BARSELSFEBER

Sandra havde et ar på sit håndled. Ikke særlig stort, men lidt fortykket, selv om årene havde udvisket den oprindelige rødmen.
    Hun huskede det stadig. Det ene øjeblik havde hun stået med moderens fine håndspejl op foran sig, øjnene sammenknebne af klattet mascara og spejlbilledet uklart og rystende. Og så var spejlet ligesom gledet i hendes hånd og hun havde grebet efter det, men det måtte være revnet allerede dér, for hun mærkede en kort, skarp smerte i hånden, og så lå det på gulvet foran hende i en svimlende sø af flimmer.
    — Det giver syv års ulykke, sagde hendes veninde Ghita nøgternt. Og så hastigt. — Du har skåret dig! Du bløder. 
    Sandra kiggede ned ad sig selv. Blodet samlede sig, først langsomt, så hurtigt på hendes ene håndled. Perledråber løb i tråde ned på gulvet. Hun åbnede munden uden at kunne få vejret, men så kom det, og hun skreg. Skriget tilkaldte hendes mor, der pludselig stod i døren, holdt Sandra tæt, pressede en tommelfinger i såret. Blodet aftog, og det dødelige sår trak sig tilbage til en lille stikkende smerte, som varede aftenen ud, og så forsvandt. Men arret forblev, og hun plejede at gnide sig eftertænksomt på det når der var noget hun ikke helt brød sig om.

Hun gned sig på arret nu. Det var svært at vide helt hvad hun følte. Men ejendomsmægleren og Henrik ventede et svar. Hun kunne se at de begge ventede et eller andet, begejstring, en erklæring af en eller anden art.
    — Her er så langt væk fra alting, var det eneste hun kunne komme på.
    Hun så på søen og fandt mere at sige. — Men søen er smuk.
    Ejendomsmægleren nikkede tilfredsstillet og fortsatte sin snak. Som var det en salgstale, tænkte hun. Men det var det jo også.
    — Det er langt væk. Men ikke for langt. Byen udvikler sig i denne retning, og det går stærkt. Motorvejen er både planlagt og anlagt, og den kommer til at gå nøjagtig 9 kilometer nord for grunden. Tilkørslen bliver — han slog skødesløst ud med den ene hånd — i dén retning. 35 minutters kørsel til byen. Det kan konkurrere med meget. Og så er der jo denne natur.
    Naturen var fantastisk, det måtte hun indrømme. Mest af alt selvfølgelig søen. Den var ikke bare blå, men dybtblå. Med et strejf af azur, hvis det var det det hed. Hun løftede uvilkårligt øjnene mod himlen for at identificere farvegalleriets udspring, men den rummede blot vinterbleghed. Farverne kom fra søen selv.
    — Den udsigt kommer til at konkurrere med strandparcellerne, hørte hun ejendomsmægleren sige til Henrik med mere end bare almindelig begejstring i stemmen. Og Henrik gav ham ret, selv om hun mærkede ham forsøge at holde igen for ikke at syne for frembusende, for nem. Der var mange penge i det her. Dels dem som mægleren netop nu forsøgte at lirke fra dem som en anden taskenspiller med magiske gadetricks, den pragtfulde, panoramiske udsigt til søen, den lave grundskyld på jorden, den ventede værdistigning, det unikke samarbejde med arkitekten. Frem for alt det ikke sete, den ubyggede patriciervilla der skulle krone det hele.
    Og så var der de andre penge. Dem de endnu ikke havde. Deres fremtidssikring. Byens vækst, de lempelige udstykningsregler, anlæggelsen af den nye motorvej og tilkørsel— hun mistede pusten over det hele, men Henrik tog det ind, sagligt, forretningsmæssigt, havde tilsyneladende overvejet dette i flere år.
    — Der bliver vel også en vis udsathed, hørte hun ham sige med prisnedslag i stemmen. — Huset kommer jo til at ligge ganske bart ud mod søen, og der er jo så åbent her, ingen læ.
    Mægleren så fortrydeligt på ham, og hun kom i tanker om at han ingen rigtig mægler var, men ansat af det arkitektfirma der også stod som ejer af grunden. Ingen almindelig ejendom, havde der stået i annoncen, og hun begyndte at forstå hvad de mente. Mægleren ledte strategisk samtalen ad et andet spor, udbredte sig om visionerne for søområdet, opførelsen af de udsigtsbaserede huse hvoraf deres ville blive det første, og frem for alt stemningen inden i huset. Alt dette lys. Samhørigheden med naturen.
    Tilbage i Henriks ungkarlelejlighed havde han talt mere for sagen. — Du bliver lykkelig, havde han lovet hende. — Bare vent og se.

Men hun var jo lykkelig allerede. Henrik gjorde hende lykkelig. Og det selv om deres kærlighedshistorie i sig selv var en kliché. Hun vidste det godt. Sekretær forelsker sig i charmerende chef. Chefen forfører med blomster og små, dog store gaver. Og et eller andet sted også lovningen på et godt liv, penge nok, højere status, alles misundelse.
    Hun mente bare ikke det betød noget, i hvert fald ikke for dem. Den eneste som alt dette virkelig betød noget for, var hendes mor. Og så naturligvis Henriks mor, men med modsat fortegn. For ham en virkelig ulykke at gifte sig nedad. Med en sekretær.
    — Men hvilken sekretær! havde han sagt drillende, da hun foreholdt ham de floskler deres liv var ved at blive smurt ind i. Og han indrømmede uden blusel at hans mor var snobbet, hendes egen mor panisk angst for at genopleve barndommens fattigdom, han selv for charmant og hans liv en succes. — Underdirektør, sagde han mere til sig selv end til hende. — Jeg har selv kæmpet mig op til det. Og det er ikke her det stopper. Jeg skaber selv rammerne for min egen succes.
     Han var villig til at dele disse rammer med hende, trække hende med sig op. Huset ved søen var en del af det. Han talte godt for sig, og hun lod sig overtale til at tage derud igen. Denne gang var arkitekten med. Husets arkitekt, som den lille mand med det runde mave og det joviale ansigt forklarede. Firmaet solgte jorden med en arkitekt, så at sige. Planen kom med byggegrunden, manden med jorden.
    Måske blev det afgørende for hende at søen fremstod så usandsynligt blændende netop den dag. Hun stod ganske stille i den sagte forårsblæst og indåndede luft så blød og ny som havde den aldrig været indåndet før, fyldte sig med lys og farver og bølgernes bløde, klukkende lyd. Søen selv var uendelig dyb, mangefacetteret, ubegribelig. Hendes øjne fulgte bølgernes bløde, evigt ovale cirkelmønstre. Det mindede hende om hendes barndoms eventyrlandskaber, de små verdener hun skabte sig i haven ud af jord og sten og vand. Det var næsten som om hun i søen genfandt noget hun engang havde drømt om, noget hun næsten kunne mærke komme igen. Er det sådan, det er, spurgte hun sig selv. Handler livet om at miste barndommen og finde den igen som voksen? Er det her jeg vil blive lykkelig? Finde min mening i livet?
    Arkitekten og Henrik forholdt sig i ro og lod hende tage det hele ind. Søen, bredden, bakkerne omkring, stilheden, det enorme fravær af storbyens larm. Og løftet om lykke. Da hun vendte sig om mod dem, havde hun bestemt sig.
    Arkitekten lovede hende et hus i samklang med søens natur. Han lovede hende store, selvpudsende udsigtsvinduer, stuer i forskudte etager, bløde naturfarver, loftslys, spejle, alt for at gøre deres liv lyst.
    Han lovede Henrik et hus indviet til fremtiden. Han lovede ham et unikahus, et mesterværk i moderne arkitektur. Planernes bløde blyantstegninger viste huset fra forskellige vinkler, udsigten fra husets mange værelser. Det store, lidt tilbagetrukne køkkenalrum, den elegante kurvede stue med glaskarnappen, soveværelset med det tilhørende spabadeværelse, børneværelserne. Alt havde på en eller anden måde udsigt til søen, og hun forstod det ikke før arkitekten trak store prøveplader ud af bagagerummet på sin bil og demonstrerede et af de spejle han ville bygge ind i huset. Et kurvet spejl. Et transparent spejl gennem hvilket lys og billeder kunne føres. Hun havde aldrig set lige. Han fortalte hende hvordan alle husets mure krummede for at spejlene kunne føre lyset rundt. Han fortalte hende hvordan han selv havde udviklet materialet, om de mange års eksperimenter indtil han endelig havde kunnet skabe disse spejle med deres usynlige sammenføjninger, ikke til at skelne fra rigtige spejle, og dog så klare og brudsikre. Han ville bygge hende et tredimensionelt maleri, sagde han. Et hus foldet i naturens egne dimensioner

