deltog i. Små sværd, daggerter, fik vi også lov at øve os i, selv om det ikke havde så megen mening for så små størrelser som os, sagde Konti. Men en dag ville vi få rigtige våben, så ville vi være rigtige mænd, lovede han uden så meget som at blinke med øjnene, da han så på mig.

Disse ting trænede jeg ikke bare den første vinter, men de efterfølgende år, sommer og vinter. Selv efter at Soutan havde forladt mig, trænede jeg, og Konti hjalp mig villigt, som kunne han med disse færdigheder udligne min krops pigede svagheder.

Hvordan Soutan forlod mig, må blive det næste jeg skal fortælle.



Jeg viste Diarmid disse sider. Mest for at glæde ham, fordi jeg ved det har været svært for ham at skaffe papir til mig – det skal hentes så langt væk fra. Gid vi kunne lave det selv, men det er for svært.

Men Diarmid tænkte ikke på papir, da han læste det, kunne jeg se. Han blev blot så tavs. Sad og så på siderne som var det mere end det var – der er to snes sider – jeg har svært ved at holde min skrift lille. Så greb han pludseligt papirerne og gik sin vej. Jeg blev først bange for at han ville smide dem ud, men besluttede mig så for at det var ligegyldigt. Nu det var skrevet, betød det ikke mere så meget.

Han kom tilbage om aftenen, og jeg kunne se at noget var sket i ham. Han gav mig tilbage hvad jeg havde skrevet. Siderne var ikke helt så rene som de havde været før, men der manglede ingen, og de kunne stadig bruges. Da jeg takkede ham, så jeg at hans øjne var mørke og dybe af smerte. Han kunne ikke tale til mig, end ikke synge, men greb i stedet sin lut og gav sig til at spille. Tonerne var vrede og sære og vilde, og fik mig til at ryste, så jeg måtte bede ham holde op. Vi spiste sammen i tavshed, men hans vrede var ikke vendt mod mig, og derfor viste jeg ham også det jeg havde skrevet om eftermiddagen efter at han gik.



Soutan og jeg havde trænet nærkamp hele eftermiddagen. Jorek og Akhann og nogle andre var kommet for at se på sammen med Konti, og til sidst kom min far også. Jeg hørte de højrøstede stemmer bag mig, men havde travlt med at vælte Soutan, der kendte mig så godt at han kunne modstå alle mine kneb. Til sidst vandt jeg alligevel, og jeg rejste mig triumferende. Konti roste mig, og et par af mændene, men min far sagde ingenting.

Senere på dagen bad jeg Konti om at skære mit hår til, fordi det blev ved med at falde ind i mine øjne. Han var begyndt på dette, da min far kom forbi og igen stoppede for at se på.

– Det er sidste gang du skærer af hendes hår, sagde han endelig. – Hun er gammel nok til at bære det langt.

Jeg protesterede, men det fik kun min far til at se nøjere på mig. Det var ikke længe siden han havde forbudt mig at bade sammen med Soutan efter træningen, hvilket var meget upraktisk, da der kun var det ene baderum.

– Ridning og nævekamp kan ikke gøre det, sagde min far til Konti. – Det er slut med at være Sorayas søn. Hun skal opdrages ordentligt.

– Hvordan? sagde Konti uanfægtet, og lod atter sin kniv glide gennem mine hårspidser, så det kildrede i min nakke og jeg gøs, men jeg lyttede opmærksomt.

– Vi må få nogle kvinder herop, sagde min far. – Lære hende at sy. Spille musik. Lave mad. Den slags kvinder gør.

– Kan hun allerede, sagde Konti og målte mit hår. Så langt som sin knivslængde plejede han at skære det. – Hun spiller fint musik. Jeg vasker ikke hendes tøj for hende, og jeg syr det heller ikke. Mad spiser hun også, men det laver jeg heller ikke.

Min far lo. – Hvad laver du egentlig? spurgte han, og i hans stemme var den latter, der fik mig til at elske ham. Konti så bare fornærmet op og smed hår i hovedet på ham, men også det lo han bare ad. Nogle dage kunne man gøre alt ved ham, andre dage tålte han kun tavshed.

Soutan lo også, sammen med mig. – Konti har travlt med at lave sin egen mad, sagde han og dukkede sig for Konti, der blev lidt rundere år for år.

Det var som om min far hidtil havde glemt Soutan. Nu forsvandt latteren fra ham, og han så nøje på os begge. – Du er ved at blive lidt for gammel for din legekammmerat, Ainsha, sagde han. – I vokser jo til begge to.

Vi blev alvorlige, mens vi ventede på hans fortsættelse. Så lo han atter. – I morgen kan du rejse hjem, Soutan, sagde han, og hans stemme var ganske venlig. – Du har gjort dit arbejde godt her.

Soutan blev bleg og jeg råbte op, men det irriterede blot min far, og han beordrede mig til at være stille.

 – Høvding, sagde Soutan langsomt. – Jeg har jo ikke noget at rejse hjem til.

Min far trak på skuldrene. – De kan vel finde noget til dig, i landsbyen. Var det ikke Khatan Syd din mor kom fra?

Soutan nikkede. Min far klappede ham på skuldrene. – Det skal jeg nok ordne.

Så gik han, fløjtende. Vi sad tilbage, og jeg ønskede inderligt det ikke havde været i dag jeg ville have mit hår skåret. Men sådan var det. Konti sagde heller ikke noget, rensede bare sin kniv med et ansigt så lukket som en klippeblok.

 Og næste dag tog Soutan afsted.