mere om ainsha

Eller hvor kommer det hele fra og hvordan udtaler man det dog?
Mange spørger mig om Ainsha, om hvordan jeg "fandt på" hende, hvordan jeg finder på handlingen, hvor navnene i historien kommer fra — og især hvordan de udtales.

Det sidste er næsten det nemmeste at svare på. Før musen over lydikonet ved navnene i teksten nedenunder for at høre deres udtale — jeg har samtidig skrevet lidt om hvor navnene kommer fra. I slutningen af teksten har jeg skrevet om hvordan historierne kommer til mig  — klik her hvis du vil gå direkte dertil.

NAVNE I AINSHAS HISTORIE OG DERES UDTALE

Ainsha min hovedperson, havde lidt svært ved at finde sit rigtige navn, men meget hurtigt efter at historien begyndte at fortælle sig selv, vidste jeg at det var det rigtige navn. Jeg ligesom smagte lidt på forskellige stavelser - sha - my - an - ain - indtil det lød rigtigt. Og det har det gjort siden. Jeg finder stadig på nye navne ved at lege med forskellige stavelser.

Ilyathen, Ainshas elskede, har været hos mig siden jeg skrev min første roman, en science fiction-roman i øvrigt. Dengang var han oprørsleder på en fjern planet, men stadig den samme, tapper, trofast til det yderste, nærmest forførende i sin tro på hvad han gør. 

Navnet på både Ilyathen og hans bror Imarrhen kommer fra en periode i mit liv, omkring 13 års-alderen, hvor jeg lige havde set tv-serien Jeg, Claudius og lige læst Ringenes Herre. Jeg var meget optaget af begge dele. Jeg, Claudius (som handler om den romerske kejser Claudius og det sygelige miljø omkring de romerske kejsere) fyldte mig med tanker om hvordan lande og imperier blev styret i fortiden, og især om hvor langt mennesker vil gå for at få magt.  Ringenes Herre fyldte mig med ubeskrivelige følelser og fantasier om fjerne riger og alskens historier, og frem for alt en stor sorg over elverfolkets bortrejse til Vesten.

Efter et stykke tid begyndte disse tanker at materialisere sig i en fantasiverden, som jeg tilpassede området omkring den lille gård på Djursland hvor jeg voksede op. Der var en dam — den blev til Nikitasøen. Der var en hel del vildvoksen skov — det blev til Lethingo. Der var en enkelt bakke — det blev til Aranbjergene. Jeg bevægede mig rundt i alle disse områder og begyndte at fortælle mig selv historier om de forskellige personer i Verden, som jeg kaldte det. Nogle af historierne forsøgte jeg at skrive ned. Og især skrev jeg stamtavler, lange stamtavler, ligesom jeg havde set det i Ringenes Herre (og også i Jeg, Claudius). Stamtavlerne indeholdt navne som Imarrhen , Anvarrhen, Kiltara, Daka Itafus, Matalet, Matale, Isleta og mange flere, som på den måde har fået nyt liv i Ainshas Historie.

Man kan vel sige at jeg har samlet på navne hele mit liv. Hver gang jeg stødte på et godt navn med en god lyd og rytme, gemte jeg det. Som da jeg læste om shahen af Iran og hans kone, kejserinde Soraya. Soraya flyttede ind hos mig og er blevet der siden som navnet på Ainshas drømmende, ulykkelige mor. Pudsigt nok har en af mine fætre i udlandet giftet sig med en anden Soraya, men det var længe efter.

Konti, Ainshas mest trofaste ven, kom fra en tv-serie som mine forældre så da jeg var barn. Skuespilleren Tom Conti medvirkede, og jeg glemte aldrig hans efternavn. Siden har jeg hørt at han er en fremragende skuepiller.

Finlay, der først er Ainshas ven, siden vender sig mod hende, kom fra en læderjakke jeg engang købte. Finlay stod der i den, og haps sagde jeg. Jeg fandt siden ud af at det var et irsk mærke, og Finlay er da også et gammelt gælisk eller keltisk navn. Det samme er Alesdair, historiens måske største helt, og Niall, som drømmer så katastrofalt om guldtagene i Andoria. Jeg har altid været fascineret af det keltiske, specielt efter at have boet en kort periode i Skotland som udvekslingsstudent på University of Edinburgh. Dengang skrev jeg en opgave i engelsk litteratur om den store skotske digter Hugh MacDiarmid. Hans digte fascinerede mig meget, måske fordi det krævede så meget arbejde at forstå dem, og specielt et af dem, A drunk Man Looks at the Thistle, greb mig pga. ordene "I have silence left". Hidtil havde jeg beskæftiget mig med ord, nu så jeg at fraværet af ord er lige så vigtigt, og derfor tog jeg Hugh MacDiarmids navn med ind i Ainshas historie. Det blev til Diarmid, som Ainsha fortæller historien til.

En anden forfatter, Margaret Atwood, viste mig det samme, blot vendt på hovedet, i sin science fiction-bog The Handmaid's Tale (Tjenerindens fortælling). I denne beretter en navnløs kvinde om sin og sit lands tragiske udvikling imod et især kvindeundertrykkende samfund. Hun erindrer sin fortid og tabet af mand, datter, mor og mange flere. Det er stærk kost, og et sted skriver hun da også noget i retning af "Der burde ikke være ord for dette". Tanken om historier så tragiske at selv ordene må give fortabt, fyldte mig og ledte indirekte til beretningen om Lyte og hendes triste død.