Da kontrakten ankom en uge senere, underskrev de uden betænkninger. Måneden efter opdagede hun at hun var gravid.

Det var ikke noget der gjorde Henrik ubetinget lykkelig. Hun kunne se det på rynken mellem hans øjenbryn, hans pludselige eftertænksomhed. Det gjorde sådan set heller ikke hende selv lykkelig, eller i hvert fald ikke mere lykkelig. Men et eller andet sted måtte hun indrømme en vis forsømmelighed, manglende omhyggelighed med de små hvide piller. Hvorfor kunne hun ikke forklare, andet end at hun ikke var ulykkelig. Måske havde det noget at gøre med huset og de to børneværelser.
    De kunne ikke fremskynde bryllupsplanerne, ikke med reservationerne og invitationerne allerede ordnet og sendt ud. Det var da heller ikke fordi det betød noget nu til dags, men hun vidste Henrik ikke brød sig om det, om denne antydning af tvang. Partnerskab imellem firmaets ansatte var i forvejen ikke velset, selv om ingen havde talt højt om det.
    Huset var jo købt til brylluppet, og Henrik ville inderligt gerne have holdt festen dér, men arkitekten kunne ikke nå det. Tegningerne blev ikke helt færdige, og da de var det, var håndværkerne i gang andet steds. Eller tømrerne var det, men ukoordinerede med vvsfolkene, der igen ankom før elektrikeren. Arkitekten viste sig dårlig som byggeleder og Henrik var ved at blive vanvittig. De første uger efter brylluppet tilbragte de i en i hast fremlejet lejlighed, for deres egne to var blevet sagt op i forventning om det nye hus, og arkitekten ville ikke tillade dem at bo i de ufærdige rammer.
    Da de endelig kunne rykke ind, var det sarte forår blevet til trykkende sensommer, og hun var tung og træt af graviditet. Hun stirrede forvildet omkring sig i det store hus og forsøgte at huske det første indtryk, det første billede. Men alt var anderledes nu. Det tog pusten fra hende.
    Og alligevel var det hele som det var tænkt, det kunne hun ikke benægte. Lyset var overalt, ført ind i huset gennem de store vinduer, ledt videre gennem glasvægge og de fantastiske spejle. Men med spejlene kom forvekslingerne. Hun rakte ud efter dørhåndtag, men slog sig på deres spejlinger, hun spejdede efter solen, men fandt kun sine egne øjne, blege og alvorlige i mange vinkler. Forsinket fandt hun frem til de lovede børneværelser, store tomme rum med ekko. Var det det der skulle blive til hendes liv? Et ekko af det hun kaldte på?
    Henrik kaldte begejstret på hende fra stuen, og hun vendte om. Stuen var allerede møbleret af arkitekten i samråd med Henrik. Elegante, sorte lædermøbler, enkelte små glasborde. Ingen kunst på væggene, for her skulle søen være den sande kunst. Glaskarnappen voksede næsten ud på søbredden, og på stuens bagvæg spejledes søen endnu engang, snedigt ført ind gennem diskrete spejlkasser på husets yderside. Kun fraværet af vind og bølgesuk forhindrede bedraget i at blive fuldstændigt. Alligevel følte Sandra det som om vandet kom imod hende fra alle sider. Hun flygtede op ad den lille trappe til køkkenalrummet og Henrik opdagede ikke at hun aldrig nåede frem.
    Husets mangel på lige mure havde drevet køkkenmontøren til vanvid, havde han påstået. Alle skabe og borde havde han måttet rette til manuelt og på stedet. Men resultatet var fantastisk. Selve køkkenet stod hævet over resten i den ene tredjedel, alt i mat, sort stål. Køleskab, fryser, opvaskemaskine, to forskellige indbyggede ovne. Under og over det hele store, dybe skabe, så at end ikke en kaffemaskine skæmmede bordpladerne.
    Efter nogle dage tog hun sig selv i at stable selv opvasken ind på skabenes rullehylder. Aftensmaden tilberedte hun med omhu og usikkerhed, endnu ikke helt vant til Henriks standard. Meget kom stadig fra fryseren. Til deres housewarming bestilte de maden udefra.

Køkkenets ophævede placering gav hende godt overblik over stuen, fyldt med Henriks chefer og kolleger og nogle få af hendes egne. Selv havde hun helst undværet, men hun vidste også hvor meget det betød for ham at kunne fremvise huset og hende i de nye rammer. Trods alle forsikringer om det modsatte var han bekymret over deres økonomi. Han tjente godt, men var endnu kun underdirektør, ikke rigtig direktør endnu, og huset havde gældsat dem. Det passede ikke helt til hans status, til det billede af sig selv som han nu forsøgte at indprente på sin chefs og kollegers nethinder.
    Hun så det hele fra køkkenet, ubemærket af gæsterne, mens hun fumlede med de forskellige fade og bakker fra cateringfirmaet. Trods det sene tidspunkt på året var luften varm og trykkende, og hun mærkede sveden perle sig svidende i de barberede armhuler, samle sig om bh’ens stropper, en lille afslørende plamage i graviditetskjolens stof. Hun holdt armene tæt ind til kroppen da hun bragte bakkerne med drinks ned.
    Gæsterne opdagede ikke noget. De stod alle tæt forsamlede i karnappen, tavse, næsten chokerede. Søen havde valgt denne dag til at vise sig fra sin værste side. Sort og skummel, de skumtoppede bølger slynget i rasende kamp mod hinanden af voldsomme kastevinde, selv avlet af skyernes gigantiske slag langt over deres hoveder. Stormen fandt udløsning i et heftigt regnskyl, hvis tordnende hammerslag på de blanke ruder fik gæsterne til uvilkårligt at trække sig tilbage. Henrik selv stod ubevægelig, hånden med glasset løftet til en uforløst skål. Hun kunne ane hans smalle, sammenpressede mund, forvrænget af glasset til en bitter snerren. Sandra trak sig lidt tilbage, mens hun gned sit ar.
    Regnen forhindrede almindelig småsnakken og efterlod de afslappede drinks urørte på de små glasborde. Uvejret ophørte efter maden og efterlod en fuldmånebelyst sø bølgende som et surrealistisk maleri omkring dem, men folk tog alligevel for tidligt hjem, stempelkaffen skyllet ned i store drag.

Efter det var det som om Henrik ikke længere var helt så betaget af søen som før. Eller af Sandra. Hun vidste det ikke. De var gift med deres nye hus som de var gift med hinanden, deres økonomiske situation så stavnsbindende som de løfter de havde udvekslet i kirken. Det gjorde ikke hende noget. Hun vidste nu at søen var altbeherskende, at de i deres lille, åbne hus ved søbredden var tilskuere til et drama af urgammelt omfang. Hun var ikke længere forvildet, men mere beruset, næsten forført.
    Måske derfor svandt styrken af Henriks forførelse. De vågnede op som børn i voksnes kroppe, fanget af deres egen uskyldige leg. Hun rakte prøvende sin hånd ud, strøg ham over den glatbarberede kind, og han tog den, forundret, og stirrede på den. Forsigtigt kyssede han den, men bevægelsen selv var en banalitet, og de vidste det begge.
    Som rakte søen selv ind over og lagde kursen for deres lille skæbnebåd, begyndte hun at bløde og måtte lægge sig. En ambulance førte hende tænderskærende langsommeligt til byen, hvor en hastig scanning ordinerede sygemelding og hvile. Nogle dages sengeleje fjernede blødningerne, men lægen mente det var bedst at stoppe med arbejdet, og derefter var alle dage hus og sø.

Først julen førte Sandra bort fra søen, til en stille, lidt tavs juleaften hos Henriks mor i byen. Hendes egne forældre fejrede jul med broderen, og for første gang i mange år savnede hun dem alle en lille smule. Hele det liv der ellers havde forekommet hende så gammeldags, så simpelt og traditionelt som den uendelige mængde blå platter over sofaen. Og julen med den uundgåelige flæskesteg og onklerne og tanterne til julefrokost dagen efter. Henriks jul var stille og fornem med et enkelt lille pyntet juletræ i hjørnet, ingen julebesøg hverken før eller efter af søstrene, begge gift og bosiddende med barn og børn i udlandet. Gåsestegen var hende for fed og fyldte maven med uro, der ud på morgenen blev til veer. Hun gennemtrængtes af angst, men vækkede alligevel ikke Henrik. I stedet krummede hun sig sammen i sengen.
    Han vågnede alligevel, og blev endnu mere panisk end hende. Moderen stod tavst til side da han hjalp hende ud af huset og med rystende hænder fik sat nøglen i billåsen.
    På hospitalet viste det sig at de var kommet for tidligt, men jordemoderen forbarmede sig og lod dem blive. Venteværelsets kølige sterilitet tog toppen af veerne, og fødslen gik i stå, mens Sandra døsede hen i en lænestol. En ny jordemor — vagten skiftede — fik hende op, og nye veer indtog de gamles plads. Men forløbet var stoppet, hun åbnede sig ikke længere, og hviskende rådslagninger fandt sted bag hendes ryg. Dunkelt forstod hun at hun var blevet fanget i en fælde, at denne kæmpeklods i hendes deformt udvidede mave ingen mulighed havde for at komme ud, at hun ville blive sprængt på dens vej. Ukendte mennesker stod omkring hende, forsøgte at hjælpe hende med massage og varmt vand, men hun blokerede angst for alt, og fandt sig til sidst liggende i en seng, spændt fast af drop og smerter og elektriske måleapparater. Hun var en druknende langt ude på havet. Henrik tørrede sveden af hendes pande og stirrede på hende, ude af stand til at frelse hverken hende eller sig selv. Nat blev til dag, og dag til nat, og først da overlægen ankom med sugekop og myndighed, lykkedes det Sandra at give slip på sit lille barn. Hendes krop sprængtes uden at sprænges, men noget i hendes bristede alligevel. Hendes tidligere liv. Hvad hun havde været, var væk.
    Pigen blev lagt på hendes mave, kroppen lillebitte, hovedet fordrejet af sugekoppen. Men øjnene var store og blå med et strejf af azur. Sandra fortabte sig i dem. Mor og barn lå i timevis i stum samtale med hinanden.
    Henrik faldt sammen i en lænestol, hvid og mat. Jordemoderen måtte tale strengt til ham før han kunne rejse sig og med dirrende hænder ringe til oplysningen for at få de numre han i sin befippelse pludselig ikke kunne huske. Hun hørte ham tale og forklare, og hørte også svagt svarene i den anden ende. Det gik op for hende at hendes mor, altid så tilbageholdende og tavs, græd af lettelse. Henriks reaktion kunne hun ikke høre.