Der er flere navne tilbage, som jeg ikke direkte kan redegøre for. Maghan, Torall, Lorall, Sumathan, Soutan, Sheran og Té Fai er alle kommet da jeg havde brug for det. Og selvfølgelig navnet på Nordfolket, detvaeli, navnet på Sydfolket, antainerne, og navnet på de modbydelige bjergfolk, Gual Nag. Rodhven - sådan måtte den specielle, røde rod jo hedde. Dallandet Dal Linth ligeså. Ealinn Meald, Nordenvindens Borg — det ligger bare så godt i munden. Ligeså tempelbyen Nim Faid, hvor Ainsha bliver gift. Nogle navne bærer bare sig selv.

På den måde minder det noget om hvordan historierne kommer. Så det må jeg vist hellere skrive lidt om...

HVOR KOMMER DET HELE DOG FRA?

Jeg har jo skrevet lidt om det i forbindelse med navnene. Meget af det, faktisk opbygningen af hele Ainshas verden og historiens hovedtræk, stammer fra min barndom. Den var noget anderledes end de flestes. Da jeg var ganske lille, flyttede mine forældre sig selv og mine to søskende fra Albertslund (der er en forstad til København) til Norddjursland, hvor de havde købt et nedlagt landbrug i 1972.

Jeg ved ikke — jeg tror man kunne have tegnet en cirkel med en radius på omkring 3-4 kilometer og ladet den tage udgangspunkt i vores gård. Cirklen var stort set støvsuget for børn, i hvert fald på vores alder. Til gengæld havde vi dyr. Mange får, mange heste, køer, høns, hunde, katte. Og så var landskabet stort. Vores egen gård havde en del jord til samt sø og skov, og bagved veje og markskel kom endnu større områder med flere søer, mose, hede og skov. Yderst lå havet. Jeg elskede dyrene, min hund og min hest, og jeg elskede landskabet. 

Sammen med dette kom en grim følelse i skolen af at være anderledes. Og det var vi jo. Vi var københavnersnuder i de andres øjne, og så var vores far en ledende politiker i det der dengang hed Folkebevægelsen mod EF. Den 2. oktober 1972 stemte danskerne ja til EF efter en valgkamp der var lige så manipulerende som den var skelsættende. Det blev populært at opdele danskerne i dem der var for det såkaldte fremskridt, og så dem der ikke var, ligesom mine forældre. De var nærmest landsforrædere, syntes folk vist. Selv nu, så mange år efter den tid, får jeg det skidt ved tanken. Men jeg er også stolt over at mine forældre havde mod og intelligens til at holde fast i nogle standpunkter, som var både fornuftige og hæderlige.

Måske var det folkeafstemningen, måske var det min enspændernatur. Jeg blev aldrig som de andre. Bøger, musik, mine fantasier, og så en enkelt, rigtig god veninde, kom til at udfylde min tid. Meget tidligt begyndte jeg at skrive historier ned, men nåede aldrig særlig langt i de enkelte historier. De var simpelt hen for omfattende. Selv nu har jeg kun redegjort for en flig af Ainshas verden.

Så, selve Verden i Ainsha-bøgerne stammer på en eller anden måde fra naturen i min barndom. Jeg tænker at Detvaeli-folket med deres stærke æresbegreber blev mit svar på hvad jeg oplevede omkring mig. Og Ainsha er vel et eller andet sted — mig selv. Men ellers synes jeg det er lige meget hvorfor historierne kommer. Det er historierne selv der er spændende.

Og historierne selv... Det er svært at forklare, for egentlig synes jeg ikke jeg finder på ret meget selv. Det er heller ikke sådan at historierne kommer færdige til mig, parat til at blive fortalt. Det er mest sådan at jeg ser historierne for mig i alt for korte glimt, som en drøm man vågner op fra og derefter hurtigt glemmer, hvis altså ikke jeg arbejder hårdt på at huske. Nogen gange er det kun enkelte slutscener der kommer til mig, og så er jeg selv nødt til at regne forhistorien ud. Andre gange bliver den enkelte historie ved med at vende tilbage til mig indtil jeg har spekuleret så længe over den at jeg er sikker på dens rigtige version.

Bedst er det selvfølgelig når historien fortæller sig selv. Som dengang med   Dineah, hvor jeg spekulerede og spekulerede over hvordan både hun og Ainsha i deres gravide tilstand skulle kunne undslippe antainerne, og så pludselig, midt om natten, kom svaret til mig. Det var ikke et rart svar, men det var den rigtige historie.

Allerbedst er det at have god tid. At have god tid til mentalt at lægge alle historiens små delelementer ud foran mig som spillekort til en kabale, og så stille og roligt få det hele til at passe. Det kan godt tage lang tid, lang tid hvor jeg spekulerer, skriver lidt, går en tid, glemmer lidt, spekulerer lidt mere. Har jeg bare tid nok, bliver resultatet som regel godt.

Men tid er en mangelvare. Derfor glæder jeg mig også til jeg får rigtig god tid til at arbejde med bind 4, Randen.