Sandra insisterede på at vælge navnet. Rosa. Det var det eneste rigtige navn, og det skulle det være. Henrik gav efter, overstrømmende og eksalteret da dødsangsten var overstået. Rosa var stille og rolig under dåben. Et nemt barn, sagde familien anerkendende.
    Sandra indrettede det ene af de to børneværelser med vugge og puslebord i hvidmalet eg fra Henriks mor. Henrik indrettede arbejdsværelse i det andet for at kunne arbejde mere hjemme under barselsorloven.
    Barselsgaven fra hendes mor var en barnevogn. Mørkeblå på ydersiden, hvidt fór med små bamser på indersiden. Hjulene var store og terrængående. — Så du kan komme herfra, sagde moderen. Sandra sagde ikke noget, men huskede ordene senere, da Henrik første gang nævnte muligheden af at sælge hendes bil. Det gik op for hende at deres økonomi var værre end hun havde troet, at de måske alligevel havde forkøbt sig. Han modsagde hende ikke da hun udspurgte ham, og hun tav chokeret. Men bilen gav en fin pris.
    Men derefter var der kun Henriks bil. Som huset, var også bilen købt en anelse over evne, virkede næsten pralende i Sandras øjne. Bilen var Henriks stolthed. BMWs nyeste model, lige hensynsfuld over for direktøren og miljøet. Sæderne havde klæbet koldt mod hendes arme første gang hun satte sig ind i den, og han holdt stadig sirligt øje med at der ingen pletter kom på det sarte, lyse læder.
    Motoren var på 4 liter, fortalte han hende, men bagagerummet viste sig for lille til barnevognen. Hun foreslog et ophæng bagpå, men han afviste forarget. Man kørte ikke BMW med barnevogn på anhængertrækket. Og så kunne barnet og hun selv nok komme med, men ingen barnevogn, og dermed var hun lige så begrænset i sine udflugtsmuligheder når han var hjemme som når han ikke var.
    Hun pakkede Rosa ind i flyverdragt og lift, og trak sine gamle støvler på, slidte, men tyksålede. Hun skubbede stædigt barnevognen omkring søen, stoppede så lidt og nød udsigten, undrede sig over de usolgte byggegrunde. Deres var den eneste solgte, deres hus det eneste byggede. Men det ville komme. Byen ville vokse herud, naboer ville dukke op, stier anlægges, skoler udtænkes og bygges. Det skulle nok gå. Opsvinget, når det kom, ville tage sig af det hele.
    Hjemme voksede en ny hverdag frem, uafhængig af Henrik og deres tidligere liv. Kollegerne forærede hende en afrikansk slynge til at bære Rosa i, og med barnet svøbt tæt ind til hofte og livmoder bevægede hun sig stille rundt i huset. Hendes tidligere bekymringer over hus og økonomi og job forekom hende små og betydningsløse. Andre små bekymringer som amning og rengøring voksede sig til gengæld store, indtil de udfyldte hendes hele tid. Hun vidste fra andre at Rosa var et nemt barn, at tiden med en nyfødt kunne være anderledes forfærdelig, kolik og søvn¬ra¬nende, og spekulerede vagt på hvordan sådanne forældre overlevede. Men hun havde nok i sit eget.
    Henrik fik svært ved at følge med i hendes nye livs træge inerti, og hun kunne ikke fortænke ham i det. Hendes arbejde lå bag hende indtil videre, men hans fyldte mere og mere, og den lange transporttid gjorde det ikke bedre. Uden bil kunne Sandra ikke længere klare indkøbene, og den ekstra pligt lagde også tid til. Den længe ventede forfremmelse var omsider kommet, som en særlig barselsgave, men med lønstigningen kom øget arbejdstid. Han kom nu oftest først hjem til aftensmaden, altid træt, hjerteslaget lurende om næste årti.
    Alligevel virkede det ud på foråret som om han trivedes meget godt med det nye. Når han vendte hjem, modtog Sandra ham i køkkendøren med forklæde og hjemmebagt brød og Rosa i slyngen. Første gang havde han stirret lidt, men så pludseligt smilet. Det passede ham meget godt, og måske også hende.
    Og måske ikke. Hun forsøgte bestandig at vokse ind i denne nye rolle, moderrollen. Læste sine bøger, talte med sundhedsplejersken, legede med Rosa. Men hun var så kejtet, alt forblev så nyt, hver opnået erfaring kort efter ubrugeliggjort af barnets hurtige og overraskende udvikling.
    Kun amningen forstod hun instinktivt. Urgamle bevægelsesmønstre styrede hende, førte pigen til brystet, foldede hendes læber omkring brystvorten. Rosa selv kendte også sin rolle i skuespillet. Hun lukkede sine øjne, slappede af, mærkede kun denne intense mund, hårdtarbejdende, metodisk, målrettet. Tunge, rytmiske synkelyde. Og så pludselig slap hun og åbnede øjnene, munden i smil. Hun kluklo. Sandra kom uvilkårligt til at svare det med sit eget smil, og et kort øjeblik var de atter forbundne, mor og barn, intet skuespil, alting tindrende nyt og uoplevet. Denne nærhed, vished om nærhed, evig symbiose. Så drejede Rosa atter hovedet mod brystet og åbnede munden. Sandra selv lænede sig lidt frem, og bryst fandt atter mund, livskilde atter sin modtager, barn sin mor. Hun sukkede uvilkårligt.

Men Rosa ændrede sig med det nye forår, blev mindre nem. Hun sov kortere tid, eftermiddagsluren forsvandt undertiden helt. Nattesøvnen, hidtil højst afbrudt et par gange af amning, blev nu sparsom og opdelt som perler på en snor.
    Om dagen var det som om Sandra ikke kunne tilfredsstille hende. Selv amningen, førhen begges glæde, blev besværlig. Hænderne begyndte at fægte, ivrigt, baskende vildt. Forsøgte Sandra at læse, distraherede den svage raslen af papir pigen, der omgående slap taget og vendte hovedet mod den nye interesse. End ikke den udslåede avis på bordet blev godtaget. Tålmodigt lænede hun sig atter tilbage, og lagde brystet til rette, hendes egne øjne hurtigt så tomme som barnets, da hun overgav sig.
    Hun gav efter for sit barn. Graviditeten og fødslen havde løsnet alt i hendes krop, muskler og sener og knogler, og efterladt store, bløde hudfolder for et barn at putte sig i. Det virkede rigtigt, og hun tænkte ved sig selv at intet barn nogen sinde ville bebrejde hende denne nye krop. Det var en krop for et barn.
    Det var ikke længere en krop for en mand. Om aftenen søgte Henrik stundom ind mod hende som så ofte før i tiden, og hun forsøgte at tage imod ham. Men det var som om erindringen om deres tidligere samvær var forsvundet ud af hende med fødslen, og hun kunne ikke genkalde sig den svageste fornemmelse af tidligere følelser. For hans skyld forstillede hun sig, lod sig rive med, men hun var lettet når det var overstået.
    I et forsøg på at genvinde hvad der havde været, forsøgte hun at kaste den nye krop af sig. I et stykke tid tugtede hun sig strengt, holdt igen med de små ekstramåltider, og mærkede lidt af det nye ukendte forlade sig. Men mælken svandt ind og gjorde amningen endnu sværere.
    — Du må spise, sagde sundhedsplejersken, og hun spiste derefter lydigt, gav efter for sulten, bad Henrik medbringe chokolade og kiks, store mængder af det ene og andet, smør på brødet, fuldfed ost, alt hvad en ammende kvinde behøvede. Og han gjorde det, med flere underlige blikke på hende, ikke helt forstående, og en anelse hoverende, nu det var ham der havde magten over bilen og indkøbene. Men hans køb var altid en dag bagefter, og når hun mærkede trangen i sig, kunne hun ikke holde det ud. Hun bestemte sig for selv at købe ind.

Der var langt. Måske 5 kilometer til den lille butik der skamløst kaldte sig dagligvarebutik. Men hun ammede Rosa, skiftede hende, lagde hende i barnevognen og begav sig afsted, ud ad indkørslen, hen ad den lille markvej der ledte til genvejen bag markerne. Hun skumplede og bumpede hen over grusvejene indtil pigen sov sødeligt. Og så ud på den store vej.
    Alt for meget trafik. Hun holdt sig i siden, til den opmalede hvide stribe, som lovede cyklister og barnevogne en beskyttelse på en halv barnevognsbredde, og her kørte hun, indtil en lastbil pludselig overhalede en campingvogn, opdagede en modkørende, alt for hurtigt trak ind mod hende, og hun selv panisk trak barnevognen med sig ud i grøften. Hun nåede lige at se chaufførens hvide ansigt før han hastigt fik rettet op igen og fortsatte med hende og barnet — uskadte — halvvejs nede i grøften. Campingvognen stoppede, og føreren steg ud og anråbte hende — lige så forskrækket — på tysk, men hun kom sig hurtigt, forsikrede ham på sit nydelige korrespondentsprog om at alt var i orden, han skulle bare køre videre. Og han gjorde det. Selv kom hun til byen, pludselig uden lyst til chokolade, lavede sine indkøb og fyldte den spinkle kurv op med varer og en pose bleer, før hun kørte hjem.
    Hun lagde mærke til hvordan de andre i butikken snakkede til kassedamen, en kvinde som hun selv sidst i tyverne, men med et anderledes udtryk i ansigtet, nok træt, men ikke permanent som hun selv. Og nok ikke med samme uddannelse og samme muligheder, men her sad hun og hyggede sig med kassen og de andre kunder, som hun havde kendt hele sit liv, nogle af dem fra skolen, andre fra hjemmet, hvor forældrene også havde kendt alle her omkring. Og så nogle tilflyttere, selvfølgelig, som hende selv, og dem snakkede hun også med, for det var da godt de kom hertil, og så med børn, så der kunne komme lidt liv på længere sigt.
    Sandras trætte hoved lagde lydløst ord til. Lidt udvikling. Ikke bare soveby. Og vi kvinder kender det jo, skal stå sammen. Vi er jo i det sammen, finder manden, stifter familien, huset, reden, barnet, og der under fødslen sker det, smerten gennemhuller os, griber fat i os, rusker os, fortæller os at dette er alles — alle kvinders — betingelser, sådan foregår det, og her gavner intet. Hospital, pudendusblokade, ligestilling, uddannelse, barselsfond, barselsorlov, sundhedsplejersker, intet er noget værd, for under fødslen konfronteres vi med selve naturen, og hun ler os lige op i vores nøgne, angste, svedende, fortrukne ansigt, og fortæller os at det intet er værd, vores krop hænger her som en tynd tråd foran hende, og hun kan — snap — rive den over, nu, rive alt over og lade os falde i uendelig flugt i dette smertehelvede som man ikke kan komme ud af, for det er nu en gang ikke naturligt at noget så stort skal passere ud af vores inderste, det kan ikke lade sig gøre, kroppen må knække over, livet selv må knække. Og skulle det ske, skulle det utrolige ske at man overlevede fødslen og fandt vejen frem med barnet, betød intet alligevel noget, for på vejen videre ventede lastbiler og tyske campingvogne og det var usandsynligt, nærmest umuligt at man skulle kunne overleve alt det.
    Hun stoppede, kassedamen så op på hende. Deres øjne mødtes, men ordene var kun i Sandras hoved. Jo, hun forstod. Bleerne var ikke på tilbud mere, og hun betalte for det hele, en uhyrlig pris som hun slet ikke havde kontanter til, og da hun kørte kortet igennem maskinen, måtte hun tænke sig længe om for at huske koden. På vej ud af butikken hørte hun en samtale forstumme idet hun passerede. Men et ord hang ved. Spejlkabinettet. Det var jo der de boede. Det var hende de snakkede om.
    Tilbagetur ad samme vej, men denne gang endnu længere ude i rabatten, så barnevognens hjul undertiden hang fast i blød jord. Land var det nok, men transportvejene ikke beregnet på menneskefødder. Her var skabt fast bund til biler, men ingen havde åbenbart forestillet sig at noget menneske skulle ønske at stige ud af bilen og selv bevæge sig.
    Sandra forsøgte at gå hurtigere, men var allerede træt. Markvejen efter landevejen var besværligere end på udturen, og turen rundt om søen virkede uendelig. Søen selv lå grå og trist ved hendes side, stien helt ned til søbredden. Enkelte bølger slog op mod hende. — Kom og leg med os, sagde de. Men hun havde ikke mere leg i sig.
    Bilen holdt derhjemme, så hun på lang afstand, og Henrik stod ved siden af og så på hende, så underlig i blikket da hun kantede sig rundt om søens bred. Som en havfrue steg hun langsomt op ad søen foran ham, udfoldede sig så pludseligt, kød og blod og rigtig kvinde på den lille gårdsplads, formet af vinklen mellem hus og garage. Han tog varerne fra barnevognen uden kommentarer og hun sagde heller ikke noget.
    Aftensmad med et grædende barn på armen. Burde hun lægge hende til at sove? Men Henrik var jo kun lige kommet, han skulle vel se sit barn. Og hun ham. Eller også ville hun have at han skulle høre Rosa, mærke gråden på sin egen krop, selv mærke irritabiliteten, afmagten, trætheden. Henrik var begyndt at sove på sofaen i arbejdsværelset nogle nætter, og hun tænkte på at foreslå han redte op permanent derinde, bare indtil de her nætter var overstået, og de igen kunne få en slags samliv. Men hun sagde intet.
    Deres samliv var blevet så tavst. Alt for meget ensomhed, hørte hun ham sige i samtale samme aften med sin mor. Hun kunne ikke høre svaret og ville ikke tage telefonen i soveværelset, han skulle have sine samtaler i fred, men hun behøvede det heller ikke. Svarene formede sig efter hullerne i lyden, som manglende brikker i et puslespil, og hun vidste hvad moderen sagde. — Hun er vel ikke mere ensom end jeg var. Alene med tre børn, jeg så aldrig jeres far. — Sådan er det jo bare, hun har vel ikke så meget at lave at hun kan klage. Dengang brugte vi jo ikke de moderne bleer, det var en evindelig kogning og tørring, og så løb alting alligevel bare igennem. — Tre børn. Hun kan vel klare et enkelt. — Børn græder jo, det gør de jo. — Sådan var det jo også for os andre.
    Ord føjede sig til ord, og da hun havde hørt dem selv i tilsvarende samtaler mange gange før, behøvede hun ikke høre dem nu, kunne blot føje dem ind på de passende steder i samtalen, regne den nøjagtige placering ud fra hullernes længde og Henriks svar. Selv var han lidt usikker, men forlod sig på sin mors mening om børn. Sandras egen mening kunne han ikke bruge. Hun havde jo ikke større erfaring end ham selv. Sandra var næsten tilbøjelig til at give ham ret.

Hendes liv var i den grad kommet til at følge barnets. Sundhedsplejersken forklarede de urolige nætter med Rosas nyerhvervede evne til at drømme. Drømmene vækkede hende. De vækkede også Sandra og Henrik, men han kunne gå ind i arbejdsværelset og sove videre. Hun selv var nødt til at reagere, til at åbne for varme bryster og berolige den lille, indtil hendes åndedrag igen blev bløde og rolige og hun sov videre. Selv fandt Sandra det svært at sove skønt hun var så træt, så træt. Men det nye i hende der var kommet med fødslen, lyttede bestandig efter pigens klynk, beroliget først når pigen endelig græd, for så var der ikke mere noget at lytte efter. Sandra begyndte at sove i bidder, opsnappet søvn, stjålen søvn. Værst var tabet af søvnen. Aldrig at kunne lade sig falde hen.
    Ikke et eneste lillebitte frikvarter, og hun som var så træt. Så træt som et gammelt, udgået træ, for træt til at sætte nye skud, spejde mod solen, for træt til at lægge sig ned og bare dø. Hun kunne ikke begribe hvor træt hun var. Hendes hænder førte barnevognen foran sig, hendes fødder gik bag den, hun kunne se dem støde frem over jorden, under det ergonomiske gummibelagte styr, de trippede frem som små automatroboter, og hun kunne ikke begribe det kunne gå for sig, ikke når hun var så træt, ikke når alt i hende var så dødt af udmattelse.
    Hendes ansigt stirrede tilbage mod hende når hun så sig i spejlene, men hun kunne ikke rumme det, ikke begribe sig selv. Det var en fremmeds ansigt, blegt i huden, øjnene ikke længere årvågne og nysgerrige, alting så lukket omkring sig selv. Trukket ind i sig selv. Trukket tilbage.
    Hun begyndte at falde i søvn. Ikke når hun gik og aldrig når hun lå, men når hun sad. Vågnede med i sæt med barnet i armene, selv sovende, amningen fuldført. Nikkede med hovedet om aftenen når de så tv. Hun fortabte sig i tanker der langsomt rindede ud, udsluktes, løb af sporet.
    Når hun gik, overtog instinktet styringen. Hun holdt sig fra hovedvejen, fulgte små, tilgroede landbrugsveje, barnevognen duvende fra side til side over de ujævne furer, fandt vej op ad bakkerne mod små, duftende skove. Søen tog hun på hjemvejen, dens hårde bredder nemmere at bestige som hun kom der som en moderne udvandrer, den lille prærievogn ombyttet med barnevogn, hest ombyttet med fødder, og mål byttet til intet andet end at overleve. En moderne pioner, tænkte hun med en af dagens få klare tanker, men kun pioner i sit eget liv. Hun rejste ind i sig selv og rundt om alting, og hendes fører var dette barn med de store øjne, barnet der pinte hende og lokkede hende og atter og atter spurgte hende hvad det dog var hun havde villet. Du skabte mig, syntes det at sige, tag dog også ansvaret for mig, bær mit liv på dig, opgiv det du havde, bliv et nyt menneske, en mor.
    Det nye menneske, den nye mor, bevægede sig viljeløst omkring i huset med spejlene, stoppede, opdagede sine hænder i egen dans foran ansigtet. Fingrene bevægede sig af sig selv, i lange bølgende bevægelser, trak usynlige tråde imod sig, vævede af verden omkring sig, samlede og spandt, et net, det fineste net af dem alle, usynlige fine tråde omkring sig, holdt hende fast, holdt hende tilbage. Hun stirrede forbløffet på sig selv i spejlenes kolde reproduktion og trak hænderne tilbage.
    Tålmodig ventede hun hver dag på at kunne lægge Rosa ud i barnevognen og få sig dagens ofte eneste pause. Men selv når Rosa sov, var det som om Sandra ikke helt kunne lægge sit ansvar fra sig. Lægge sig kunne hun i hvert fald ikke. I stedet fyldte hun husets mange maskiner med opvask og tøj, men når hun så derefter satte sig med en kop kaffe, opdagede hun at hun nu snart hele tiden hørte Rosas klynken i overtonerne fra de ellers næsten lydløse maskiner. Den digitale babyalarm turde hun ikke stole på, og måtte altid ud og se til pigen, før hun igen ærgerlig kunne sætte sig ned. Men da hun så lod maskinerne stå utændte, opdagede hun at hun nu hørte pigen i vindens tuden. Resigneret satte hun sig yderst i glaskarnappen, hvor hun i det mindste kunne se barnevognen.
    Den konstante vind undrede hende. Den mindede hende om barndommens musiktimer, om den elendige blokfløjte der altid fulgte hende, og som hun lydigt havde forsøgt at betjene med stive fingre. Måske var det skråningerne omkring søen der skabte disse ideelle betingelser for akkumuleringen af lydbølger? Hun huskede noget fra skolens fysiktimer om en bro over en kløft. Et sted i USA — Tacoma, hed den. Hvordan var det nu? Bromaterialets indbyggede frekvens harmonerede med vindens, og broen var blevet sat i svingninger under en storm. Til sidst var den styrtet ned. Hun følte sig som den bro som hun sad der og lyttede til vindens endeløse tone.
    Om aftenen klagede hun sig til Henrik. Han forstod hende ikke. Hans liv var udfyldt med arbejde og kørsel, og når han endelig var hjemme, udfyldte tv og radio lydbilledet. Han lød ærgerlig. — Hvad med spejlene? Det er jo for helvede meningen at du skal kunne se ud hvor du end er. Kig dog i spejlene.
    Stadig irriteret gav han sig til at lede efter husets papirer, men blev roligere da han fandt hvad han søgte.
    — Se her! Husets computer. Du skal bare have gang i joysticket, så kan du vende søen på hovedet hvis det er det du har lyst til.
    Hun fattede ikke meget, men Henrik gjorde. Han trak hende ud til husets elektriske apparater i bryggerset bag køkkenet, åbnede en plade hun aldrig havde lagt mærke til, og satte husets computer i gang. Den styredes af en fjernbetjening med et lille bitte joystick, som man kunne tage med sig rundt i huset.
    — Her er de udendørs spejlkasser. Her er hovedspejlet i stuens bageste del som modtager de første billeder. Her drejer du midterdelen og åbner for spejlene i fordelingsgangen. Her fører du billedet videre, og her vælger du modtagerspejlet. Prøv nu selv.
    Sandra prøvede selv. Hun førte joysticket fremad og så pludselig engdragene og brakmarkerne op mod bakkerne bag søen. Grønt græs blandet med gammelt, stridt græs fra sidste år fyldte spejlene. Det var blevet sommer. Så førte hun joysticket til højre og fik i stedet bakkerne selv. Endelig førte hun det til venstre, og søen lå omkring hende.
    Henrik smilede triumferende og hjalp hende med at finindstille joysticket, så den lille plads til barnevognen stod i fokus. Sandra beklagede sig ikke mere.

I den første tid derefter gjorde hendes nye viden om spejlenes funktion livet noget lettere. Sommeren var så utrolig solrig, søen så blå. At hun kunne fortabe sig i søen hvor hun end befandt sig i huset, gjorde hende skamløst glad. Det var en kompensation, om end en lille en, for tabet af søvnen.
    Teknikken bag spejlene lærte hun aldrig at forstå. De var sandt unikke. Det sælsomme materiale arkitekten havde udviklet, tillod på én gang lyset at passere igennem, samtidig med at det sendte spejlingen tilbage som et almindeligt spejl. Og de mange usynlige kurver gjorde næsten alle billeder mulige. Hun fattede det ikke.
    Men noget ændrede sig. Spejlene begyndte at forskubbe sig i forhold til hinanden. Det var som om hovedspejlet i stuen gled noget, og computeren magtede ikke at rette op på det. Forskrækket kiggede hun på de skæve vinkler og underlige sammensætninger i stuen. Træerne omkring søen hældte så underligt, og søen selv var dybere end sædvanligt. Hun gjorde hvad hun ellers aldrig gjorde, ringede til Henrik og bad ham komme hjem.
    Henrik kiggede på spejlene med øjenbrynene faretruende tæt på hinanden. Om natten sov de begge dårligt. Næste dag vendte han tidligt hjem fra arbejdet og brugte den lyse sommeraften på at gå husets vinkler igennem med et nyindkøbt laservaterpas. Og næste dag kontaktede han arkitektfirmaet. Firmaet beklagede meget, sendte mænd med flere vaterpas og rapporter. Henrik stolede ikke på dem, bestilte en konsulent, der også kom og målte efter. Han kiggede på sine målinger, på huset og endelig på søen. Huset havde sætningsskade, sagde han til dem. Det var bygget for tæt på søens ustabile bund, og piloteringen var for dårlig. Husets fundament var for dårligt.
    I Sandras hoved nåede ordene langsomt frem. I hendes omtågede tilstand fik hun det til at gælde hele deres liv. Grundvolden var for dårlig. Piloteringen manglede. Alting rystede, rokkede på sig, flyttede på sig, bevægede sig over gammel havbund. Søen havde overtaget. Over huset, over deres liv.
   
Arkitekten var rejst fra firmaet. Uoverensstemmelser, blev der antydet. Men han var der i hvert fald ikke mere, og firmaet følte sig ikke ansvarlig for hans handlinger. Henrik kontaktede sin advokat, som advarede dem. Retssagen ville blive dyrere end en udbedring af skaderne. Sandra vænnede sig til de skæve spejle.

Efteråret sneg sig over dem. Barselsorloven nærmede sig sin afslutning, og en forespørgsel fra arbejdet kom.
    Det kom bag på hende at tiden var gået så hurtigt. Men så kom spørgsmålet om det overhovedet var praktisk muligt. Kommunen var blevet kontaktet for længe siden om dagpleje og venteliste, og meddelte at pladser var der nok af, men ingen i retning mod byen. Sandra regnede på det. Hun ville få brug for en bil igen, men selv med den ville hver aflevering og hentning koste hende en lille time. Måske hun kunne starte på halv tid. Rosa havde stadig svært ved at sove om natten.
    Henrik regnede også på det. Løn på halv tid kunne dårligt opveje udgiften til ny bil og børnepasningen, slet ikke når kommunen gav tilskud til pasning af eget barn. Han viste Sandra tallene, og hun gned sig lidt i arret på sit håndled da hun så det. Men et eller andet sted passede det hele. Hun var så træt, og hvordan hun skulle passe sit arbejde samtidig, kunne hun slet ikke se. Arbejdet blev sagt op.
    Men et sted ærgrede det hende alligevel. Med et arbejde havde man da i det mindste muligheden for at holde fri fra sit barn. Hun havde aldrig fri. I ni måneder nu havde hun været bundet op dagligt til et lille barn. Ikke én dag havde nogen taget hende ved hånden og sagt: — Så nu, søde Sandra, nu har du arbejdet nok, nu har du fri. Gå en tur, tag en lur, gør hvad du vil. Du har fri.
    Hun kunne se nu at hun nok havde været noget naiv. Henrik, som en gang havde imponeret hende sådan med sin verdensmandsmanerer, var ingen far. Han tog nok Rosa op når han skulle, legede gerne med sit lille barn, viste hende gerne frem, men altid som noget kunstigt. Som mente han at sådan skulle en far føre sig. Men føle det, det gjorde han ikke. Og det slog ham aldrig at han kunne tage byrden fra Sandra bare et lille bitte øjeblik, tillade hende den store luksus ikke hele tiden at lytte efter et barn. Han tjente jo hele familien på sit arbejde. Når han var hjemme, ville han gerne slappe af.
    Heller ikke fra hans mor fik hun nogen hjælp. Alene, uden forpligtelser i det gamle familiehus i byen, de øvrige børnebørn i udlandet, så moderen ingen grund til nogensinde at besøge Sandra og se det barnebarn hun trods alt havde i sin nærhed. Kun når Henrik inviterede, kom hun, men altid stiv og tilbageholdende over for den lille. Sandra begyndte at forstå hvorfor Henrik var som han var.
    Selv ikke hendes egen mor var til nogen hjælp. De havde aldrig været nære, og moderen var alt for reserveret og tilbageholdende til at tilbyde nogen hjælp, endsige se noget behov. Sandra var lige så tilbageholdende med at bede om hjælp, og det ville også have været lige meget. Forældrene boede for langt væk til at kunne komme på småbesøg, og moderen kunne heller ikke køre bil. Telefonsamtalerne, aldrig intime, døde ud, og Sandra forsøgte at begrænse sin bitterhed. Havde der blot været lidt hjælp, lidt opmuntring. Men der var intet.
    Hun brugte stadig de skæve spejle til at holde øje med barnevognen. Men det var som om skævheden havde ændret noget fundamentalt i dem. Hun kunne se grå, dyster himmel i dem og gå ud for at dække barnevognen til mod regnen, for så at opdage at solen stadig skinnede udenfor. Eller hun kunne dreje køkkenspejlene for at få sollys til at læse i, for så uforstående at kigge op ved lyden af regnvejr på taget. Sandra blev usikker.
   
Med vinterens komme lærte Rosa at gå, og det var trods alt noget nyt. Med den nye fysiske aktivitet blev hun ligesom roligere, og lidt af nætterne kom igen. Med nætterne kom også dagene, og Sandra fandt ny energi med forårets komme og solens tilbagekomst. De lave solstråler gjorde hende opmærksom på vinduernes tilstand. Selvpudsende, ja, men ikke nok, og hun fandt spand og klud og stige frem og gik igang.
    Rosa pludrede rundt bag hende og Sandra pudsede løs. Vintersnavset sad dybt, og hun måtte vaske før hun kunne polere. Men det føltes sært tilfredsstillende.
    Da hun var færdig, tog hun Rosa indenfor, og gik i gang med spejlene. Her var ikke så meget snavs, alligevel virkede fladerne sært tågede. Det var underligt. Hun pudsede og pudsede, så sit spejlbillede flade ud i sprayflaskens tåge, så langsomt vende tilbage. Men et andet ansigt. Så underligt kantet og blegt. Kun øjnene store og intense.
    — Selvfølgelig, sagde hun til sig selv, uden at vide hvor ordene kom fra. — Når alt er af glas, kan intet være afklaret.
    Hun pudsede videre, lod sine hænder følge den krumning der var husets akse, folden i dimensionerne, den tidslomme af håbløshed hun var ved at blive presset ud i.
    — Du presser mig, sagde hun og vidste at hun mente Henrik. Eller barnet. Eller det hele. Hun ændrede ordene. — Jeg er ikke lykkelig, sagde hun langsomt.
    Men ingen kunne vel være ansvarlig for hendes lykke. Eller kunne de? Hvad var der sket med hende de sidste år?
    Langsomt trak hun sig tilbage fra spejlet. For første gang i lang tid så hun sig selv i helhed. En kvinde med mange muligheder og tanker, men ligesom sunket sammen i evig undren over tilværelsens begrænsninger. Og bag hende, lokkende, betagende skøn, søens enorme blå udstrækning. Den mindede hende — ville evigt minde hende — om hendes barndoms drømme og forhåbninger.
    Der var noget galt bag hende, foran søen. Hun vidste hun havde haft Rosa med indenfor, at pigen sad med nogle klodser i stuen. Hun kunne endda høre pigens stille klukken over et eller andet.
    Men gengivet perfekt af spejl i spejl så hun nu sig selv med den blå, blå sø langt bagved hende. Og Rosa på vej imod den. Den lille pige travede målbevidst imod vandet. Som var der noget hun ville.
    Sandra vidste ikke hun kunne bevæge sig så hurtigt. Huset med spejlene forsvandt omkring hende i et glimmer af synsindtryk, men hun fløj videre, og stod så pludseligt ude ved søens bred. Ingen Rosa. Ingen bevægelse i vandet, ingen fægtende arme. Kun det spæde glittermønster i vandet. Og uendeligt blåt vand.
    Hun gik tilbage til huset og fandt Rosa i stuen, fordybet i lykkelig leg. En stund kiggede hun på sin lille pige, blød og rund, i perfekt harmoni med sig selv, intet ødelagt, skåret til, presset ned af tilværelsen. Pigen kiggede op og lo med hele perlerækken af tænder. Som bar hun stadig på en tro på tilværelsens eventyr som Sandra selv havde mistet. Sandra gik tilbage til spejlene.
    Hvordan virkede de egentlig? Hvordan kunne de virke? Hun huskede vagt andre fysiktimer i skolen, læreren der demonstrerede, lysets passage gennem vand. Lys var bølger, havde han sagt. Bølger af energi, ligesom tid var det. Solen kaster lyset ned over Jorden i sitrende energibølger, en tåge af diffusion. Vand absorberer, bryder, afbøjer. Giver forløsende mulighed for at se klart når det almindelige syn svækkes. Hvad gjorde spejlene?
    Omkring hende blev spejlene tågede igen. Hun kneb øjnene sammen. Hun havde pudset dem alle. Alt var klart og gennemskueligt. Hvorfor vedblev de så at være uklare?
    På bordet i køkkenet stod hendes håndtaske. Hun gik over til den og tog den lille makeuptaske ud. Åbnede den og tog husets sidste upudsede spejl ud. Bar det ned i stuen og stillede sig i midten.
    Hun så i det lille spejl. Hendes eget ansigt kom imod hende, forundret og spørgende. Bag ansigtet så hun skinnende lys i flakkende streger fra spejlene bag sig. Og alt det de rummede. Afgrunde og mørke. Men også muligheder og drømme.
    Sandra tog sit lommetørklæde frem og forsøgte at pudse spejlingen væk. Men hendes hænder rystede og spejlet forlod hende i en strålende bue af flimmerlys. Hun hørte dunkelt da det ramte klinkegulvet, observerede de mange stjerneskud af glasstumper omkring sig. Blodet sprang i det gamle ar, og hun pressede rutinemæssigt lommetørklædet imod. Smerten voksede, men blodet aftog. Hun vendte sig om.
    Rosa så på hende gennem stuens store bagspejl, alvorlig og fuld af indsigt. Søen lå bag hende, lokkende blå og åben. Så smilede pigen og løftede sin lille hånd. Vinkede. Var på vej væk. Midt i stuen. Mod søen. Gennem spejlet.
    — Rosa? VENT!

Henrik vendte hjem sent den dag. Alt for sent. Den sidste drink han havde fået hos sin elskerinde havde sløret hans hoved og forhindrede ham i at gennemtænke hvad han præcist ville sige til Sandra.
    På vej op til huset vendte han sig om og så ud over søen. Den var forbandet smuk som den lå der, udbredt og kælen foran ham. Som hans elskerinde. Som Sandra engang havde været. Før hun blev mor, så sløset og distræt at hun end ikke havde formået at sætte barnevognen ind for natten.
    Huset selv var stille og mørkt. Det undrede ham lidt at huset var så stille. Han kaldte nogle gange fra entreen, prøvende, så lod han være. Måske sov de. Eller hyggede i stuen.
    På strømpesokker gik han ud i stuen. Han tændte ikke lys, alligevel måtte der være noget med en autiomatisk indstilling, for stuen forekom ham et øjeblik sollyst og varmt, før tusmørket pludselig indfandt sig og skjulte alting. Han fik tændt for det elektriske lys, men først efter bandende at være væltet over en spand sæbevand fra en afbrudt rengøring. En pludselig smerte fik ham til at løfte foden. Han havde skåret sig, men han forstod ikke hvordan, før han fik overbalance og pludselig måtte sætte sig.
    Gulvet var fuldt af af vand og blod og glasskår. Han løftede hovedet, kiggede uden at se, fik så omsider øje på det.
    Det splintrede spejl.
    Han forstod intet, men kom langsomt på knæene og rørte ved det. — Splintfrit, sagde han anklagende, som havde han arkitekten hos sig til regnskab. Men der var ingen. Kun hans egen ansigt, gengivet i hver eneste af de mange stumper. Han måtte lukke øjnene.